|
|
Mit svar på Ombudsmandens mail 2.12.2013
|
Tidsfrister omkring klagemuligheder: Angående tidsfrister, så bliver jeg fejlbehandlet den dag i dag år 2014!! Altså er der ingen tidsfrister, der er overskredet. Hele situationen incl. konsekvenserne er højaktuel! Jeg lever med konsekvenserne af vurderinger og beslutninger, der blev truffet i 1976, som var forkerte allerede dengang, og som hverken kan revurderes eller forældes. Psykiatriske diagnoser er en livstidsdom, også når de bevisligt er truffet på et forkert grundlag. Beviset er en anden journal med nogle helt andre vurderinger, som allerede fandtes dengang i 1976.
Jeg har nu i omkring 15 år levet isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker, og det kan ikke ændres før der bliver fortaget en sagsbehandling. Det var psykiatrien, som afbrød min kontakt med hele mit dengang endda ret store sociale netværk. http://canopoux.dk/Demokrati2.html#Forandringerne
Angående at vurdere lang tid tilbage, så findes der omfattende journaler, så det kan sagtens lade sig gøre. Også en journal med vurderinger, der er modsat af den fra 1976, der slog hele mit voksne liv i stykker i indtil videre 40 år.
Forud for fejlvurderinger 1976 havde jeg gennemgået en intensiv psykoanalyse
og behandling for svære hæmninger grundet en autoritær opvækst, og ordet mishandling blev brugt. Behandlet for at være for perfektionistisk og bange for at begå fejl samt alt det, der plejer at følges med. Jeg fik ved behandlingen rettet op på min selvtillid og gennemførte med revalideringshjælp en uddannelse og fik arbejde. Næste sted (1976) brød man alle resultaterne ned igen, lige indtil jeg også mistede mit erhverv. Derefter fulgte nu snart 40 års mareridt, hvor jeg blev knækket og fyldt med piller lige indtil jeg mistede resten af hvad jeg havde af et liv.
Er det i orden at ødelægge 40 år af et menneskes liv, hvis det bare er sket efter reglerne??!
Dette arbejde for at få foretaget en sagsbehandling, som er det eneste, der kan redde hvad der er tilbage af mit liv, har varet i 18 år nu!! Det virker som om det er ligegyldigt om man behandler de psykisk sårbare efter rigtige eller forkerte vurderinger, for vi skal bare brydes ned, kontrolleres og bedøves med piller.
Da mange offentlige kontorer har været involveret, og da jeg opdagede at den ene ikke vidste hvad den anden gjorde, og at man ustandselig kom med påstande, jeg allerede har svaret på, så begyndte jeg for nogle år siden at lægge sagsakterne ud på min hjemmeside http://www.canopoux.net/Forsiden-doku.html
Brev fra Patientklagenævnet med afvisning http://www.canopoux.net/Patientklagen.html#Brev130707
Så kunne man der tjekke, hvad andre havde skrevet i sagen.
Jeg forsøgte at rejse sagen i Patientklagenævnet i 1995, og seneste brev i korrespondanden er dateret 2007. Efter 12 år må jeg konkludere, at afslag på at undersøge kendsgerningerne er en definitiv afgørelse, og jeg håber det er bevis nok på at jeg ikke kan gøre mere!
Jeg skal leve i et isolationsfængsel på denne måde indtil jeg dør. Som straf for at have problemer med angst.
Desuden foregår psykiatrisk diagnosticering efter bedste Kafka-princip. Man får ikke at vide, hvad man er anklaget for, og man får ikke at vide hvilken "behandling" man er dømt til. Spørger man om noget, får man et orakelsvar der kan tolkes som både det ene og det modsatte.
Man bliver først klar over at noget er galt, når man er kørt så grundigt i sænk, at man ikke har kræfter til at rejse klagesag, og desuden var der ikke noget patientklagenævn i 1976. Man bliver brudt ned og bedøvet med medicin, så man knap kan tænke og få en hverdag til at fungere.
http://www.canopoux.net/Medicin-doku.html Mine erfaringer og hjemmeside om den medicinerede hjerne.
Alt dette er sket på trods af at jeg allerede i 1973 var helbredt for 18 års Ocd, og den rigtige forklaring på Ocd dermed var fundet. I 1973!!
Den behandling var temmeligt meget anderledes end dem, man bruger idag. Gennem flere år var det ugentligt samtaler på et par timer, og brevskrivning imellem, således at jeg sendte et brev før hvert møde, hvorpå den psykiater, der guidede mig igennem processen, havde streget det ind, han mente, vi burde tale om.
Efterfølgende var han gennem flere år til rådighed med samtaler og støtte, når jeg havde brug for det.
Det betyder at allerede dengang var det konstateret hvorfor jeg lider af Ocd, og har gjort det siden jeg var omkring 4 år. http://canopoux.dk/Sagen2013.html#Friafangst
Efter psykoanalysen var der ikke mere at behandle. Man kunne efterfølgende simpelthen have brugt resultaterne af undersøgelserne og konklusionen, men det gjorde man fra 1976 ikke.
Efter psykoanalysen og behandling var jeg symptomfri i 8 år.
En ny psykiater og psykolog kasserede det hele uden at undersøge noget, uden at rekvirere den forrige journal, og gjorde i stedet det modsatte. Herefter måtte jeg bruge hele mit voksne liv til at forsvare mig imod psykiatri, i stedet for at jeg kunne have levet.
|
Jeg vil beskrive de to journaler med modsatte vurderinger, hvoraf jeg har forsøgt at rejse klagesag over den seneste og forkerte, som er årsagen til at jeg er endt i total isolation. Yderligere understrege at jeg kun har haft kontakt med det psykiatriske behandlersystem på eget initiativ.
