Kapitel 9
FØLELSER KAN KUN MÅLES MED FØLELSER

Efter at have droppet både healer og psykiater levede Berit i flere måneder uden egentlig kontakt med andre mennesker. Hun talte stort set kun i telefonen med Bente, der trofast ringede hver eneste dag.
Hendes tanker søgte i alle retninger efter muligheder og mulige steder, hvor hun kunne være sammen med andre mennesker og finde venner. Mennesker hun kunne bygge noget op sammen med, som føltes rigtigt. Hun kunne ikke genoptage hf-kurserne i øjeblikket, for hun var ikke stærk nok til at vende tilbage til et sted, hvor hun engang havde givet op. Hun kunne heller ikke begynde på nye kurser, for hun var bange for nye nederlag. Det havde hun ikke styrke eller overskud til at overleve.
Så kom hun i tanker om dagcentret, hvor hun havde været i arbejdsprøvning. Da hun dengang måtte søge pension alligevel, sagde man, at hun kunne komme og være der, hvis hun ønskede det – som klient eller som medarbejder efter eget ønske. Hun havde besøgt centret i perioder efter, at hun var holdt op, og hun kunne komme og gå, som hun havde brug for og lyst til.
Her var der også personale, der var parat til at hjælpe, hvis noget begyndte at gå galt. Skulle hun starte et nyt sted, måtte hun begynde forfra med at forklare, og det vovede hun ikke, for hun var bange for, hvordan det ville blive modtaget. Her behøvede hun ikke at forklare, uden at vide om hun ville blive accepteret. Det var hun allerede.
Da hun i sin tid startede på arbejdsprøvning, fortalte lederen af dagcentret hende, at han kun havde fået nogle få vigtige oplysninger om hende:
"Jeg ønsker kun at få papirer på det mest nødvendige. Hvis de mennesker, der kommer her, ønsker, at jeg derudover skal vide noget om deres liv, kan de selv fortælle mig det. Og det er min erfaring, at det som regel ikke varer ret længe, før de gør det."
Den dag hun besluttede at gå derned, forberedte hun et håndarbejde, så hun havde noget at lave. Da hun kom til hoveddøren, var det næsten umuligt at komme videre. Hun satte al sin viljestyrke ind og gik alligevel indenfor og satte sig ved et af sofabordene og ønskede først og fremmest at være mellem andre mennesker. Mærke, at der var nogen omkring hende.
Det var eftermiddag, de fleste spillede kort, og samtalerne ved bordene hørtes i atmosfæren som en stilfærdig tryghed. Ved kortbordene skete der en del mere, end at man spillede kort; der opstod også forståelse og kammeratskab. Hun kunne godt huske, at kortspil var den foretrukne beskæftigelse om eftermiddagen. Umiddelbart efter, at hun havde sat sig, kom en af personalet og spurgte, om hun ville have en kop kaffe – det ville hun godt, hun turde bare ikke selv hente den.
Centret var i to etager, og det var hyggeligt indrettet med store grønne planter, bogreoler og malerier på væggene. En del af vægpladsen blev brugt til skiftende udstillinger af klienternes arbejder. Flere af dem var professionelle kunstnere. Der stod også et staffeli med et halvfærdigt billede i et hjørne af lokalet. I kælderen var der store væve med arbejder på, og der var hele værkstedet, hvor man arbejdede med ler, stenslibning, læder og andre ting.
Stemningen var særdeles god. Selvom hun var deprimeret, kunne hun mærke det. Det beroligede at lytte til, at snakken summede. Af hele tonefaldet kunne man høre, at her havde man det godt. Klientellet var meget blandet, der var ikke alene alle aldersgrupper af pensionister, men også flere nationaliteter. Derudover kom familien, både børn, børnebørn og venner på besøg.
En del af klienterne var ældre mennesker, der havde nået en alder, hvor man ved, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er.
Solen skinnede ind ad vinduerne og på et par af de grønne planter. Ved to af bordene blev der spillet skak. I det ene hjørne af det store lokale var et køkken, hvor en af centrets klienter var ved at arrangere kager på et fad.
Et sted, hvor man kom for at have det godt. En oase i verden.
En af de ting, hun havde bemærket, dengang hun startede med arbejdsprøvning, var, at det tog lidt tid, før hun fandt ud af, hvem der var personale og hvem klienter. Alle var aktive og hjalp hinanden, og alle talte til hinanden i samme tone. Det var lidt usædvanligt. Normalt, når hun kom ind i en terapi, kunne hun forholdsvis hurtigt opdage, hvem der tilhørte hvilken gruppe, men det tog hende flere dage at finde ud af det, og så måtte hun endda spørge sig for.
Når hun kunne se forskel nu, var det kun fordi hun vidste det i forvejen. Pensionisterne tog del i det daglige arbejde på lige fod med personalet, og det gjaldt både de praktiske opgaver og ansvaret for hinanden.
Dette var ikke et sted, hvor man blev behandlet, men et sted hvor man levede.
Dagcentret lå midt i byen med indkøbscentret, posthuset og kommunekontoret som næsten-naboer. Det var nemt at ordne de praktiske opgaver på hjemvejen eller at droppe indenfor, hvis man var i byen for at købe ind.
Den kommende tid blev hun ved med at gå derned et par gange om ugen, og efterhånden kom hun til at tale med de øvrige klienter i centret. Så var der nogen, der overtalte hende til at deltage i deres whistturnering. Det første par gange var hun rædselsslagen og bange for at kludre i det, men efterhånden begyndte hun at slappe mere af ved den gensidige tillid, der var mellem dem alle sammen.
Der blev arrangeret kurser enten under aftenskoleloven eller med centrets egne undervisere, som også kunne være nogle af klienterne. En del af dem havde undervist før, og ellers var det nok, at man var god til et eller andet. Da hun blev lidt mere vant til at komme der, meldte hun sig til et kursus i tegning.
Hvor var det skønt at have tegneblyanter i hånden igen, den gamle livsglæde og skaberglæde begyndte at vågne. Hun tegnede efter model, de havde en professionel kunstner til at undervise, og når hun kom hjem om aftenen, arbejdede hun videre med sine tegninger. Hun begyndte at drømme om, at nogle af dem måske kunne være oplæg til oliemalerier.
Hun havde ikke arbejdet med oliemaleri i flere år. Årsagen var, at hun bagefter ikke turde gå ud i flere dage, fordi hun var bange for at have rester af farve eller kemikalier på hænderne, og så turde hun ikke røre ved varerne i forretningerne. Alene det at røre ved en kuglepen på postkontoret for at skrive under på et eller andet, var et permanent problem, det var bare noget af det, hun var nødt til at gøre. Regningerne skulle jo betales.
Da hun var kommet i dagcentret et stykke tid, fik hun en behagelig følelse af, at hun igen blev accepteret, som hun var, og at her havde hun lov til at være, også selvom der skulle tages en del hensyn. Man var altid opmærksom og venlig over for hende. Næsten mere end det. Hun kunne mærke, at der blev gjort meget for, at hun skulle føle sig godt tilpas. Nogle af de øvrige klienter kendte hun ikke, men hun havde set dem i byen, når hun var ude for at handle; efterhånden var der mange, der hilste på hende, når hun gik en tur. Hun var altid utryg, det var nærmest hendes grundholdning til tilværelsen og til sig selv, men hun begyndte at føle sig beskyttet af menneskelig varme. Det gav håb og en lille begyndende, spirende livsglæde.