Indledning og overblik:

Dette er en redegørelse som først og fremmest er tilegnet Ombudsmanden og Justititsministeren, idet den drejer sig om både sagsbehandling i Patientklagenævnet og om et justitsmord. Et justitsmord i 1973 som efterfølgende, da jeg gik i psykisk i stykker på konsekvenserne, blev årsagen til indlæggelse og forkerte psykiatriske diagnoser, som igen fik vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser. Der er en nøje sammenhæng mellem de to sager.
Langt de fleste ansatte i psykiatrien kalkulerer ikke med den mulighed at domstolene kan dømme forkert. Hvis man påstår det, så får man flere psykiatriske diagnoser, som man går endnu mere i stykker på. Jeg taler af erfaring. Man kan intet gøre og jo mere man går i stykker psykisk, jo mindre har man at skulle have sagt over sit eget liv.
Jeg må have en usædvanlig styrke - hvilket også flere har bemærket - for jeg har holdt til det. Sådan da.

Min situation idag er at jeg, der iår 2012 overgik til folkepension, i næsten 15 år har levet isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker. Det er et forløb over mange år, der er endt på denne måde, men jeg vil prøve om jeg kan beskrive så koncentreret som muligt.
Prøve at beskrive 65 års magtesløshed over for vold og overgreb så koncentreret som muligt.
Men jeg er også nødt til at få så meget med at det giver resultater.

Et vigtigt bevis:

At der i 1976 blev stillet forkerte psykiatriske diagnoser kan jeg bevise, men jeg har først for nylig opdaget at jeg har papirer hvoraf det tydeligt fremgår!
I årene forud for indlæggelsen i 1976 (som konsekvens af et justitsmord der gjorde tilværelsen umulig for mig) havde jeg 1970 - 1975 gennemgået en omfattende og intensiv psykoanalytisk behandling for angst og Ocd, som havde virket, så jeg blev helt rask. Jeg kom fri af 18 års Ocd og var fri for symptomer i 8 år, hvilket var en præstation af både mig og af den psykiater, der guidede mig gennem forløbet og som brugte mange koncentrerede arbejdstimer på det. Redegørelsen for den behandling gled ved indlæggelsen i 1976 ud af systemet, man undersøgte ikke hvad jeg havde gennemgået af tidligere behandlinger. Man stillede i 1976 diagnoser, der betød det modsatte af dem, den helbredende behandling byggede på. Intet blev undersøgt og det kom ikke med i den indledende redegørelsen for forløbet indtil da. Dermed kom det senere også til at mangle i alle andre redegørelser.
Beviserne har jeg lagt ud på Nettet, og de kan ses her:

Uddrag fra en 5 år lang intensiv psykoanalyse http://canopoux.net/Nyk-sj-notater.htm (udvidet kopi af alle jornalnotaterne sendes til Ombudsmanden)
En redegørelsen, der beviser at den behandling derefter forsvandt ud af systemet, kan ses her http://canopoux.net/Pension.html

Som det fremgår, så skete den intensive psykoanalyse i årene 1970 til 1975.
I redegørelsen til pensionsansøgning i 1983 er den ikke nævnt!

Virksom behandling for Ocd:

Af to grunde vil jeg starte med at fortælle konklusionen på den psykoanalyse, jeg gennemgik sammen med en intensiv behandling, der virkede - 1½ til 2 timers samtale om ugen i flere år + ret omfattende korrespondance - dels vil det gøre det nemmere at forstå resten, og dels så var konklusionen på mine symptomer temmeligt meget anderledes end den standardkonklusion, man har brugt de sidste mange år, sammen med en behandling som til gengæld ikke virker.

Det viste sig at de angstfyldte tvangstanker, der begrænsede mig så meget, de var en modsatrettet reaktion imod følelser, der skulle undertrykkes. Jeg fyldte tvangsmæssigt hovedet med tanker, der skulle tage pladsen op for følelser, jeg ikke kunne leve med. Mine symptomer var altså selvkontrol og selvundertrykkelse. Når jeg skulle undertrykke følelser, behov eller erindringer så dannede mit sind en modsat rettet reaktion i tankerne. Det blev til tvangstanker, som jeg var nødt til at bevare, så længe jeg var nødt til at undertrykke følelser.
Det vil sige så længe problemerne ikke kunne løses.