Det er gået til på den måde, at i årene 1970 til 1975 (den første af de to journaler) gennemgik jeg en psykoanalyse hvorved jeg overvandt 18 års Ocd og blev symptomfri. Det var jeg allerede efter et par år. Målet var at blive stærk nok til at gøre mig fri af en meget dominerende mor, der stadig, efter at jeg blevet voksen, forlangte fuldstændig kontrol over mit liv og forlangte at jeg stadig underkastede mig hendes vilje. http://canopoux.net/Korrepondance.html
Jeg fik desuden en grundig vejledning i hvordan jeg skulle undgå tilbagefald. Den mekanisme, der blev afsløret og som stemte med alle symptomerne var, at når jeg er nødt til at fortrænge følelser og behov, så dannes der en modsat rettet reaktion i tankerne. Det var det, der blev til til tvangstanker. Jeg fik at vide, at hvis jeg kom i situationer hvor jeg blev overbelastet, og der dermed var fare for at nye tvangstanker (fortrængninger) dannedes, havde jeg ret til hjælpe og støtte.
I 1971 var jeg symptomfri og i 1973 havde jeg gennemført en ny uddanelse og havde fuldtidsjob, og dermed kunne behandling være stoppet - jeg var rask - hvis det ikke var fordi min mor kæmpede for at genvinde magten over mit liv og min person, og for at dække over hvordan hun havde mishandlet sine børn. Jeg måtte fortsat have støtte for at holde til alle hendes angreb, og hendes evner til også at få andre til at angribe mig. Hun ringede eller opsøgte også mennesker i offentlige stillinger for at få dem til at træffe de beslutninger, hun ville have dem til at træffe.
Den 31.03.76 blev der sendt en redegørelse til min læge om psykoanalyse og behandling, men den blev ikke sendt videre til det hospital, jeg nu hørte under http://canopoux.net/JN-notater.html#Redegoerelse
Min læge udleverede den til mig i en lukket kuvert, og bad mig selv aflevere den på Montebello i Helsingør, hvor jeg var skrevet op til indlæggelse. Det havde jeg det alt for dårligt til at sørge for, og da de på MB lidt senere spurgte om de måtte rekvirere den tidligere journal, hvilket jeg naturligvis sagde ja til, så åbnede jeg, efter at være udskrevet, selv erklæringen fra N.Sj. Derfor ved jeg hvad der står i den - at behandling var færdig at at det nu drejede sig om at beskytte mig imod min ekstremt dominerende mor.
I 1976 blev jeg grundet en svær depression efter konflikter med familien indlagt på Montebello i Helsingør. Her fik man ikke besked på at den forrige behandling havde været foretaget, og startede forfra med at skrive en ny journal, men denne gang efter den families diktat, som netop havde kørt mig så grundigt i sænk igen. Dermed diagnoser og vurderinger, der var modsat af den behandling, der havde helbredt mig.
Det er den forkerte journal, der gælder den dag i dag år 2014, og altså nu i snart 40 år!
Den forrige, psykoanalysen, som helbredte mig for 18 års Ocd, vil man end ikke finde frem, på trods af at det er de samme mønstre der opstod ved et nyt udbrud af Ocd. Montebello reaktiverede det hele igen.
Nyk.Sj. 1969 til 1975: Diagnose - Pligtopfyldende, angst og hæmmet. Skyldskomplekser. |
- Indlagt dec. 1969 p.g.a. stærk angst og tvangstanker om at nogen ville gøre min lille søn fortræd. Det blev så alvorligt, at vi til sidst måtte sove med ham mellem os om natten for at passe på ham. Man startede på hospitalet med en grundig psykologisk undersøgelse en hel eftermiddag, og man skønnede at jeg var meget pligtopfyldende og stillede store krav til mig selv, samt at jeg havde svære hæmninger ang. intime følelser. Desuden at jeg havde problemer med selvhad.
Forhistorien: Da jeg var teenager brugte min mor mig som fantasipornomodel og sladder objekt for selv at få opmærksomhed. Hun påstod at jeg var promiskuøs, og at det var forfærdeligt for hende. Hendes sladder betød, at flere af mine jævnaldrende blev forbudt at komme sammen med mig, og andre holdt afstand. I den alder, hvor jævnaldrende bliver mere vigtige end familien, kunne jeg ikke opnå kontakt p.g.a. min mors bagvaskelser.
En yderliger belastning var, at jeg, da jeg var ca. 4 år, også havde været udsat for incest.
Jeg havde en pædofil farbror. Samtidig med at jeg af en religiøs mor blev indprentet skyld over visse dele af kroppen. Det var på det tidspunkt de første tvangstanker opstod.
Hele situationen, dengang jeg var teenager, var så pinefuld og jeg var så deprimeret, at jeg ikke ved, hvordan jeg kom videre fra den ene dag til den anden.
Et stykke tid inde i forløbet, dengang jeg var teenager, var jeg til en underlivsundersøgelse, der viste at jeg stadig var jomfru. Dermed vidste min mor, at hun havde løjet og spredt injurier, og at hun var afsløret, men hendes reaktion var at sladre endnu mere systematisk for at forhindre, at andre også skulle opdage, at det hele var noget, hun fabrikerede i sin egen syge fantasi.
