Hvor var det skønt at være ude og være sammen med andre mennesker! Og hvor var det skønt at føle friheden til at gå ud i verden. Det gik ikke uden problemer men det gik og det var det værd.
Det har ikke ændret på angsten - da min computer gik ned her i foråret og jeg måtte undvære webcameraet var jeg tilbage i isolation igen. Ganske vist havde jeg stadig den del af alarmsystemet der var sluttet til telefonen, men for at jeg kan være så meget fri af angst som muligt er webcameraet også nødvendigt.
At det ikke har ændret på selve angsten er ikke underligt for der er ingenting blevet gjort ved det problem, der er årsagen - erkendelsen af at hvis jeg kommer i vanskeligheder og får brug for andre mennesker, så svigter alle. Jeg har kun mig selv at stole på, og det er mit held at jeg kunne finde ud af at installere overvågning så jeg kan støtte mig til det og dæmpe angsten på den måde.
Det siger sig selv at man kan ikke følge med i undervisning hvis 90% af tankerne er optaget af angstanfald og spekulationer.Ligeledes har det reddet min forstand at jeg kan blive så optaget af at arbejde med billedbehandling at jeg glemmer alt det, der gør ondt. Ovenstående blinkie har jeg selv lavet.
Videre med at leve ... jeg har meldt mig til 2 fag mere på HF og starter igen til august. Det ene er engelsk, og det har jeg brug for, for jeg er medlem i amerikanske grafikgrupper også. Det har givet træning, og ind imellem tænker jeg næsten på engelsk, så jeg lige skal bruge tid til at omstille mig hvis jeg skal skrive en tekst på dansk.
Angående den sag som også skal fjerne selve årsagen til angsten, så kan man læse om den her.