Psykologi, normalitetsbegreber og politik … Hvordan hænger de tre begreber sammen, og hvordan relaterer de til hinanden?

Om kreativitet og frihed contra kontrol og lydighed.
Om sundhed eller sygdom!
Om livskvalitet eller stress.
Hvordan laver man en videnskabelig undersøgelse af følelser? Det kan man ikke, og slet ikke uden at spørge dem, der kender følelserne! Alligevel har man stillet psykologiske skemaer op, ud fra hvilke man forklare alt om det menneskelige følelsesliv … stadig uden at spørge dem, der kender følelserne.

Når det drejer sig om noget så vigtigt som vores følelsesliv - inspirationen og motoren i os - så er vi umyndiggjort. Man har "eksperter" til at afgøre, hvad vi føler … og det kan de klare uden at tale med de mennesker, det drejer sig om. Man slår bare op i et socialt udviklingsskema for at se, hvor langt vi er kommet i evnerne til at gøre samfundet tilpas.
Se min hjemmeside med det forenklede standarddiagnosegrundlag http://www.canopoux.net/Diagnoser-doku.html .

FØLELSESMÆSSIGE REAKTIONER - Jeg lider af Ocd, hvilket jeg søgte hjælp for, da jeg blev voksen, og jeg har to meget omfattende journaler med vurderinger, der er modsat af hinanden på de samme symptomer. Ved den ene behandling blev jeg på mindre end 2 år helbredt for 18 års Ocd og var symptomfri i 8 år. Den tager jeg første, og det var også den første. Det er den der drejer sig om at udvikle krativitet og frihed.
En skematisk forklaring på de teorier, jeg blev diagnosticeret og helbredt efter og som blev bekæftet ved at behandlingen virkede, kan ses her http://www.canopoux.dk/Psykologi-dynamik.html
I dette tilfælde spurgte man mig selv og tjekkede altså med virkeligheden (det gør man ikke mere).

Der viste sig samme mønster i alle mine symptomer - at jeg dannede tvangsmæssige tankemønstre til at fortrænge forbudte, upraktiske eller for pinefulde følelser med, og jeg var fuldt bevidst om, at de tanker, der bare kom, de ikke var i overensstemmelse med virkeligheden. Derfor blev tvangstankerne til tvang, som jeg ikke havde mulighed for at gøre mig fri af, så længe problemet stadig var der. Jeg kunne skubbe dem væk, men så snart jeg var "uopmærksom", så var de der igen, og altid sammen med angst.

Da først mønstret var afdækket, tog det kun et par år at komme mig så godt, at jeg blev symptomfri. Jeg måtte arbejde med min selvtillid og selvværdsfølelse samt troen på retten til at føle det, jeg følte, og være den, jeg er. At jeg var god nok. Opdage min egen identitet! Jeg fik frihed og blev herre i mit eget liv. Det var ikke helt ligetil, for det hele var ikke kun noget, der skete i hovedet, følelser har i meget høj grad også noget at gøre med menneskers omgivelser og sociale betingelser, og hvordan man reagerer på det. Jeg skulle finde ud af at give slip på mange års selvdisciplin, og det er vanskeligere end man tror. Gennem en voldelig og autoritær opdragelse var selvundertrykkelse noget, der fungerede automatisk for mig.

FRIHED- Jeg måtte blive stærk over for de familienormer jeg var vokset op med, og holde på min ret til at danne mig mine egne meninger. På det tidspunkt var jeg over 20 år.
Desuden måtte jeg skaffe mig en ny uddannelse, så jeg også økonomisk kunne blive uafhængig. Sådan var forholdene dengang, og de er endnu værre idag. Så længe jeg økonomisk var afhængig af noget som helst familiemedlem, holdt de fast på den ret, de troede, de havde til at bestemme over mit liv og min person. Det var noget, de mente, de havde ret til at få til gengæld for at forsørge mig, og det gjaldt også min ægtefælle.

At udvikle sin egen selvstændighed, sin egen identitet og selvstændige vilje er ikke nogen nem opgave, det er to skridt frem og et tilbage - hvilket også er en måde at komme frem på - og der findes ingen opskrift på et forløb med succes, men det at følelsen af selvtillid, livsglæde og indre styrke voksede i takt med at det lykkedes, var en særdeles god motivation. Alle mennesker burde have lov at leve i overensstemmelse med deres egne følelser og evner og identitet. At bruge deres liv på det, der føles meningsfuldt for dem. Det giver det bedste resultat, og man bliver selv bedst til at skabe resultater. De kreative evne folder sig ud. Det hele lykkedes!

Men ...