Det var ikke et emne jeg selv havde lyst at diskutere med nogen, så hun havde frie tøjler til at sladre som hun havde lyst til.
Mens min mor underholdt hele byen og hele familien med sine syge seksuelle fantasier, som hun satte mit navn på, sad jeg alene på mit værelse og læste lektier og tog en realksamen tæt på udmærkelse http://canopoux.net/Realeksamen.html
Selvhadet viste sig på en måde, jeg dengang ikke gennemskuede. Det skete, at jeg vågnede, og stadig halvsovende så en mørk skikkelse for enden af min seng. Det var fanden selv, og han hævede med et uforsonligt had som næsten fysisk strålede imod mig, sin fork for at spidde mig og slå mig ihjel. Jeg blev utroligt bange, men skikkelsen forsvandt når jeg vågnede helt op.
Dengang forstod jeg ikke, at det var mit eget morderiske selvhad jeg oplevede på den måde.
Jeg fik min søn, da jeg var 20 år gammel. Min mand og jeg boede på to lejede værelser i min hjemby, hvor mine forældre også boede. Det lykkedes min mor at spille vores husvært ud imod mig med sin sladder, og vores husvært overfusede mig når vi mødtes i køkkenet. De første år som mor var på et par lejede værelser og mine betingelser var yderligere at min mor angreb mig, vores husvært angreb mig, en psykiater fyldte mig med så giftig medicin, at jeg ikke vidste, at man kunne få det så dårligt. Min mand gad ikke at være hjemme, og var iøvrigt ikke en type, der påtog sig ubehageligheder for at forsvare en anden person, og altså heller ikke mig.
Da vi endelig flyttede i eget hus havde jeg det så dårligt, også af giftige piller som jeg fortsat fik, at jeg ikke længere kunne komme på benene og blev indlagt første gang. Dec. 1969.
Jeg blev udskrevet 5 mdr. senere, men begyndte efter yderligere nogle få måneder på en intensiv psykoanalyse, samtaler 1½ til 2 timer om ugen, og omfattende skriverier mellem hvert møde. Det var den behandling, der helbredte mig for 18 års Ocd. Årsagen var, at mens jeg havde det ret godt, da jeg blev udskrevet, så betød konstante konflikter med familien efter at jeg var kommet hjem, at jeg ret hurtigt måtte begynde at tage medicin igen, og jeg fik det værre og værre. Derfor bad jeg om den ambulante behandling, og til alt held for mig, så blev det bevilget. På mindre end 2 år var jeg symptomfri.
Der findes derfor 2 uskrivningsbreve på det hospital!! - men det sidste om den flere år lange psykoanalyse, der helbredte mig, er "forsvundet" alle de steder, hvor det burde ligge. Det var kun det første, der nåede frem til MB hvor jeg blev indlagt i 1976, og den dag i dag benægter psykiatrien her i det tidligere Frb. Amt at den psykoanalytiske behandling, der helbredte mig for Ocd, den har været foretaget.
Montebello i Helsingør indlagt 1976: Diagnose - Impulsstyret og ansvarsløs. |
Jeg havde i 1976 ikke forudset hvad jeg jeg ville blive udsat for et nyt behandlingssted, og troede at standarden alle steder i psykiatrien var den samme, som jeg havde oplevet på Nyk.Sj. hvor jeg fik al mulig støtte. Jeg havde fået for meget tillid til hele behandlersystemet. Langt mere tillid end der var dækning for, men det tog mig år at opdage det.
På MB var vurderinger og diagnoser de modsatte af Nyk.Sj. Allerede ved de fysiske forundersøgelser prøvede man at overbevise mig om at jeg skulle være promiskuøs, og dermed vidste jeg, at min mor havde kontaktet dem allerede før der blev skrevet journal, og sikret sig, at denne gang var det hende, der bestemte. Jeg havde ikke overskud til at diskutere mit sexliv med dem, og tænkte desuden at det kunne være lige meget hvad de troede, det var ikke det, jeg bad om hjælp til. Mit mål var at komme på benene igen og komme tilbage til mit arbejde. Det erhverv, jeg havde fået med revalideringshjælp, og som jeg skulle bruge til at bygge et nyt liv op efter skilsmissen.
Det erhverv der var forudsætningen for at jeg kunne gøre mig fri af familiens - og især min mors - magt. Jeg ville være uafhængig og have lov at bygge mit liv op, som jeg ønskede at mit liv skulle se ud. Den vigtigste forudsætning for det var at jeg kunne forsørge mig selv, så næst efter min søn var det min højeste prioritet.
Forhistorien: Ved den forrige behandling havde jeg vundet så meget i selvtillid og selvstændighed at mit ægteskab gik i stykker. Desværre var både psykiater og psykolog på Montebello mere interesseret i min mors syge seksuelle fantasier (som hun satte mit navn på) end i at sætte sig ind i resultatet af en hel psykoanalyse.
P.S. Da jeg flyttede fra min mand i 1972 havde jeg hele mit liv aldrig haft et fysisk forhold til andre end ham selv!
Tænk at jeg skal forsvare det i en alder af 67 år, fordi min mor fik skrevet noget helt andet ned i en senere psykiatrisk journal! Den, der stadig gælder idag år 2014.
Psykiatrien kan ikke komme videre fra deres egne fejltagelser i 1976!