Behandlingen bestod i at finde ud af at fjerne årsagen og dermed give slip på selvkontrollen, og det er meget vanskeligere at slappe af og give slip, end det er at sætte viljen ind og opøve selvkontrol.

Da jeg i 1969, hvor jeg var 22 år, blev indlagt første gang, blev mine symptomer endelig forstået rigtigt - og det tog temmelig lang tid at få gravet fortrængningerne op fra underbevidstheden, så jeg kunne få sat mig selv rigtigt sammen, og endnu længere tid at lære at give slip på skyldsfølelser og selvundertrykkelse. Men det lykkedes! Jeg blev symptomfri.

Mennesker, der ikke har prøvet det, kan ikke forstå at man kan blive bange for sine egne tanker, som man oven i købet kan se ikke er rationelle i forhold til den synlige virkelighed.

Hele den behandling, som helbredte mig, forsvandt ud af systemet, hvilket fremgår af ansøgningen om pension http://canopoux.net/Pension.html hvor der står at jeg var indlagt fra dec. 1969 til april 1970 og siden efterkontrolleret i Hillerød.
Det er forkert! Den intensive behandling, som hjalp mig fri af Ocd, startede først et stykket tid efter at jeg var udskrevet i 1970 og er ikke nævnt i udskrivningsbrevet, den foregik de efterfølgende 5 år på selve hospitalet. Det var en hel dagsrejse derfra hvor jeg boede, og jeg tog turen en gang om ugen i flere år, men Ocd-angst er så smertefuldt og så hæmmende, at man vil gøre hvad som helst for at komme fri.
Til Ombudsmanden vedhæfter jeg en hel del scannede kopier af en journal, som Hillerød Sygehus benægter eksisterer.
Der findes imidlertid en kort redegørelse for det forløb, hvilket kan ses ud for datoen 31/3 1976, men den er forsvundet alle de steder, hvor den burde ligge, også i den oprindelige journal, så mit eneste bevis er at sende journalnotaterne.

Lidt senere - af hensyn til kronologien - om hvordan jeg har fået fat i en journal fra en tid, hvor der ikke var aktindsigt.

Justitsmord:

Men min familie accepterede ikke at jeg forandrede mig og at jeg brød med de følelseskolde og autoritære normer i familien og tilegnede mig nogle andre normer, som jeg kunne stå inde for. Mit ægteskab revnede (jeg var gift med min fætter) og mine forældre solidariserede sig helt med min mand og hjalp ham med at tvinge mig til at forlade hjemmet uden at få noget med. Jeg måtte flytte ud på lejede værelser. Der blev sørget for at ingen i familien støttede mig, hverken menneskeligt eller økonomisk.
Jeg skulle brydes helt ned og bankes på plads igen! Efter at jeg var blevet helbredt for Ocd!
Familien ville ikke indrømme at jeg havde brug for og ret til mere frihed til selv at træffe mine egne beslutninger i mit eget liv, og iøvrigt havde ret til at blive taget alvorligt, når jeg fortalte, hvad jeg følte.

Ved skilsmissen støttede jeg mig til min psykiater, der gjorde sit yderste for at få skilsmissen til at forløbe på en måde, så vi alle tre, min mand, min søn og jeg kunne leve videre bagefter.
Min mand støttede sig til gengæld til min mor, der var parat til at hjælpe ham med at snyde mig for så meget som muligt mod at han hjalp hende med at bryde resultaterne af den behandling ned igen, som var et brud med hendes magt over mig. Hun brød sig mildt sagt ikke om min psykiater, som hun ikke kunne få kontrol over, og hun kæmpede for at få ham fyret.

