Forældreansvar uden tillid

Det er i familien at børn lærer følelser som tillid og tryghed at kende. Ikke kun læser om dem, men oplever dem i virkeligheden, og oplever, hvad de betyder. Først så er det nemlig lært!

Giver det samfund, vi har skabt, gode betingelser for det? Hvad er det for en type mennesker, vi er igang med at udvikle? Forældre der af skræk for politikernes straf udsætter deres børn for kontrol i stedet for forståelse, selvom de måske er enige med deres børn i at forholdene ikke er hensigtsmæssige. Børn skal adlyde mor og far, og mor og far skal adlyde politikerne. Magthierarki og faste regler for hvem der skal kontrollere hvem.
Det er nemlig ikke for lidt kontrol, men for meget, der er problemet, men det kan være svært at gennemskue. Ingen har et frit valg, men må udvikle de evner, der forlanges, hvadenten kravene er direkte eller underforståede.

Det er ikke modenhed og ansvarsfølelse, der udvikles i sådan et klima. Det er helt andre egenskaber der skal til for at klare sig socialt i et autoritært samfund end modenhed. Man udvikler ikke selvstændighed og evner til at overveje hvad retfærdighed og hensyn er. Det er langt vigtigere at være opmærksom på hvem der har magt over een, og som man skal gøre tilpas. At være opmærksom på hvordan autoriteterne tænker, istedet for at overveje hvad man selv mener. Det bliver en generation af alt for mange autoritets-angste mennesker uden æresfølelse, for det sidste kan man ikke bruge til noget som helst. Æresfølelse og samvittighed vil ikke længere hænge sammen.

Men hvad skal vi så stille op med alle de både unge mennesker og voksne, det bliver voldelige og kriminelle? Ja - først og fremmest se i øjnene, at de netop er et produkt af de samme betingelser, hvor penge og magt har større betydning end retfærdighed og hensyn.
Agressioner og utryghed som et produkt af sociale nedskæringer, hvor chancerne for et trygt liv bliver mindre og mindre, medmindre man udvikler stræbsom hensynsløshed. Du kan rent faktisk få lov at gå til grunde på alle mulige forskellige måder, og den slags udvikler ikke ønsker om eller evner til at arbejde, men desperation og depression. En desperation hvor man i højere og højere grad må vælge sin egen lykke frem for andres, hvis man vil overleve.

Det er jungleloven! I junglen æder dyrene hinandens fysiske krop for at overleve. I et liberalt samfund udnytter mennesker hinandens sociale betingelser for at få det bedst muligt selv.

Det er i familien man lærer om hensyn, tillid og ansvar for hinanden. Trygheden ved at man betyder noget for hinanden. Tilliden ved at ens følelser tages alvorligt. Deraf udvikles livsglæde, selvtillid og selvstændighed. Forudsætningerne for frihed og demokrati.

Det er konsevativ politik at familiemedlemmer skal tage sig af hinanden, og at børnene skal tage sig af de ældre i familien, og samtidig trækker de gulvtæppet væk under familiesammenhold og fælleskabsfølelse. Så må vi dælme håbe at børnene ikke er blevet så agressive på de forældre, der har haft mere travlt med at kontrollere dem end med at forstå dem, for det var der ikke tid til, at de ikke gider at have noget med forældene at gøre, for nu har de ikke tid. De skal leve op til kravene i konkurrencesamfundet.

Skal vi sidde passivt og vente på at de sidste rester af medmenneskeligt ansvar erstattes af afhængighed af penge, magt og fejghed i alles kamp mod alle.