Dette er et eksempel på, hvordan myndigheder kan omgåes demokratiets spilleregler - og hvilke begrundelser de mennesker, der skulle forsvare demokratiets spilleregler tager i brug for selv at komme uden om dem, når de er i vejen for deres planer. Og om mulighederne for at hamle op med det. (Skrevet 2001)

I min beretning om tryghed fortæller jeg i skønlitterær form om hvor meget det betyder at have et godt socialt netværk - om gennem 15 år at høre til et dagcenter, hvor jeg havde opbygget min vennekreds, og hvor jeg havde det godt. For mig var det afgørende vigtigt for hele mit liv, for p.g.a. angstanfald er jeg bange for at lukke andre mennesker ind i mit hjem - jeg er bange for at de kommer til skade her, hvor de er inde på mit ansvarsområde - og jeg tør heller ikke være i andre menneskers private hjem. Jeg kunne derfor kun mødes med mine venner i dagcentret her i byen, og ville ellers blive helt isoleret hjemme.

At det blev gjort muligt for mig at komme i dagcentret og være om dagen, blev arrangeret i samarbejde mellem en psykiater, min læge, den daværende dagcenterleder samt hjemmesygeplejen, der stod til rådighed, hvis jeg var nødt til at få håndværkere til at reparere nødvendige ting i mit hjem. Kun i sådanne nødvendige situationer lukkede jeg nogen ind, og så kostede det mig al min energi at overvinde angsten.

Da der for nogle år siden kom planer i byrådet om at afskaffe personalet i dagcentret for at opnå økonomiske besparelser, tog det mig kun et sekund at forstå, at så kunne jeg ikke komme der mere, for jeg får så svære angstanfald, at jeg kun kan være et sted, hvor der er personale til at hjælpe - vil helst heller ikke belaste andre handicappede med mine problemer. Det var det sted hvor jeg hentede rygstød og styrke til at bryde med de mønstre af tvangstanker, der isolerer mig, og jeg kunne efter års arbejde efterhånden besøge min søn i flere dage ad gangen og kunne gå på kurser. Alt sammen en følelse af endnu mere livsindhold.

Jeg var ikke den eneste. Vi var flere i samme situation. Dagcentret var oprindeligt oprettet for alle handicapgrupper i kommunen, og vi fungere fint sammen, det den ene ikke kunne, det kunne den anden, og vi havde noget at give hinanden. Det er hele den atmosfære af sammenhold, jeg beskriver i min erindringsroman i afsnittet om tryghed, som også ligger på nettet, og som jeg henviser til i ovenstående link. Det var ikke kun et sted, hvor man gik hen for at blive underholdt, men et sted, hvor der opstod ægte venskaber. Når dagcentret lukkede om eftermiddagen stod vi på nakken af hinanden ude i entreen for at få vores overtøj - for alle blev til sidste øjeblik. Det blev de muntre og humørfyldte bemærkninger kun endnu mere muntre af.

Det gjorde vi byrådet opmærksom på - at vi havde et center, der virkeligt betød noget for os - de gav sig nu ikke uden videre, og der opstod en debat i den lokale presse. Byrådet kaldte den beslutning at afskaffe personalet for at de ældre og handicappede skulle have deres frihed. De svarede tilbage at den havde de haft hele tiden! Personalet hjalp og støttede ... men optrådte ikke som formyndere, vi bestemte selv over vores eget liv. Næste argument fra byrådet var at visse handicapgrupper ikke hørte til i et dagcenter for ældre mennesker - for at sige det med de rigtige ord og som det skete: et konservativt byrådsmedlem kvajede sig ved at omtale de socialt svage i særdeles nedværdigende vendinger. Det fik en af folkepensionisterne til at ryge i blækhuset og svare tilbage i nogle toner, man ikke forventer fra en pæn ældre herre. Han belærte hende om hvad hensyn er, og spurgte hende om hun havde sovet i timen. Til hendes argument om at vi skulle have professionel hjælp, svarede han, at vi sikkert ville betakke os for hendes hjælp.

