1. februar 2004: Jeg har en af de dage, hvor jeg ikke kan tage mig sammen til noget som helst!

Det er mere end ½ år jeg nu har levet isoleret i min lejlighed og uden kontakt med andre mennesker. Uden at tale med nogen. Det er en meget omfattende og indviklet historie, som kan læses på min hjemmeside i linket "Hvordan jeg fik Ocd" men meget kort så kunne de mennesker der udsatte mig for overgreb, så jeg gik psykisk i stykker på det, selv bestemme hvilke psykiatriske diagnoser jeg skulle have stillet. Når man er gået psykisk i stykker, så kaldes ens egne forklaringer for en subjektiv vurdering der ingen sandhedsværdi har, og det bliver dermed alle andre, der bestemmer hvad man tænker og føler. Sådan er princippet i psykiatrien. Nu er man igang med at tortere mig med ubegrænsede mængder af smerter for at få mig til at indrømme diagnoserne, og tage noget medicin, som jeg den ene gang efter den anden er blevet så syg af at jeg ingenting kunne.

Det er ekstra hårdt idag! Min søn, som jeg mistede kontakten med for flere år siden, har fødselsdag. Da jeg er bange for at forlade min lejlighed, var der tidligere venner som så efter den, således at jeg kunne tage til Jylland og besøge min søn et par dage om måneden, men det blev stoppet af socialpsykiatrien. Både min søn og min vennekreds blev trukket ind i den behandling, at der ikke må tages hensyn til min angst, for jeg skal tvinges til at holde op med at være bange.

Det igen skyldes at jeg var udsat for meget vold og overgreb, dengang jeg havde kontakt med min familie, og derfor havde jeg store problemer med angst. Men familien sagde til de psykiatere, som jeg søgte hjælp hos, at angsten ikke var andet end skaberi, og at jeg ikke havde nogen som helst grund til at være bange.
Der er mennesker, der har forsøgt at hjælpe, men behandlersystemet har samtidig arbejdet på at få mig isoleret fra mine venner, så man kunne sætte ind med ubegrænsede mængder af tvang og piller over for mine symptomer. Det lykkedes altså for godt 5 år siden.

Faktisk så sidder jeg og skal tage mig sammen til at læse korrektur på en roman, jeg er ved at få udgivet. Men medens jeg normalt kan skubbe tankerne om min søn fra mig, så kan jeg ikke idag, hvor jeg ved at han har fødselsdag. Jeg tænker på den vinterdag hvor jeg røg på hospitalet med stærke veer, og godt en time senere havde ham. På alle årene siden og drømmene om at en dag ville jeg have min egen familie sammen med min søn, i stedet for den familie jeg måtte afbryde kontakten til fordi volden ikke kunne stoppes.

Men sådan gik det altså ikke. Familien bildte psykiatriske behandlere ind at jeg kun havde mødt kærlighed i familien, men at jeg altid har været utaknemmelig og urimelig, og at angsten ikke er andet end skaberi.

Derfor må jeg leve isoleret i min lejlighed, som jeg ikke tør at forlade, fordi det er det eneste, jeg har at holde mig til.