 |
|
Da jeg i midten af 1990erne besluttede at skrive en bog |
og spekulerede på, om jeg
kunne få den udgivet og læst, tænkte jeg på dengang man for mere end 50 år
siden spurgte om en sort i Amerika kunne få succes i erhverslivet? Svaret var: Ja,
det kan han godt, han skal bare være 10 gange så dygtig som de hvide. |
 |
Altså - kan en psykisk sårbar invalidepensionist få udgivet og læst en bog? Ja, det
kan hun godt, hun skal bare være 10 gange så dygtig som dem, der tror de er
normale!
Jeg havde flere formål med at skrive bogen. Først og fremmest så ønskede jeg at
skabe debat om følelsesmæssig sundhed og hvad der er brug for, hvis vi skal
udvikle vores evner og potentiale og være følelsesmæssigt i balance. På det punkt
har jeg virkelig gjort nogle erfaringer, som skulle gøre det muligt at rejse en debat
og pege på nogle vigtige punkter. Dernæst så ønskede jeg at opbygge min egen
kontakt til mine medmennesker og til samfundet, og at blive opfattet som den, jeg
er, ikke som den alle andre påstår at jeg er. At få mit eget forhold til verden og gøre
mine egne erfaringer.
På det tidspunkt kunne jeg stadig komme ud mellem andre mennesker, og havde
kontakt med en NLP-terapeut som havde erhvervsvirksomheder som speciale. Han
var en virkelig god vejleder, der på samme tid kendte svaret på en række praktiske
spørgsmål og havde forståelse for mit problem med at være begrænset af angst.
På trods af de begrænsninger, så var han opmærksom på, at jeg havde endog
mange og gode muligheder. Han fortalte mig senere, at noget af det første han
konstaterede var, at når jeg havde været i stand til at overleve den skæbne, så
havde jeg noget råstyrke at gøre godt med.
Det er en roman, jeg har skrevet, med et handlingsforløb som man selv kan drage
konklusioner på. Et af de råd til debutforfattere, jeg skrev mig bag øret, var: Betragt
læseren som intelligent.
Det tog mig et år at skrive bogen, og jeg var så optaget af projektet, at jeg skrev
næsten alle vågne timer, og resten af tiden tog jeg notater. Jeg eksperimenterede
samtidig med computere, tekstbehandlingsprogrammer, grafikprogrammer, IT og alt
hvad jeg havde brug for. Og så var manuskriptet færdigt. Efter sigende også
læseværdigt. Den kom til at fylde 250 sider.
Det viste sig imidlertid at jeg havde en konkurrent, jeg ikke havde tænkt på - nemlig den psykatri, som jeg troede var der for at hjælpe mig og andre mennesker
med følelsesmæssige problemer. Eller hjælpe samfundet med at skaffe plads til os
på en måde, der tager mest muligt hensyn til alle parter. Det havde jeg oplevet
tidligere og jeg var forholdsvis tryg.
Alt for tryg, skulle det vise sig. Psykologerne skrev også bøger for at få deres
budskab ud.
Samtidig med at jeg skrev en bog om at vokse op i et autoritært og voldeligt miljø,
og at udvikle Ocd og selvkontrollerende tvangstanker for at overleve, var
psykologerne igang med at skrive bøger med en helt anden konklusion.
Den psykiatri, der i mange år ikke har haft tid at støtte mig i noget som helst, kunne
nu bruge bunker af kræfter på at forhindre publicering min bog. Psykologerne holdt
på deres ret til at de alene skulle afgøre, hvad mennesker med Ocd tænker og
føler. De skulle også afgøre, hvad alle andre skal mene om os, og hvordan vi skal
behandles.
På det tidpunkt havde jeg ikke mulighed for at gennemskue det, jeg kan se idag: At
man var igang med at afskaffe det sociale sikkerhedsnet, og at behandlingen af
angst, depressioner m.m. skal ske ved at skubbe de mennesker ud af fællesskabet,
indtil vi lærer at lade være med at skabe os, og er parat til at underkaste os
psykologernes pålæg om hvad vi skal føle og hvilke piller vi skal tage.
Resten af befolkningen skulle indoktrineres at se ned på os. Man var igang med at
opbygge et nyt diagnosesystem, hvor alle vurderinger af angst m.m. havde
efternavnet personlighedsforstyrrelser. Det er sådan vores medmennesker skal
opfatte os, og så iøvrigt overlade til eksperterne at administrere vores liv som det
passer samfundet.
På det tidspunkt hvor jeg var færdig med manuskriptet, var jeg meget aktiv og ret
udadvendt. Motionerede, skrev, gik på kurser og var igang med at disponere min
næste bog.
Den socialpsykiatri, der blev ansat her i kommunen til at udstøde de psykisk
sårbare af fællesskabet i et dagcenter for alle pensionister og kontrollere os med
piller, slog mit liv så grundigt i stykker, at jeg endte i total isolation herhjemme i min
lejlighed. Det har varet i over i omkeinf 15 år nu, og kampen for at få mig knækket og
udslettet som selvstændig personlighed fortsætter.
Jeg har engang først i 1970erne gennemgået en behandling, som virkede så jeg
blev helt rask. Men den behandling, som reparerede konsekvenserne af at være
vokset op i et voldeligt, autoritært og religiøst miljø, drejede sig om at opøve min
selvstændige personlighed og mit eget selvstændige personlige mod. Den
behandling er man gået væk fra, nu gør man det modsatte, alt skal klares med
kontrol og hjernekemikalier.
Det er ikke nok at psykiatrien får flere penge, hvis de kun bliver brugt til yderligere
kontrol. Der skal også flere penge til forskning for at opnå resultater. Det skal være
penge, der kommer de psykisk sårbar til gavn, så vi får en chance for at hele, når
man nu ikke ville eller kunne beskytte os imod overgreb.
Og der skal være et samfund, der gør plads til mennesker, der i perioder er
svækkede, fordi vi har været udsat for forskellige former for belastninger. Vi kan ikke
konkurrere med de stærke om at hævde os.
I et autoritært miljø er det netop de evner, man mister.
|
|
|
|
