 |
|
Da jeg i sin tid tog HF-eksamen i psykologi havde vi også om Stanley
Milgrams forsøg med at undersøge, hvad der sker, hvis ordrer fra autoriteter
strider mod vores grundlæggende moralske normer.
|
 |
Forsøget blev annonceret som et indlæringsforsøg, hvor man ville undersøge
om straf gavner indlæring, og man søgte personer, hvis opgave det var at
tildele en elev elektriske stød i stigende strømstyrke, hvis eleven begik fejl i en
indlæringsproces. Processen blev ledet af en forsøgsleder, som vejledte
læreren, der tildelte afstraffelser/strøm.
Eleven blev anbragt i en boks, og elektroder blev tilsluttet. Læreren som skal
tildele afstraffelser, sidder ved et bord med knapper til at trykke på, for at
tildele afstaffelserne ved evt. fejl i gentagelse af indlæringen.
Hvad de skiftende lærere, som havde meldt sig til forsøget, ikke vidste, var at
det i virkeligheden var dem selv, der var forsøgtpersonerne, og at forsøget i
virkeligheden drejede sig om, hvor langt man kan få mennesker til at gå m.h.t.
at skade andre mennesker eller påføre dem smerter, hvis en autoritet udsteder
ordrerne og påtager sig ansvaret.
Eleven inde i boksen var en skuespiller som ingen stød fik!
Mange forsøgspersoner (læreren som tildelte stød) adlød forsøgslederen,
uanset hvor højt eleven klagede sig og bad om at blive sluppet fri.
Forsøgspersonerne fik begrundelser som "Du kan ikke afbryde nu, så går vi
glip af videnskabelige undersøgelsesresultater" o.l.
En af konklusionerne på forsøget var, at moralske faktorer forholdsvis let kan
skubbes til side gennem en velberegnet omstrukturering af de intellektuelle og
sociale roller.
Bagefter samlede man lærerne og gennemgik med dem, hvad der i
virkeligheden var sket, og fordi de selvfølgelig også havde nogle problemer
med at være blevet brugt på den måde. Man forhørte dem også om deres
begrundelser for at tildele eleven stød i stigende strømstyrke, og en af dem
var, at de egentlig ikke følte det var deres ansvar. De adlød jo bare instrukser.
En af forsøgspersonerne var jøde. Hun havde haft store problemer med at
forstå hvordan man under krigen kunne behandle jøderne som man gjorde.
Efter at have prøvet hvordan hendes egen dømmekraft kunne påvirkes, forstod
hun lidt mere.
Man kan mene hvad man vil om den slags forsøg, men resultatet er værd at
lægge mærke til. Hvor mange forbrydelser mod mennesker er ikke begået i
lydighedens navn?
Og hvor mange bliver det ikke stadig??
|
|
|
|