Da jeg en dag under debatten talte med en af de ældre, var han både vred og forundret over at man bebrejdede dem, at de havde givet plads til andre handicapgrupper og gav de sindslidende omsorg. Noget de gjorde gratis og uden udgifter for samfundet.

Efterhånden kom der læserbreve fra de omkringliggende byer med overskrifter som "Hvad så med de rødhårede?" og om borgerlig politik der altid henviser problemet til en dør længere ned ad gangen.

I dette tilfælde var problemet oven i købet at der ingen problemer var! Alting havde fungeret fint i mange år. Fysisk og psykisk handicappede, indvandrere og folkepensionister fungerede sammen i respekt for hinanden.

Debatten i pressen gik efterhånden i stå, fordi byrådet ikke længere svarede. Personalet i dagcentret blev skåret ned, men der blev tilstrækkeligt mange tilbage til at centret kunne fungere omend med mindre assistance til brugerne. Efter en tid faldt vi til ro, og troede at byrådet derudover havde givet op.

Men der tog vi fejl! I løbet af de næste år skulle det vise det sig, at man i stedet var igang med at lægge strategien om.

Der blev nedsat udvalg til at undersøge forholdene omkring de psykisk og socialt handicappede, og pressen blev jævnligt underrettet om, at nu blev der gjort noget! Derefter blev der ansat socialpsykiatri. Det lød jo fint, vi var flere, der havde meget brug for hjælp hjemme og privat også.

Pludselig sagde vores meget afholdte dagcenterleder op!! Der kom en ny. Det var vi virkeligt kede af, men vi bød den nye velkommen og som altid når der kom nye, forsøgte vi at sørge for at han skulle befinde sig godt.

Så snart jeg opdagede at jeg som psykisk handicappede nu af kommunen kunne få hjælp til nogle af alle de praktiske problemer, jeg har i hverdagen p.g.a. mine symptomer, ringede jeg til socialpsykiatrien og meldte mig som klient. Jeg har i høj grad brug for hjælp!!

Det tog sin tid før det var muligt at gennemskue det handlingsmønster, der åbenbart havde været planlagt på forhånd - og da resultaterne af det begyndte at vise sig var det for sent. Den nye dagcenterleder havde åbenbart som opgave at bevise at det ikke fungerede med de psykisk handicappede i dagcentret, og socialpsykiatrien som opgave at få trukket os derud i stedet. Det betød at vi skulle flyttes væk fra vores nærmiljø og ud i et psykiatrisk center 10 km væk. At bevise at psykisk handicappede ikke fungerer er meget nemt: de fleste af os har en lav tærskel for angst og er nemme at provokere. Der opstod hurtigt konflikter mellem flere af de socialt handicappede og den nye leder, konflikter som de handicappede fik skylden for. Og der kom stadigt og jævnligt meddelelser til pressen om hvor meget, der nu endelig blev gjort for de sindslidende. Psykiatrikoordinatoren brugte bl.a. udtryk som at noget af det værste for os er isolation - samtidig med at han arbejdede for at få os væk fra de venner, vi ønskede at høre sammen med, og fra det sted, hvor vi havde hørt til i årevis. Og for en sikkerheds skyld lige en gentagelse: der havde ingen problemer været før! Snarere tværtimod - psykisk handicappede som var opgivet af behandlersystemet, og dem var jeg een af, begyndte at rejse sig og finde livsmod, da de blev en del af et harmonisk fællesskab som fungerede godt.

Da tiden var inde (og forarbejdet gjort) blev der indført psykiatriundervisning i dagcentret. Der blev undervist i diagnoser - under dække af forsøg på at hjælpe os. Vores venner blev undervist i, hvordan de skulle opfatte os og forholde sig til os. Noget de hidtil havde fundet ud af selv, og som vi hidtil havde fundet ud af sammen og i fællesskab. Vi havde haft frihed til selv at opbygge kontakter og til selv at bestemme, hvordan vi ville opfatte hinanden.

Med løfter om at nu skulle jeg nok få hjælp til de praktiske problemer, jeg havde i hverdagen, overtalte socialpsykiatrien mig til at lukke en plejer ind i mit hjem, hvor jeg ikke havde turdet lukke andre mennesker ind i årevis. Jeg var fuldstændigt klar over at eneste mulighed for at bryde det mønster var at lukke nogen ind for at hjælpe mig, men jeg ville have foretrukket at lære dem at kende først. Imidlertid havde jeg fået mit første barnebarn, og det kunne ikke gå stærkt nok med at komme til Jylland og lære ham at kende, så jeg skulle fremad!!