Skilsmissen 1972/73 blev min mors chance for at sætte afgørende angreb ind og bryde resultaterne af den psykiatriske behandling ned igen. Jeg var blevet mere og mere selvstændig og hun tabte mere og mere terræn. Jeg vandt den første retssag om forældremyndigheden, og på trods af min mors modstand blev jeg optaget som revalident til en ny uddannelse. Da hun ikke kunne få magt over min psykiater, gik hun igang med at få magt over retssystemet. Hun skaffede både materialer og vidner til min mand for at få mig frakendt forældremyndigheden for min søn. Og det lykkedes for hende. Det var i 1973.
Hun lavede en svikmølle, der virker den dag idag. Eftersom jeg havde været indlagt på Nyk.Sj. kunne hun bilde folk hvad som helst ind, så længe hun sørgede for at man ikke undersøgte kendsgerningerne. Landsretten indhentede ikke oplysninger om behandling og resultat, og satte sig ikke ind i kendsgerningerne. Derefter kunne hun bruge det justitsmord hun selv udsatte mig for, til at bilde alle andre og et nyt behandlingssted hvad som helst ind.
Efter at jeg var blevet rask og havde gennemført en ny uddannelse, spillede min mor min egen familie ud imod mig for at få mig knækket igen. Hun spillede min far og min søster ud imod mig i Landsretten, og hun indhentede en udokumenteret erklæring fra børneværnet, som vi aldrig havde haft noget med at gøre.
Formanden for børneværnet var også lærer på den skole, hvor jeg havde gået, og hvor min mor i min skoletid havde mødt op og klaget over hvor forfærdeligt det var for hende at have en datter som mig, hvorefter hun kom hjem og fortalte mig, hvordan lærerne havde trøstet hende.
Derefter kunne min mor bruge sin sejr i Landsretten i 1973 til at få kontrol over næste psykiatriske hospital, hvor jeg nødvendigvis måtte ende, efter at hun havde fået kontrol over mit liv igen.
Og det var ikke det eneste, Landsretten overså. De fik ikke at vide, at jeg havde været gift med min fars brorsøn, og at vidner og erklæringer til fordel for min mand var skaffet af min mor, som havde bearbejdet familie og omgangskreds i årevis med sine paranoide forestillinger omkring mine intime følelser, og at vidnerne til fordel for min mand dermed også var hans familie, idet min far var hans farbror. Det var lykkedes min mor at få kontrol over min advokat, ligesom hun hele mit liv havde kontrolleret de mennesker, jeg havde kontakt med.
Som om det chok at miste forældremyndigheden for min søn, det ikke var nok, så måtte jeg i mere end ½ år se magtesløs på at min søns fars tredie kone mishandlede min søn, så han måtte i psykologbehandling, og vel vidende at det var den samme voldelige behandling der var årsagen til at jeg havde udviklet meget stærk angst og Ocd. Mine forældre, som boede i samme by, greb ikke ind, og det gjorde hans far heller ikke. Alle vidste, at jeg var meget imod vold imod børn, og alle vidste, at jeg havde været indlagt fordi jeg var så bange for at nogen skulle gøre min søn fortræd, at vi måtte sove med ham mellem os om natten for at passe på ham. Det var en fast regel i familien at ingen skulle tage sig af, hvad jeg følte og mente.
Min mor stod fast på at alle børn skulle bankes og knækkes og lære at lystre, og hun trumfede altid sin vilje igennem.
Efter hendes begreber var det at knække børns vilje selve formålet med opdragelse.
P.s. Eftersom min søn måtte i psykologbehandling, så findes der rapporter, der bekræfter hvad jeg fortæller.
Da jeg blev indlagt anden gang i 1976, efter at have været magtesløs over for at min søn blev mishandlet, var jeg meget deprimeret og stærkt undervægtig. På dette tidspunkt var jeg stadig fri af Ocd, og havde været det i ca. 5 år.
Og nu gjaldt det for mine forældre om at overbevise en ny psykiater om at det slet ikke var dem, der havde svigtet, hverken over for mig eller over for min søn, hvordan kan ses her
http://www.canopoux.net/MB-Hilleroedsygehus.html#Samtaleforaeldre hvor der er et journaluddrag af samtalen med mine forældre. Jeg var da 30 år gammel. Der blev skrevet journal efter mine forældres diktat, der var ingenting, der blev undersøgt, i stedet gik man igang med at omvurdere alt hvad jeg fortalte, når jeg svarede på deres spørgsmål, til noget, der passede til journalen og de nye diagnoser. Selv min omsorg for min søn blev forklaret med psykiatriske diagnoser. I psykiatrien kan alt omvurderes til hvad som helst.
På den måde fik jeg skrevet en ny joural med fuldstændigt modsatte vurderinger af dem fra den første indlæggelse.
Den gennemgående linie i det var, at når jeg ikke opførte mig svarende til min mors beskrivelse, så var det for "at dække over det".
Det er ikke første gang i historien, at efter at et menneske har været udsat for justitsmord og er gået i stykker på det, så bliver de smadret endnu grundigere af psykiatri bagefter. Jeg har hørt om andre tilfælde.
Ligeledes er det ikke første gang i historien at en familie, der skulle have skaffet sig af med et familiemedlem, de satte psykiatrien til at gøre arbejdet.
