05.08.05: Det er ved at lykkes at bryde med den isolation der har varet i mere end 5 år nu. Jeg er bange for at forlade min lejlighed fordi jeg er bange for at den forsvinder mens jeg er væk, eller mine ting bliver ødelagt - af ildebrand f.eks. Eller på andre måder. Angsten er også diffus. Det, der fylder i bevidstheden er hvordan jeg ville være stillet hvis jeg mister mine ejendele. Hvordan jeg så skulle kunne fungere som menneske.
Det kan måske lyde underligt at man kan blive spærret inde i sin lejlighed i mere end 5 år p.g.a. en sådan angst, men det er ikke så underligt når man kender den rigtige forklaring: Min eneste mulighed for at overleve psykisk er de ting jeg har i min lejlighed. Mister jeg dem bliver jeg prisgivet andres forgodtbefindende, og der vil ikke være nogen der tager sig af om jeg psykisk har det godt ... eller om jeg overhovedet overlever. Jeg frygter virkelig at blive prisgivet psykiatriens forgodtbefindende og få ødelagt min hjerne af medicin eller elektrochok.
At overleve fysisk er ikke noget problem. Mine ejendele er forsikret, så jeg ville få alt af økonomisk værdi erstattet. Det er alt det, der ikke kan erstattes, det drejer sig om. Alt det som min psykiske overlevelse afhænger af.

Og hvordan klarede jeg så problemet? Jeg har installeret overvågning i min lejlighed så jeg kan holde øje med den fra en lommecomputer. Sådan en måtte jeg så også købe og lære at bruge. Det er et system der vistnok svarer til det Securitas bruger, men jeg købte en alarmtelefon hos Tdc, og så har jeg installeret det hele selv. Jeg holder også selv øje med lejligheden, og betaler altså ikke abonnement nogen steder. Der bliver ringet op til min mobiltelefon hvis en af sensorerne aktiveres hvis her er indbrud eller ildebrand.
For andre mennesker er det en selvfølge at de sikrer sig f.eks. materialer. bøger m.m. i en virksomhed som de måske lever af. For mig drejer det sig om hvad jeg har i mit hjem og som jeg ikke ville kunne overleve at miste. Materialer jeg har samlet sammen for at kunne have det liv, jeg har brug for, og beskæftige mig med hvad der er vigtigt for mig.

Den lommecomputer er mit sociale sikkerhedsnet.

Det betyder at her i sommer har jeg været en hel del mere ude - jeg er også begyndt at fotografere, og har bl.a. taget billedet af syrenerne herover, og animeret dem og lavet dem til topbort.
Om onsdagen går jeg på Louisiana og spiser en god middag og kigger på udstillinger. Også der har jeg fotografiapparatet med. Det er en fast aftale jeg har med mig selv, og som jeg overholder og glæder mig til.
I denne måned genoptager jeg min HF-eksamen. Jeg har eksamen i 6 fag, men måtte stoppe fordi jeg blev isoleret i min lejlighed. Derfor blev jeg i sin tid indlagt i et år på et dagshospital for at redde situationen og komme igang igen, men på trods af at jeg som selvstuderende gik til eksamen i historie og fik et ellevetal, så mente hospitalet ikke at de ville sørge for den nødvendige hjælp til at jeg kunne være fortsat og fået hele HF-eksamen. De afbrød tværtimod den hjælp andre havde sørget for at jeg fik.

Nu kommer jeg altså igang igen, og har afprøvet mine alarmsystemer så godt at jeg ved at de virker som de skal, og at de dæmper angsten så jeg kan færdes uden for min lejlighed, og koncentrere mig om lektier igen.
Og jeg har flere fremtidsplaner.

Hvor jeg dog glæder mig!!