Desuden var det plejernes betingelse for at jeg kunne få hjælp overhovedet, at så skulle jeg lukke dem ind i mit hjem.

Det viste sig efterhånden at det var ikke hjælp, jeg skulle have. Jeg skulle under kontrol! Lære at kende min plads i samfundet! De gik langsomt til værks, og holdt hele tiden mine forhåbninger vedlige om at få hjælp. Men så skulle jeg også tage nogle piller ... som jeg af erfaring ved at jeg bliver meget syg af, uden at det hjælper på mine symptomer. Man undergravede langsomt min selvtillid - den dråbe ad gange, der kan udhule en hel sten - og forsøgte at overbevise mig om at jeg var meget forkert og skulle adlyde psykiatriske plejere (samt de beslutninger de havde med fra psykologmøder, hvor jeg ikke havde deltaget!) - og ellers fik jeg i alle tilfælde ingen hjælp. Husk på at vi har demokrati her i landet. De kunne ikke tvinge mig til noget.

Nu kan man så spørge om følgende er et udtryk for den form for "at være forkert", jeg skulle lide af: Jeg var færdig med første udkast til en erindringsroman. En plejer lokkede manuskriptet fra mig ved at love at hjælpe med at redigere bogen, og jeg stoler som regel på, at mine medmennesker i det mindste er menneskelige - uanset hvad de så ellers måtte mene. Bogen er skrevet for at skabe større forståelse for, hvad sindslidelser er, for det synes jeg, der er brug for. I manuskriptet fandt hun alle mine svage punkter ... og så gik hun til angreb!!! Hun knuste mig så systematisk, at jeg kunne mærke, hvordan alting faldt sammen indvendigt. Derefter lavede hun en forestilling der tydeligtvis havde til hensigt at få mig til at forstå, hvor meget kærlighed jeg ville få væltet ned over hovedet, hvis jeg indså alle mine fejl og diagnoser og betingelsesløst adlød hende.

Det gjorde jeg ikke - jeg smed hende ud! Men jeg kom til at sidde passivt i en stol i over et halvt år før jeg kunne tage mig sammen til noget som helst igen, og så gik det kun langsomt fremad. Det var som om at alt hvad jeg kunne tænke på at foretage mig, føltes meningsløst.

Da jeg kom tilstrækkeligt meget til mig selv til at kunne tænke, sagde det inden i hovedet på mig: "Det er umuligt! Dette kan intet menneske gøre mod et andet!"

Den nye dagcenterleder, der havde indledt med nogle iøjnefaldende demonstrationer af, hvor højt han elskede de svage i samfundet, var efterhånde også igang med at afsløre, hvad hans virkelige holdning til os var. Men det skete alt sammen over flere år. Ingen - ud over vi selv og nogle få andre - lagde vist i virkeligheden mærke til, hvordan vi fra at være blevet respekteret som ligeværdige mennesker efterhånden sank til et andet sted i vores venners opfattelse. Fra at fungere godt og i overensstemmelse med vores muligheder var der nu forløb der endte med indlæggelser og endda en enkelt episode med den nye leder, hvor der kom politi på.

Hvor der tidligere var blevet skaffet hjemmehælp eller hjemmesygeplejerske, hvis jeg havde brug for praktisk hjælp hjemme, så satte den nye leder af centret andre handicappede til det. Det gik der efterhånden fuldstændigt kaos i.

Bevisførelsen angående psykisk handicappedes påståede mangel på sociale evner blev ikke overladt til tilfældigheder. Situationer blev kørt i baglås, og de psykisk handicappede fik skylden. Hvad der nok skræmte mig endnu mere var at opdage at et par af de psykisk handicappede samarbejdede med dagcenterlederen. Kunne vi så i det mindste have holdt sammen og have støttet og styrket hinanden! Om de var blevet manipuleret eller om det var for selv at komme i kridthuset ved jeg ikke. Men vi er vel heller ikke bedre end andre mennesker.