På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var afgørende vigtigt at de troede på min mors paranoide fantasier om at jeg skulle være promiskuøs. Hvor man på Nyk.Sj. havde lavet grundige psykologiske forundersøgelser (rapporten er sendt til Ombudsmanden) og spurgte mig selv, så regnede man på MB på en helt anden måde og gik frem efter et standdarddiagnosesystem fra psykologibøgerne over hvad psykologerne tror er social udvikling.
http://www.canopoux.net/Diagnoser-doku.html
På det tidspunkt vidste jeg det ikke endnu, men efter at have gennemført en realeksamen tæt på udmærkelse, 2 uddannelser, en 5 år lang psykoanalyse sammen med en behandling, der virkede, og iøvrigt aldrig at have gjort noget ulovligt blev jeg i en alder af 30 år vurderet til at være uden social udvikling, ansvarsløs og doven. På Montebello mente man, at problemet med vold mod børn ikke er at det skaber angst, men at deres sociale udvikling går i stå, og så slår man op i et skema og vurderer mennesker efter det og standarddiagnoser. Jo mere man har været mishandlet, jo værre diagnoser får man stillet.
Og det kalder man videnskab??!
Dermed var resten af mit liv slået i stykker, men som sagt: det vidste jeg ikke endnu. |
Jeg fik sidst i 1970erne arbejde igen, og denne gang droppede jeg alt, hvad der kunne forhindre mig i at reetablere mig på arbejdsmarkedet. Jeg droppede al kontakt med både familien og andre, jeg ikke havde det harmonisk med, og bevarede kun kontakten med min søn.
Jeg blev rigtig glad for mit nye arbejde inden for mit fag.
Problemerne kom fra en anden kant - nemlig fra min tidligere ægtefælle. Han, der i mellemtiden var flyttet sammen med sin fjerde samlever, arbejdede på at få givet mig skylden for at vores søn var angst - at min søn, der havde været udsat for så ekstrem vold af hans fars 3. kone, at han blev fjernet, stadig var angst, og hans far tog ham til psykolog med det formål at få givet mig skylden. Samtidig med at jeg skulle etablere mig i et nyt arbejde måtte jeg føre sag ved Amtet for at bevare kontakten med min søn.
Jeg var utroligt meget bange for at min søns far igen skulle få sit krav igennem, som det var sket så mange gange tidligere, han havde jo fuld opbakning fra mine forældre, og fordi jeg blev overanstrengt blev jeg bange for at komme til at begå fejl på mit arbejde (at være ekstra omhyggelig var en modsat rettet reaktion imod træthed og overanstrengelse). Da angsten for at begå fejl begyndte at udvikle sig til tvangstanker og tvangsangst henvendte jeg mig til en psykolog på MB. En psykiater gav mig medicin, som gjorde det endnu mere umuligt for mig at koncentrere mig, så det holdt jeg op med at tage igen.
Det blev på MonteBello udlagt som at jeg ikke var motiveret for behandling.
Der blev ingenting gjort for at støtte mig i en så vanskelig situation.
Bag min ryg var der kontakt mellem min arbejdsplads og MonteBello, hvilket kom til at koste mig mit arbejde.
Det er brud på tavshedspligten!!
http://www.canopoux.net/MB-Hilleroedsygehus.html#Mister-erhverv.
Da alle MBs forsøg på at behandle mig for det, jeg iflg. deres forkerte journal skulle fejle, naturligvis heller ikke hjalp men i stedet gjorde mine problemer værre, fik jeg besked på at melde mig syg, angiveligt med henblik på at få mig sagt op på grund af sygdom.
De havde ingen anden grund til at sige mig op, for jeg passede mit arbejde perfekt. Det var netop for at gennemføre det, jeg havde tvangsangst for at begå fejl.
Jeg nægtede at melde mig syg! Jeg havde bedt om hjælp for at bevare mig erhverv, ikke for at miste det. Hvis jeg mistede mit arbejde kunne jeg ikke søge et nyt med de symptomer, som grundet deres fejlbehandling blev værre i stedet for bedre, og mine kolleger var meget villige til at tage hensyn og fritage mig fra de opgaver, jeg fik angstanfald omkring, hvilket i første omgang ikke var så mange og ikke særligt afgørende. Jeg kunne sagtens fortsat passe mit arbejde.
Men ledelsen på plejehjemmet som havde kontakt med min psykiater bag min ryg, begyndte at sætte mig til at gøre de ting, jeg ikke kunne grundet angstanfald.
Samtidig måtte jeg klare sagen i Amtet for at bevare kontakten med min søn.
Efter nogle måneder brød jeg totalt sammen af stress og overanstrengelse.
Alle sportsfolk kender det "at ramme muren", når musklerne er helt tappet for energi, så de føles som lammede. Jeg tror ikke at ret mange mennesker ved, at det samme kan ske med hjernen. Jeg vågnede en dag i en meget mærkelig tilstand. Jeg vidste instinktivt at hvis jeg prøvede at tænke for at finde løsninger på mine problemer, så ville der ske noget meget alvorligt. Sandsynligvis var min bevidsthed gået i sort hvis jeg anstrengte mig mere. Det var som om hver eneste celle i hjernen og i nervesystemet var totalt tappet for energi. Jeg måtte instinktivt lempe tankerne uden om alt, hvad der kunne belaste, og så bare vente, og jeg tror jeg lå i den tilstand i flere dage.
Så måtte jeg melde mig syg, og dermed mistede jeg mit erhverv.
Det var Montebello i Helsingør der var årsagen til at jeg fik et nyt udbrud af Ocd, og det var en psykiater, der brød sin tavshedspligt og styrede situationen på min arbejdsplads, som bevirkede at jeg mistede mit erhverv!
Brud på tavshedspligten angives som en årsag til at foretage en sagsbehandling, og i dette tilfælde kostede det mig mit erhverv!!
Konsekvenserne er den dag idag så mange år efter uoverstigelige.
