Engang var samfundet for alle borgere. Demokrati betød frihed, og retten til at bestemme over eget liv, samt medansvar for det samfund, man lever i. Vi var i gang med at blive en generation efter idealet om at alle var lige værdige, og alle havde nogle fundamentale menneskerettigheder. Betingelsen for frihed er at man ikke kan trues på sine fundamentale og livsvigtige rettigheder.

Det var et samfund, hvor målet var at gøre plads til alle – også på arbejdsmarkedet. Arbejde var en ret, og med sit erhverv valgte man sin plads i samfundet.

Hvordan kunne det fællesskab brydes ned?

Det skete helt bevidst af mennesker, der mente, at det var dem, der ejede samfundet og at alle andre var sat i verden for at tjene deres interesser!
Flertallet af de funktioner, der skulle varetage borgernes interesser, blev omstillet til i stedet at varetage det private erhvervslivs interesser. Det blev i starten tilsløret, hvad der skete, og da processen var ført tilstrækkeligt igennem, havde de fleste glemt, at det engang havde været anderledes.

Tydeligst var ændringerne i den sociale sektor. De sociale kontorer skulle ikke længere sørge for, at borgerne uanset deres betingelser, havde et rimeligt liv, de sociale kontorer skulle i stedet skaffe arbejdskraft til de private virksomheder. En proces, der kostede milliarder af skattekroner, og til ingen verdens nytte. De private virksomheder kunne ikke skaffe arbejdspladser, og de borgerlige politikere nedlagde arbejdspladser i det offentligt. Der blev flere og flere arbejdsløse.

Arbejdsløshedskøen voksede, og de pligter det offentlige havde, blev ikke længere tilstrækkeligt varetaget. Folk gik arbejdsløse selvom der var rigeligt med opgaver at tage fat på. Det var rent ud sagt dårlig politisk administration og konsekvenserne af en blokpolitik, som kun varetog en enkelt samfundsgruppes interesser.

Omstillingen fra velfærdssamfund til enhver-måtte-klare-sig-selv var også tydeligt flere andre steder. Bl.a. i forsikringsbrancherne!
Hvor vi tidligere havde en fælles forsikring – samfundskassen - den forsikring vi alle betalte skat til, og til gengæld var sikret en rimelig tilværelse uanset hvilket problem, der havde spændt ben – det kunne man jo ofte ikke vide på forhånd.
Var det ikke forsikring nok, kunne man købe privatforsikringer ved siden af. En del utrygge mennesker overforsikrede sig. Så der var penge at tjene på folks utryghed, regnede de private forsikringsaktieselskaber ud. Man gik i gang med at tømme og udkonkurrere samfundskassen.

Man gik i gang med at ændre menneskers mentalitet. Enhver måtte redde sig selv.

Fra fælleskabsfølelse og fælles ansvar blev vi ændret til egoister. Det blev farligt at "spilde sin tid og sin energi" på andres velbefindende, for ingen reddede os, den dag vi selv havde brug for hjælp.
Det blev kaldt at vi skulle tage et ansvar for vores eget liv. Man skal altid kalde det, man vil have gennemført, for noget positivt som klinger godt i folks ører. Som når man sender vores unge mennesker i krig for at slå nogle vildt fremmede mennesker ihjel, som de end ikke kender og som aldrig har gjort dem noget, ved at kalde det at de skal kæmpe for vores demokrati. Gør man det ved at trampe på andre menneskers ret til selvbestemmelse?
På samme måde kalder man det at omstille vores samfund til den stærkes ret for at folk skal tage ansvar for deres eget liv. Men på andres betingelser, forståes, for man har ikke længere noget at skulle have sagt over sit eget liv!

Vi tog netop ansvar for vores eget liv ved at opbygge demokrati og menneskerettigheder for alle! Og det fungerede! Mennesker bidrog til samfundet ikke alene med deres arbejdskraft, men også med deres selvstændige, kreative evner. For de trivedes!

Det samfund vil vi have tilbage. Det var vores.