Inderst inde var vi alle bange. Et eller andet sted så registrerede vi, hvad der skete, selvom det ikke blev sagt højt og ikke skete åbenlyst. Hvor der førhen havde været åbenhed, og hvor åbenhed var en del af trygheden, så blev der nu manipuleret, og de fleste havde problemer med at finde ud af, hvad der foregik.

Glemte jeg at fortælle at der som noget nyt blev indført fester i dagcentret, den første indledt med levende musik og opvartning af personale i tjenertøj. Det havde ellers en ret kraftig effekt med det samme. Man lagde ikke rigtigt mærke til at de svageste i den efterfølgende tid forsvandt een efter een - lidt ad gangen, så sindene nåede at falde til ro før den næste røg. Tidligere lavede vi selv festerne. I det daglige arbejdede vi og hyggede os, og så lavede vi ind imellem en ordentlig fest som bekræftede sammenholdet. Det sammenhold, der nu var igang med at smuldre.

Om alt det skulle være planlagt på forhånd? Ja - målet var ganske givet planlagt på forhånd, men fremgangsmåden tror jeg blev improviseret hen ad vejen. Og med stor opmærksomhed på, hvordan der blev reageret. Man gik ikke for hurtigt frem.

Og lederen var god til at gøre sig populær de rigtige steder og der hvor det var praktisk for hans formål.

Samtidig blev der holdt stormøder i psykiatrien om omlægninger og om bl.a. noget man kaldte pårørendepolitik. For pressen blev det udlagt som at nu skulle man til at styrke det sociale netværk omkring de sindslidende. Jeg er overbevist om at nogle behandlere og politikere også troede at det var det, de var igang med. Men i virkeligheden betød det, at nu kunne psykiatrien kontrollere hvordan også de pårørende skulle forholde sig til os. Angående at inddrage de pårørende i en behandling, så har det været muligt hele tiden, det behøvede man ikke at lave ny lov om. Jeg var en af dem, der mærkede de virkelige hensigter hele tiden under forløbet, idet jeg efterhånden mistede kontakten med både venner og familie samtidig med at jeg kunne læse i både aviser og brugerblade om alt det, der blev gjort for at styrke det sociale netværk omkring de sindslidende. Man inddrog endda vores brugerorganisationer i arbejdet?! Sådan fungerer demokratiet jo.

Man kalder tingene noget andet end det man gør, så folk tror de laver noget andet end det de er igang med.

Fra at have en aktiv hverdag med venner, kurser, sport og familie, så har jeg mistet det hele. Lever alene i min lejlighed og er blevet så bange for at forlade mit hjem, at det er meget begrænset hvad jeg kan gøre af forsøg på at bygge noget nyt op. Jeg må hele tiden løfte mig selv ved hårene. Ikke at jeg har givet op! Men hver gang jeg forsøger at komme ud ad døren, så kommer der en stærk angst for at mit hjem skal forsvinde medens jeg er væk. For det er det eneste jeg har at holde mig til nu!

Jeg kom ikke til Jylland!

Hvordan i alverden skal de svage i samfundet kunne hamle op med demokrati?

Mere end 5 år senere!

Den 12 august 2004: I går fik jeg bekræftet at min mistanke om at den måde man politisk manipulerede igennem at jeg skulle ud af det center, hvor jeg havde hørt til i 15 år og hvor jeg havde det godt, at den var helt bevidst. Det skete med fuldt overlæg.

I første omgang forsøgte man i begyndelsen af 1990erne bare at trumfe beslutningen igennem, men mødte en masse modstand, også i pressen. Både jeg og andre med psykiske lidelser skulle ud af det center for alle pensionister i kommunen, hvor vi blev behandlet godt og med samme respekt som alle andre. Som ligeværdige mennesker – hvilket vi også er!! Vi troede at man derefter havde givet op, da man havde den offentlige mening imod sig, men byråd og psykiatri havde ikke givet op og de forstod at tackle den offentlige mening.