Slaget var tabt. Jeg havde satset alt på at få en uddannelse og blive økonomisk uafhængig af familie eller andre, en psykiater havde 1970 - 75 guidet mig igennem en psykoanalyse og mange timers arbejde for at overvinde konsekvenserne af en barndom med vold og overgreb, og det var lykkedes, jeg blev symptomfri, havde gennemført en uddannelse og fik arbejde.
Men min psykopatiske mor var stærkest - det lykkedes hende at sætte en ny psykiater til at bryde alle resultaterne ned igen, indtil jeg alligevel endte på førtidspension.
Hvorpå hun appellerede til at andre skulle have medfølelse med hende, fordi hun havde en så umulig datter.
Ved skilsmissen havde hun
lovet min mand at hjælpe ham med at få huset og hvad vi havde i fællesskab, mod at han til gengæld hjalp hende med at få mig stemplet som promiskuøs og hvad hun havde brug for til at umynddigøre mig igen. Selvfølgelig kendte min mand sandheden og vidste hvor hæmmet jeg var - hvis ikke han skulle vide det, hvem skulle så? - men der var mange penge for ham at tjene ved at hjælpe min mor med at sprede hendes paranoide injurier, så hun ikke ville blive afsløret.
Ved den skilsmisse, hvor jeg mistede alt, var der sørget for at ingen, hverken familie eller omgangskreds hjalp mig, hverken menneskelig eller økonomisk.
Jeg mistede alt. Alligevel gennemførte jeg dengang en ny uddannelse og fik arbejde, og samtidig med en så belastende skilsmisse.
I starten da jeg 5 år senere grundet overbelastning og stress fik et nyt udbrud af Ocd var det kun nogle få emner, tvangstankerne især drejede sig om. Efter at en psykiater på Montebello havde tvunget mig ud af arbejdsmarkedet, bredte det sig lynhurtigt, og jeg kunne efterhånden ikke gøre noget, uden at være bange for at gøre det forkert. Jeg turde ikke længere lukke mennesker ind i min lejlighed, og det nærmeste jeg kunne komme en forklaring var, at så var de inde på mit ansvarsområde og jeg var bange for at de ville komme til skade. Jeg levede herefter i 7 år i cølibat af yderligere skræk for at blive beskyldt for at være promiskuøs.
Min mor havde sat psykiatrien til at sprede hendes paranoia omkring mine intime følelser til min nye hjemby og kommune.
Jeg havde stadig en søn, jeg skulle have reddet med ud af den sindssyge familie.
|
Så kom det værste, noget menneske kan blive udsat for. |
Der gik nogle år, og så kunne jeg gennem et stykket tid ikke komme i kontakt med min søn, der efterhånden var 17 år. Endelig fandt jeg ud af, at han havde problemer med narko og at jeg kunne finde ham i et arresthus. Jeg tror ikke nogen mennesker kan forestille sig, hvor knust jeg var. Hele vejen på vej til politistationen håbede jeg, at det var en anden dreng med sammen navn, de havde i arresten.
Den kriminalkommissær, der havde med sagen at gøre, fortalte mig, at min søn havde gået for lud og koldt vand. Det kom ikke bag på mig, det gjorde jeg også selv, da jeg var i hans alder, men min mor havde kontrol over psykiatrien, der holdt mig knækket og holdt mig fast i angssymptomer, så jeg kunne ingenting gøre.
Jeg er ked at at jeg må skrive dette, men det blev årsagen til at jeg, efter at problemerne var løst, blev indlagt 3. gang, og det bliver jeg også angrebet for, og betegnet som et håbløst tilfælde.
Da hans far flyttede sammen med sin 5 kone var han blevet smidt ud hjemmefra.
Det tog flere år at skubbe livsmod i min søn igen. Flere år hvor jeg samtidig måtte kæmpe med en forfærdelig angst for at det skulle mislykkes, for så var han død. Samtidig med at jeg stadig måtte kæmpe med al den anden angst, jeg havde problemer med. Til sidst måtte jeg lade mig hypnotisere for at kunne fortsætte. Det lykkedes, han blev clean og kom i familiepleje.
Og så brød jeg sammen af overanstrengelse og blev jeg indlagt for tredie gang - på det hospital, hvor den forkerte journal lå. Der var ingen hjælp til mig selv. Jeg kom i gruppeterapi, hvor de igen forsøgte at behandle mig for noget helt andet, end det jeg havde problemer med. Jeg blev udskrevet et år senere, lige så dårligt stillet, som da jeg blev indlagt. På et helt år kunne de ikke opdage, at der var noget, de havde fejlvurderet.
De kunne - for at sige det i et sprog, der passer til - ikke finde ud af en skid. Den ene psykolog var den samme, som oprindeligt havde været med at stille forkerte diagnoser. De psykologer, der ikke bestiller andet end at lede efter fejl hos deres klienter, kan ikke selv indrømme fejl. Hvordan vil de så lære andre, at slippe godt igennem den proces at håndtere sine fejltagelser, hvilket de hele tiden påstår er, hvad de prøver på?
Måske ville det hjælpe, hvis de selv skulle leve med konsekvenserne af deres egne fejlvurderinger!
Jeg var heldig, at der var andre, der påtog sig opgaven med at hjælpe mig med at få et liv til at fungere på de af Ocd meget begrænsende betingelser, jeg nu engang havde. Jeg holdt til i et fritidscenter for alle pensionister i kommunen, og hvor man i samarbejde med min læge og en ny privatpraktiserende psykiater tidlige havde sørget for, at der blev taget de nødvendige hensyn, så jeg kunne være sammen med andre mennesker.