Det var landsretssagen om forældremydigheden for min søn, og som jeg tabte, der var justistsmord, min familie kontrollerede min advokat, men der hører en forhistorie til. Jeg havde, da jeg blev gift, allerede en uddannelse som kontorassistent, men p.g.a. angst kunne jeg ikke fortsætte i det erhverv. Det blev undersøgt ret grundigt på det hospital hvor behandlingen virkede, og jeg blev indstillet til revalidering. Men min familie sagde nej, og min mor holdt på, at hvis man begyndte at tage hensyn til mine angstanfald, så ville jeg blive ved med at skabe mig. Hun henvendte sig til arbejdskonsulenten og fik ham til at samarbejde om at nægte mig revalidering, og min psykiater fortalte mig, at han havde diskuteret i flere timer med revalideringscentret for at få revalidering igennem alligevel.
Det lykkedes ikke i første omgang og jeg blev tvunget ud i et nyt nederlag, der slog så hårdt, at jeg heller ikke længere kunne holde sammen på mit ægteskab. På det tidspunkt stod det mig klart, at jeg aldrig ville komme til at klare mig erhvervsmæssigt så længe min familie brød min selvværdsfølelse ned og holdt mig fast i angst og depression, og iøvrigt traf alle beslutninger i mit liv. Jeg var nødt til at bryde kontakten med familien for at komme videre.

Min mor sørgede for at mine egne og nærmeste familiemedlemmer blev indkaldt til at vidne til fordel for min mand i sagen om forældremyndigheden, og min advokat sørgede ikke for at det kom frem, at de vidner også var min mands familie (vi var fætter og kusine). Ligeledes sikrede min mor sig, at der ikke blev rekvireret en psykolograpport over flere års vellykket behandling, hvilket vil fremgå, når man foretager en sagsbehandling af det justitsmord også.

Dermed sørgede min familie for at min søns mor og far aldrig nogen sinde kunne tåle at se hinanden igen.

Jeg havde gennemført en uddannelse samtidig med en så belastende skilsmisse, hvor jeg mistede alt andet, og det fremgår af dette private brev fra min psykiater http://canopoux.net/Brev_nysj.htm

En ekstremt dominerende og voldelig mor:

Et vigtigt mål med behandlingen var at blive stærk nok til at komme fri af min mors kontrol. Hun traf fortsat, efter at jeg var blevet voksen, alle beslutninger i mit liv og tvang dem igennem. For at blive stærk var det vigtigt at jeg fik et selvstændigt erhverv og tjente mine egne penge, så jeg ikke var økonomisk afhængig af nogen. Det var prioriteret meget højt, for det var forudsætningen for at alt det andet, jeg ønskede mig af mit liv, det kunne lykkes.

Noget andet, der var prioriteret meget højt, var min beslutning om at min søn skulle vokse op med tryghed og uden at blive udsat for vold, sådan som jeg var blevet det - en beslutning jeg traf allerede da jeg ventede ham, hvor jeg brugte en del af tiden på at læse bøger om ikke-voldelig opdragelse.
Dermed kom jeg i alvorlig konflikt med familienormerne. Familien troede på vold, afstraffelser og kontrol både over for børn og andre "ulydige" personer. Mine teorier om at mennesker kan udvikle deres egen samvittighed og selvstændige evner til at tage stilling til hvad der er rigtigt eller forkert var for dem pladderhumanisme. Min mor kæmpede aktivt for at bevare pryglestraffen i skolerne, og at hendes vold havde givet mig så store problemer med angst, kaldte hun modvilje mod at blive opdraget.

Mit ægteskab gik i stykker på processen, og da jeg nåede frem til landsretssagen i 1973 om forældremyndigheden for min søn havde jeg ikke alene gennemført en intensiv psykoanalyse og var kommet fri af 18 års Ocd, jeg havde også vundet den første retssag om forældremyndigheden, havde gennemført en ny uddannelse og havde fuldtidsjob. Min 5-årige søn, som jeg aldrig havde udsat for vold, var sød og nem at have med at gøre, så mine metoder var lykkedes.
Min mor satte alle sine psykopatiske evner ind på at få slået det hele i stykker igen og bevare magten.

