08.11.04: Det er et afgørende punkt at jeg nu har fået udgive min bog. Første udkast var færdigt i 1996, men så har der ellers været kæmpet med alle midler for at få den stoppet. Det officielle og det alternative behandlersystem har begge kæmpet for at få stoppet udgivelsen og det lykkedes for dem i 8 år - ligesom begge behandlersystemer har behandlet mig i omkring 40 år nu.

Sejren er ikke hjemme alene fordi min bog er blevet udgivet, men den er tættere på.

Nu skal det bruges, at sandheden kan komme frem. Den står også på mine hjemmesider, men jeg har chancer for at nå ud til et større publikum.
Sandheden skal frem om hvordan mennesker med mit handicap lever. Uden kontakt eller menneskerettigheder.
Jeg skal igang med at lave en ny klagesag over forkerte diagnoser, og må gøre det alene. Ingen - hverken advokater eller andre vil blande sig i psykiatriens vurderinger, og her altså på trods af at 2 forskellige psykiatere stillede diagnoser der betød det modsatte af hinanden inden for samme år.
De forkerte diagnoser sidst, selvom der allerede lå en journal på et andet hospital over 5 års behandling, som havde virket.
Jeg vil indrømme at det er kommet bag på mig at jeg er fuldstændigt retsløs. At forkerte diagnoser som er årsagen til at jeg blev syg igen, ikke kan ændres, selvom jeg nu har beviserne på at de er forkerte. Jeg troede at det var et spørgsmål om at skaffe beviserne. Det ændrer ikke på noget.
I disse næsten 30 år har jeg tilbragt en del timer rundt omkring i retshjælpslokaler. Altid samme besked: Desværre, vi kan intet gøre. Psykiatrien har total magt over mennesker der er gået psykisk i stykker.
Dertil skal lægges at hver eneste gang jeg har haft kontakt med det psykiatriske system er det på eget initiativ.
Det er november måned nu, og jeg har ikke alverden energi. Alligevel må jeg igang med at skrive den klagesag. Det kan være at jeg får den færdig juleaften hvor jeg også i år er alene.

Det er det system, der er der for at hjælpe mig. Nu har det kostet mig hele mit voksne liv også.