Jeg kom de følgende år mere og mere fri af angst og fik det bedre og bedre, fik flere udadrettede aktiviteter, gik på kurser og til foredrag og koncerter, gik i motionscenter flere gange om ugen, og besøgte min søn, der i mellemtiden var blevet gift og havde 2 børn. Jeg var for anden gang i mit liv på vej til at blive rask og symptomfri.
Det sidste, der skulle have været til, for at jeg for anden gang kunne være kommet helt fri af Ocd var, at jeg ikke længere skulle føle mig truet af den psykiatri, der dansede efter min mors pibe og slog alting i stykker for mig igen. Jeg vidste af erfaring, at også de mennesker, der forsøgte at hjælpe mig, var truet. Både min mor og psykiatrien gik til angreb på alle, der ikke rettede sig efter deres krav om at jeg skulle undertrykkes, udstødes og fyldes med piller.
Så jeg gik igang med at skrive en klagesag, som jeg forsøgte at aflevere til Patientklagenævnet i 1995. De tog kun imod halvdelen og sagde, at der ville gå mindst et
år før de tog fat på sagen. Det betød ikke så meget, for jeg havde den nødvendige støtte uden om psykiatrien, og jeg havde en stor vennekreds. Det var bare nødvendigt at jeg kom fri af den sidste alvorlige trussel i mit liv for at komme fri af den sidste angst, så jeg endelig kunne få et liv, og blive i stand til at passe mine børnebørn.
Når jeg besøgte min søn og svigerdatter og så mit barnebarn traske afsted med opsmøgede bukseben, fordi han skulle kunne vokse i sit tøj, så følte jeg en speciel varme indeni og tænkte, at det var det værd at holde ud i 50 år. Nu fik jeg endelig belønningen og fik min egen familie, og nu ville jeg endelig få det godt.
Jeg tog sørgeligt fejl! Jeg havde godt nok set i pressen, at min kommune var igang med at undersøge forholdene omkring de psykisk sårbare, og angiveligt med henblik på at hjælpe os bedre.
Da der blev lagt brocurer i dagcentret om at man bl.a. kunne få hjælp til vedligeholde af sin bolig, så henvendte jeg mig til de socialpsykiatriske plejere, der var blevet ansat. Eftersom jeg i årevis havde været bange for at lukke andre mennesker, også håndværkere, ind i mit hjem, og var bange for kemikalier, så var det netop noget af det, jeg havde brug for hjælp til. Jeg lånte 60.000 i banken for at have de nødvendige midler til at få de sidste ting i mit liv på plads, så jeg kunne hjælpe min søn med at passe hans børn. Både han og min svigerdatter havde skiftende arbejdstider, og havde meget brug for hjælp. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at passe mine børnebørn.
Jeg havde til min overraskelse opdaget, at man holder lige så meget
af sine børnebørn som af sine egne børn.
Der var imidlertid ikke ansat socialpsykiatriske plejere til at hjælpe os skulle det vise sig, sådan som man påstod, de var tværtimod ansat til at få stoppet den hjælp, vi allerede fik, hensyn og støtte som også for andre end mig betød en væsentlig bedre tilværelse, hvor vi havde overskud og havde noget at stå op til.
Jeg så hvordan også andre bukkede under efterhånden som socialpsykiatrien og et nyt personale i fritidscentret tog fat, og hvordan de faldt mere og mere sammen. De, der nu fik piller i stedet for fritidsaktiviteter og kontakt med andre mennesker, tog på i vægt, og skuldrene kom til at hænge.
Igen havde min tillid været for stor. Jeg syntes indtil da at min kommune havde behandlet mig godt. Jeg var for anden gang i mit liv på vej til at blive fri af angst. Desværre havde jeg ikke fulgt godt nok med til at opdage, at det ikke passede hverken borgerlige politikere, der skulle spare skattekroner, eller psykiatrien, der forlangte kontrol og medicinering.
Jeg ved at der havde været gjort forsøg på at få psykiatrien til at hjælpe de psykisk sårbare i dagcentret, og fejlagtigt så troede jeg at det var det, der var lykkedes.
I stedet gik de igang med at slå alt det i stykker, der fungerede, og jeg endte i total isolation i min lejlighed, som jeg nu heller ikke turde forlade. Det har varet i omkring 15 år nu. 15 år uden kontakt med andre mennesker.
Jeg var sidst i 1990erne færdig med manuskriptet til en roman, havde skrevet både dag og nat i et år, og samtidig måttet lære at bruge windows og et tekstbehandlingsprogram. Også det projekt blev slået i stykker. På denne hjemmeside fortæller jeg hvordan:
Bogen blev alligevel udgivet nogle år senere, og da havde jeg været totalt isoleret i flere år. Havde mistet hele min vennekreds og min søn og mine børnebørn, som jeg aldrig lærer at kende.
En ting, jeg dengang ikke lagde tilstrækkeligt vægt på, var, at en af plejerne fortalte mig, at alle de psykisk sårbare fremover skulle behandles ens. Dengang tænkte jeg, at det er umuligt, det er vidt forskellige belastninger, der er årsagen til psykiske problemer. Idag, næsten 20 år senere kan jeg se, hvad han mente. De psykisk sårbare skulle udstødes og bedøves med piller, og befolkningen skulle "opdrages" til at undertrykke og udstøde os og i øvrigt passivt finde sig i hvad vi blev udsat for. Det er den billigste løsning for samfundet, og det er det, man bruger diagnoser og redegørelser på Nettet til. http://www.canopoux.net/Diagnoser-doku.html
For at spare skattekroner benyttede man sig af den misforståelse at mennesker med følelsesmæssige problemer bare kan tage sig sammen og tvinge sig selv til at føle noget
andet, og ellers må man tvinge dem.