TILBAGE I OCD-FÆNGSLET IGEN - Ved den anden behandling nogle år senere for noget helt andet fremkaldte man symptomerne, selvundertrykkelse og selvdisciplin igen, og har holdt mig fast i det i nu mere end 35 år, man bearbejdede den depression, der var opstået af ydre omstændigheder, med kritik, med medicin og ved at tvinge mig til at kontrollere problemer og stress. Det er mere end 35 år siden og de sidste omkring 15 år har jeg levet isoleret i min lejlighed, som jeg ikke tør at forlade. Ydre tvang og fængsel forvandles til indre tvang og fængsel.
Derfor har jeg spekuleret meget på, hvorfor man ikke finder den første journal frem og bruger de vurderinger og metoder der dengang virkede. Jeg har fortalt gentagne gange at den findes.
Det er sandsynligvis alle med Ocd, der fejlbehandles. Det er ikke indbygget i moderne psykiatri, at mennesker kan have for meget og fortvangsmæssig selvdisciplin og pligtfølelse, og at det kan man blive syg af.
Forklaringen på hvorfor man ikke finder den journal frem med vurderinger og en behandling, der bevirkede at jeg fik det meget bedre, er ikke nogen kompliment til behandlersystemet, er jeg bange for - eller til samfundets politik og normalitetsbegreber.
Man er først og fremmest interesseret i at få bekræftet, at pres, kontrol og afstraffelser virker bedst.

Ved anden indlæggelse blev jeg prisgivet en psykiater, der var helt på linie med min families autoritære metoder, som netop havde fremkaldt selvundertrykkende Ocd hos mig. Autoritære holdninger er at man skal udsætte mennesker for ubegrænsede mængder af tvang, straf og smerter for at tvinge dem til at tænke, føle og handle som samfundet og autoriteterne forlanger. Gør de ikke det, bliver de truet med diverse afstraffelser, som f.eks. at miste arbejde eller dagpenge. Det er fascisme. Man ønsker ikke at give mennesker frihed og selvstændighed, man ønsker at have kontrol over dem.

Næste udbrud af Ocd kom efter at jeg havde været udsat for autoritær psykiatri i et par år, og efter at jeg havde været symptomfri i 8 år - jeg var grundet konflikter med familien ekstremt overanstrengt og stresset, og blev derfor bange for at komme til at begå fejl på mit arbejde - et plejehjem - eller begå fejl hvorsom helst jeg havde et ansvar for at gøre tingene korrekt.
Jo mere min angst voksede, jo mere blev der sat ind med tvang, piller og nedbrydninger, hvilket jeg fik det endnu værre af og blev endnu mere stresset af. Der var kontakt mellem min arbejdsplads og psykiatrien bag min ryg (kan jeg se nu i min journal), hvilket er en overtrædelse af tavshedspligten. Min arbejdsgiver satte ind med tvang over for mine symptomer, der dengang i starten var forholdsvis afgrænsede. Jeg har aldrig givet psykiatien lov at kontakte min arbejdsplads. Det endte med at jeg mistede mit arbejde, og et par år senere mit erhverv.
Jeg kunne kun have reddet mig selv ved at opgive min samvittighed. Behandlingen af min angst for at begå fejl, bestod i at nedbryde min ansvarsfølelse. Men jeg kunne ikke opgive min samvittighed, for min uddanelse og mit arbejde på plejehjemmet var mit livsindhold. Det, jeg havde sat så mange ønsker ind på at lære at gøre så godt som muligt.
Det kostede mig mit arbejde.
http://canopoux.dk/Lydighedens-dilemma.html

De nutidige diagnoseskemaer, og dermed også den fejlbehandling jeg var udsat for, som man har stillet op med forklaringer på sociale udviklingsforstyrrelser, tjener samfundets interesser, og ikke de menneskers, som er gået i stykker på vold, overgreb, svigt og stress.
Psykiatri er ikke en videnskab, det er politik. Det er samfundets politik over for mennesker med følelsesmæssige problemer. I et samfund, der skal være rationelt og effektivt gider man ikke at tage hensyn til menneskers følelser, og arbejdsmæssigt vil man have lov at presse dem til det yderste.

Samfundets interesse er at mennesker med helbredsproblemer dehumaniseres - d.v.s. at folk lærer at opfatte os som værdiløse og noget man gerne må trampe på, og som andre mennesker kan behandle som det passer dem. Det er forudsætningen for at man kan fratage mennesker deres rettigheder uden at nogen protesterer.

De, der skal styre den proces, stiller sig op som autoriteter, og fremlægger deres holdninger som videnskab, der ikke kan diskuteres. På den måde lukker man munden på protester.

Ved første behandling blev der bakket op omkring min selvværdsfølelse og mine evner til at tro på, at jeg har både rettigheder og pligter, og at retten til en meningsfuld tilværelse er en selvfølge. Jeg kom over angsten og andre konsekvenser af en opvækst med vold og overgreb og blev helt symptomfri.

Ved anden behandling skete det modsatte. Man ledte efter fejl, brød min selvværdsfølelse ned, fyldte mig med medicin så jeg ikke kunne koncentrere mig og led endnu flere nederlag, hvilket man udlagde som bevis på, hvor håbløs jeg var.

Mennesker, der kun har en hammer at klare opgaverne med, må nødvendigvis opfatte alle problemerne som søm.