På det tidspunkt i midten af 1990erne var jeg kommet meget langt og levede en næsten normal tilværelse trods angstanfald. Jeg gik i motionscenter, gik til kurser og foredrag, besøgte venner og besøgte min søn ca. en gang om måneden og blev i et par dage. Desuden var jeg færdig med første udkast til en erindringsroman, hvor jeg ikke alene lærte at administrere et så stort projekt, men også at bruge Windowsprogrammer og tekstbehandling. Alt det var blevet muligt fordi jeg havde mange venner som jeg var tryg sammen med. Det er vist den bedste angstdæmpende metode, der findes. Omgivet af venner og tryghed gik angsten mere og mere i opløsning, og i stedet kom tryghed og livsglæde.

I samtlige de 15 år blev det hospital hvor jeg hører til, bedt om at gøre deres del af arbejdet, men de nægtede at hjælpe. Mine største problemer havde jeg ikke i centret, men hjemme og privat.
Oven i det så stoppede hospitalet den hjælp andre skaffede mig, når de havde mulighed for det.
Den psykiatri der havde nægtet at hjælpe i 15 år kunne nu bruge flere år på at få slået alt det i stykker, som jeg selv og andre havde bygget op.

Da det altså ikke lykkedes i første omgang, og da vi i øvrigt naturligvis ikke var noget problem i centret - det var simpelthen betingelsen for at være der at man ikke var et problem for de andre - så planlagde kommune og behandlersystem en anden strategi: Den centerleder som havde hjulpet mange af os på benene sagde pludselig sin stilling op?! I stedet blev ansat en anden centerleder, som skulle manipulere igennem at få vores venner i centret til at forholde sig i ro, mens man fik fjernet os. Det skete ved at han spillede en teaterforestilling som om han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe os, samtidig med at han samarbejdede med psykiatrien for at få os knækket en af gangen og forbudt eller forhindret adgang til centret.

Der var blevet oprettet et socialpsykiatrisk center, og psykiatrikoordinatorens opgave var bl.a. at ”ordne” pressen. Han lod sig interviewe om hvor meget hjælp vi nu fik, og at noget af det værste for mennesker med psykiske lidelser var isolation, samtidig med at han arbejdede på at få os fjernet fra det fællesskab hvor vi hørte til, og få os isoleret i et socialpsykiatrisk center, hvor vi skulle være medicinerede, lydige, uselvstændige og under kontrol.

Det socialpsykiatriske center havde lagt en brochure i vores center om at man som psykiatrisk patient nu kunne få hjælp til bl.a. vedligeholdelse af bolig. Det var bluf og alene for at få os til frivilligt at henvende os. Man kunne jo ikke tvinge os til noget, da vi netop havde det godt og klarede os selv, men man kendte vores svage punkter. Et af mine er angst for kemikalier, hvilket gør det vanskeligt selv at vedligeholde min bolig. Samtidig med at man fuldt ud forstod at udnytte fordommene over for psykisk syge i kampen for at få alle andre til at enten samarbejde med psykiatrien eller forholde sig passive.

Der skete en masse andre ting som må have kostet bunker af skattekroner, og de menneskelige omkostninger for os som var samtaleemnet er ubeskrivelige. For mig betød det at jeg nu har levet isoleret i min lejlighed i mere end 5 år og stort set uden kontakt med andre mennesker. Også min søn har jeg mistet. Han fik endnu et barn, og jeg kunne ikke komme over og hjælpe med at passe dem, når forældrene var på arbejde, hvilket var meget nødvendigt da de havde skiftende arbejdstider begge to. Til sidst røg min søns ægteskab også på alle de problemerne.

Den erindringsroman jeg havde skrevet havde man held til at stoppe i 8 år. Den blev antaget og derefter syltet på to forskellige forlag/arbejdsgrupper, der har specialiseret sig i den slags litteratur. I bogen forsøger jeg at vise at vi der er gået i stykker på vold og overgreb, vi er ganske almindelige mennesker med følelser og tanker ligesom alle andre.

Ligeledes har jeg set, når jeg var i byen for at handle, hvordan andre psykisk syge, der tidligere holdt til i dagcentret, de er visnet eller er gået til grunde. Flere af dem er formodentlig døde.

Læs også min dagbog.