Følelserne sidder ikke i hjernen!

Det burde være selvfølgelig viden for alle, der på den ene eller den anden måde har det menneskelige følelsesliv som deres arbejde, men det er det ikke. Hvorfor forsker psykiatrien i vores hjerne? Det er ikke der, følelserne sidder.
Hvis mennesker har været udsat for vold og overgreb og ydmygelser, så er det ikke hjerneforskning, der er brug for, men forståelse for menneskers følelsesliv og at finde forklaringerne på deres reaktioner! Det er indsigt i hvordan vores følelser fungerer, der giver mulighed for at gøre noget konstruktivt!

Når det drejer sig om det menneskelige følelsesliv, så er vores del af verden håbløst bagefter.

Kender vi ikke alle forskellen på hvad vi udretter og overkommer på dage, hvor vi er glade og fulde af selvtillid, i modsætning til dage, hvor vi er anspændte og kede af det? Hvordan kan man så begå den fejl at tro, at økonomisk utryghed motiverer mennesker til at arbejde mere og bedre? Selv når kendsgerningerne - at det er det modsatte, der sker - står bøjet i neon, så ændrer man ikke holdningen, men strammer tommelskruerne en tand mere.

Vores følelser er styreprogrammet i vores aktiviteter, hvordan vi fungerer i en familie, som venner og hvordan vi arbejder.
Hjernen er en regnemaskine og planlægger - redskaber, man kan trække på, når det er det, der er brug for. Hjernen og følelserne har hver deres "ansvarsområde", og man skal ikke forveksle de to systemer. Selvom de samarbejder som et par tvillinger, så har de hver deres egenskaber.
Der er forskel på at tænke sig frem til løsninger og at føle sig frem til en forståelse.

Har vi ikke forstået opgaverne, tilværelsens betingelser og vores medmennesker rigtigt, så kan vi regne nok så mange metoder ud for at klare opgaverne, vi vil alligevel begå den ene fejl efter den anden. En lektie, der er forstået med følelserne, og ikke kun lært udenad, vil være langt mere effektiv og bedre integreret.

Hvis vi bliver vrede eller hævngerrige er det fint nok at have kontrol over vores handlinger. Tilgivelse, som man alligevel ikke mener, løser ikke problemerne, for følelserne vinder i det lange løb. Vi er nødt til at opøve en frustrationstærskel, der kan holde til en del, men det gør vi også, hvis vi forstår hvorfor det er nødvendigt.

Styrken i vores evner til emotion er i den grad blevet underkendt.

Alligevel forstår følelseskolde magtmennesker, f.eks. visse politikere, at udnytte den. De appellerer til vores følelser langt mere end til vores hjerne, når de skal have kontrol over os og manipuleret os hen, hvor de vil have os. Pisker mennesker frem med en blanding af angst og løfter om tryghed.
Appellerer til følelser, de ikke forstår, og ikke gider at tage hensyn til. De kan høre instrumenterne i orkestret, men forstår ikke musikken.

Den kristne religion gjorde os ikke en tjeneste, da den lærte os at mennesker er onde. Det er ikke noget, de er, det er noget, de bliver for at overleve.
Hvordan finder vi tilbage til vores eget følelsesmæssige udgangspunkt igen?

En klog guru sagde engang: Man skal ikke belære sine elever, man skal lede dem hen til roden af deres egen visdoms kilde. Den kan man også finde uden en guru.