Af erfaring ved jeg også at folk desværre hopper på den, og tror det er videnskab.
|
Med psykiatri har man fået lavet et kæmpe hul i borgernes retssikkerhed. Psykologer og psykiatere kan beskylde mennesker for hvad som helst, og de skal ikke bevise noget. De påstår bare at det er videnskabelige kendsgerninger, og så tror folk på det. Ingen beder om at se de "videnskabelige" beviser.
Psykiatrien spiller en negativ politisk rolle i samfundet og er en alvorlig trussel imod demokratiet. Psykiatrien skal samle de mennesker op, der går i stykker på arbejdsløshed, økonomiske problemer eller hvad som helst, og påstå at det er fordi de er syge at de har det dårligt, og at det er videnskabeligt bevist. På den måde kan man umynddiggøre mennesker og administrere dem, som det passer samfundet.
Samfundet er iflg. dem, der høster privilegierne, perfekt, og de mennesker, der går i stykker på betingelserne, stemples som syge??
Herefter bliver det psykiatriens opgave at kontrollere dem og opdrage voksne mennesker til at samfundet altid har ret. Det er diktatur! Der findes psykiatriske diagnoser og dermed sygeliggørelse af alle meninger og holdninger, som samfundet - d.v.s. de socialt stærke i samfundet - ikke finder ønskværdige for deres egne interesser.
Psykisk vold er lige så alvorligt som fysisk vold, men det har psykologerne ikke opdaget, og for dem er psykisk vold et magtmiddel. De kalder det behandling.
Jeg har to endda ret omfattende journaler med vurderinger og behandling, der er modsat af hinanden. Psykiatrien vælger den, der er skrevet efter min autoritære families diktat, på trods af at jeg gentagne gange har fortalt, at det er den anden, der er den rigtige, og den, hvor behandlingen virkede.
Man holder på at den behandling, der gjorde mig fri af 18 års Ocd, hvorved jeg var symptomfri i 8 år og i de år gennemførte en uddannelse og havde fuldtidsjob de 5 år, psykiatrien her hvor jeg bor nu, hævder at den behandling var forkert. Det er deres egen behandling, som fremkaldte symptomerne igen og holdt mig fast i 40 års Ocd-angst, der er den rigtige. En behandling og en administration af mit liv, som bevirkede at jeg mistede mit erhverv igen, mistede hele min ret store vennekreds, mistede min søn og mine børnebørn, og nu har levet isoleret i min lejlighed i omkring 15 år uden kontakt med andre mennesker - psykiatrien her hvor jeg bor nu holder fast på at det er den rigtige behandling.
I min forrige mail forklarede jeg meget tydeligt, at tvangstanker opstår for at kontrollere sig selv http://canopoux.dk/Sagen2013.html#Friafangst
Alligevel har psykiatrien i årevis påstået at tvangstanker opstår for at kontrollere verden, og det skulle være fordi vi har oplevet så grimme ting, som har gjort os bange, at vi prøver at kontrollere verden. Nej, de gør ikke, tvangstanker opstår for at vi kan kontrollere os selv. Det er så indlysende at det undrer mig, at man ikke kan forstå det. I alle de tilfælde hvor det hos mig lykkedes at finde forbindelsen mellem årsag og virkning viste det sig, at tvangstankerne var en modsat rettet reaktion imod følelser, der skulle kontrolleres og undertrykkes.
Det betyder at jeg de sidste 40 år er blevet "behandlet" for det modsatte af hvad jeg fejler.
Jo mere syg jeg blev af fejlbehandling, jo flere diagnoser fik jeg, og så blev der sat ind med endnu mere magt, tvang og svigt. Samme mønster med medicin - jo mere syg jeg blev af pillerne, værre diagnoser fik jeg og så fik jeg endnu stærkere piller.
Et samfundssystem, der vil tvinge bestemte egenskaber igennem hos borgerne, har brug for syndebukke, som skal demonstrere det modsatte, det, der skal straffes og det der skal tages afstand fra. Engang jeg gik til en foredragsrække hos en psykolog, der var kritisk over for det psykiatriske diagnosesystem og teorier om udviklingsforstyrrelser og fikseringer i tidligere alderstrin, sagde hun: Man har en opfattelse af hvad der er voksent og modent og så tillægger man børn de modsatte egenskaber.
Ja - og det psykisk sårbare!
På det tidspunkt havde jeg selv taget eksamen i psykologi, og har senere lavet denne hjemmeside http://www.canopoux.net/Diagnoser-doku.html
Jeg har kun haft kontakt med det psykiatriske system på eget initiativ, og jeg fik ødelagt et helt liv. Oven i en barndom med vold og overgreb. Dengang, som barn og ung tænkte jeg, at det kan ikke passe at resten af verden ser sådan ud. Det gjorde den heller ikke - ikke dengang - og ikke her i Danmark. Men det gør den nu! Magt er blevet det samme som ret. De psykologer, der har det menneskelige følelsesliv som deres arbejde og opgave, går foran med normerne og vil gerne opfattes som rollemodeller.
Det er psykiatrien, der skal tage sig af de mennesker, der går i stykker på dårlige samfundsforhold.
|
|
|
|
