Kapitel 3
EN USYNLIG VIRKELIGHED

Kort før Berits 39års fødselsdag var der sket en af de ting i hendes liv, som man bare er nødt til at holde til! Godt et år senere var problemerne løst, men det ressourceregnskab, hvori det i så mange år havde været næsten umuligt at få saldoen til at balancere, var endeligt og definitivt gået i underskud.

Hun smækkede døren og tog et par gange ekstra i den for at se, om den var låst ... så gik hun ned ad trappen.
Da hun var kommet ned på gangstien, kom usikkerheden snigende. Havde hun nu fået slukket og låst alting ordentligt? Hun skulle nå et tog og havde knap tid til at gå tilbage for at se … men hun blev nødt til det. Det var den eneste mulighed for at få spekulationerne til at stoppe – ellers kunne de vare i timevis – og belært af års erfaring havde hun også beregnet ekstra tid til det.
Hun gik tilbage – låste døren op og gik ind og tog endnu en gang et overblik over lejligheden for at sikre sig, at alt var slukket. Så gik hun ud igen, smækkede døren, bed tænderne sammen og gik beslutsomt ned ad trappen. Det ville ikke nytte at kontrollere mere nu.
På vej ned mod toget gik hun næsten uden at ænse omgivelserne. Hun gik og så ned i vejen, eller stirrede blindt frem for sig. Det var vinter og kulden bed i huden. Træerne stod med nøgne, grå grene mod en farveløs himmel. Der var ikke mange lyde.
Hun var på vej mod det hospital, hvor hun havde været indlagt en gang tidligere, og hvor hun flere gange var blevet afvist, når hun havde søgt hjælp. Nu var hun imidlertid blevet indlagt på en dagafdeling til behandling for sine psykiske symptomer. Hvordan ville det gå denne gang?
Hun kunne næsten se korrespondancen for sig: øverst hendes navn, adresse og personnummer. Så en diagnose. Derefter: 40-årig kvinde – tidligere indlagt så og så mange gange. På nogle af papirerne stod der også, at hun var fraskilt. Det generede hende hver gang. Hvad kom det sagen ved? Det var, som om hun stadig kun var en brik i sin mands liv, men nu i kraft af at han manglede.
Nytteløse protester blev altid kvalt i opløbet og allerede i tankerne. Protester betød, at man ikke ville tale med hende. Hun havde brug for at tale med nogen. Men derinde ... der, hvor smerterne sad, og hvorfra angsten gennemtrængte alt, hvad hun gjorde ... derinde var hun stadig og altid alene.
Hun havde i mere end et år ikke været i stand til at have private venner. Hvis ikke man kunne fjerne smerterne og angsten, så i det mindste hjælp til at leve på trods af alle følgevirkningerne, så det kunne blive muligt at få en hverdag. I det mindste hjælp til at få nogle ydre rammer i sit liv til at fungere. I det mindste at blive accepteret som hun var. Det var ikke tilladt at bede om noget, og det gjorde hun heller ikke, hun ventede udelukkende på, at man selv skulle tilbyde det. Det var ikke accepteret at have følelsesmæssige problemer .…... Det betød isolation ...
Uforståelig – forkert – besværlig. Ville ikke være til besvær. Noget man ikke kunne forholde sig til.
Der var et kvarters gang ned til toget. Hun satte farten op.