|
|
Er verden bevaringsværdig?
Hvis ja, så må vi forstå at her er også sart liv, som kun kan bevares hvis vi
har den nødvendige omsorg for det.
Indianerne, som levede i pagt med naturen og i respekt for
den, havde et princip om at hvis man tog noget fra naturen,
så skulle man også give noget tilbage til naturen. Et
beundringsværdig holistisk verdensbillede af et naturfolk at have.
Det var ikke det eneste punkt hvor deres sociale forståelse var på et
højere plan end det, vi opfatter som normalt i vores del af verden.
F.eks. var det at træde på et menneskes værdighed en større
forbrydelse end at skade dem fysisk.
I vores del af verden anses det for at være uden betydning at træde
på menneskers selvværdsfølelse. Vores behandlersystemer har
udviklet et princip om at mennesker selv skal tage et ansvar for
hvad de føler, og hvis det er upraktisk så må de til psykolog og lære
hvad der er mere praktisk for samfundet.
Debatten om de unge mennesker, der er uden
for arbejdsmarkedet og som lider af angst, spiseforstyrrelser o.s.v.
har fået mig til at tænke. Man kalder dem utilpassede unge. Det er
jo sådan et godt og manipulerende udtryk, som skal indoktrinere os,
at det sikkert er deres egen skyld, eller også er de ikke blevet
opdraget ordentligt.
Utilpassede til hensynsløshed og junglelov, ja!
Et andet sted så jeg, at mennesker der bliver sat på gaden sikkert
har prøvet det nogle gange før, og de kan stadig ikke lære at betale
deres husleje.
Hvor mange tænker lige på, at hvis hjemløse kommer i den situation
flere gange, så er der måske nogle sociale systemer, der har svigtet.
Og nogle medarbejdere i de sociale systemer, der har mere travlt
med at gøre politikerne tilpas end klienterne.
Et vigtigt overlevelsesprincip i vores samfund er at snobbe opad og
sparke nedad.
Ja - verden er bevaringsværdig - og det er mennesker også. Men så
skal vi tænke os lidt bedre om når vi vælger de politikere, der skal
styre det hele. Vi har længe været på vej mod mafialignende tilstande og
junglelov. Personligt synes jeg ikke at det kun skal være høgene,
der skal overleve, jeg vil også gerne bevare sangfuglene. |
|
|