Det var på eget initiativ at jeg gik igang med en så grundig behandling for at få luget ud i al den forvirring jeg havde fået stoppet ind i hovedet gennem på det tidspunkt mere end 20 år.

Det kostede mig min søn, at jeg satte mig op imod min mors vilje, hvilket fremgår af omtalte private brev fra min psykiater http://canopoux.net/Brev_nysj.htm

Magtesløs over for at min søn blev mishandlet:

Årsagen til den depression der førte til anden indlæggelse i 1976 var, at min søn af hans fars tredie kone blev mishandlet gennem mere end ½ år og jeg var magtesløs over for det. Min søn kom i psykologbehandling, men mishandlingerne stoppede først da min tidligere svigermor hentede ham og gav hans far besked på at han først ville blive leveret tilbage, når hun var sikker på at han ikke længere ville blive udsat for vold.
Mine forældre, som boede i samme by som min søn og hans far, gjorde intet for at stoppe den vold, min søn blev udsat for.

For mig var det en så hård belastning at jeg mistede mit fuldtidsjob, som jeg havde haft i 2 år. Derudover indlæggelsen med en svær depression i 1976. Men ikke med Ocd! Det var her på Montebello i Helsingør, at der blev stillet forkerte diagnoser og mine symptomer blev i løbet af de næste par år fremkaldt igen.
Det var 1976 for mig nyt hospital og en ny læge, og denne gang havde min mor været hurtig. Af de ting, der blev sagt ved forundersøgelserne kunne jeg høre, at hun allerede havde ringet og sørget for at denne gang var det hende, der bestemte, hvordan jeg skulle vurderes og behandles. Da var jeg 30 år!! Jeg havde det alt for dårligt til at tage kampen op. jeg vejede under 50 kg og lignede en anorexipatient - og regnede med at misforståelserne ville blive rettet, når de fik journalen fra den forrige indlæggelse.

Den journal har de altså aldrig rekvireret, selvom jeg fik lovning på det, og heller ikke oplysninger fra den. De har fået et udskrivningsbrev fra 1970, men ingen redegørelse for den ambulante psykoanalyse jeg startede på efter udskrivningen og som varede i flere år. I stedet begyndte man på Montebello at skrive en ny journal og denne gang efter min mors diktat. Det opdagede jeg ikke. I psykiatrien mener man ikke det kommer patienterne ved, hvordan vi bliver vurderet og behandlet, så det bliver vi ikke orienteret om … d.v.s. det blev jeg forrige sted, hvor jeg også fik en grundig vejledning angående at undgå tilbagefald af Ocd. Det nyttede bare ikke noget, for nu var det igen min mor, der traf beslutningerne i mit liv og en ny psykiater gennemførte dem.

På den måde lykkedes det min mor at sætte en ny psykiater til at bryde resultaterne af 5 års behandling ned igen.

Selvfølgelig opdagede de at jeg ikke opførte mig svarende til min mors beskrivelse, men det klarede de også med diagnoser. De påstod at alt hvad jeg gjorde og stod for var for at dække over de negative egenskaber, som min religiøse mor påstod, at jeg havde.

Jeg blev udskrevet i 1977 og fik arbejde igen, men min søns far, der var flyttet fra byen hvorved min søn fik ny psykolog, forsøgte nu at give mig skylden for min søns nervøsitet og angst. Ja, den ide lå vel lige for - jeg havde været indlagt og behandlet for angst.

Da min søns far henvendte sig til Amtet for at få afbrudt min samkvemsret, blev jeg så bange, at jeg havde problemer med at koncentrere mig om mit arbejde på et plejehjem. Denne gang var der ingen støtte at hente hos en psykiater - tværtimod - den nye psykiater havde min mor fuld kontrol over. Der blev sat ind med kritik, tvang og piller.
Det var det, der startede et nyt anfald af Ocd.
Da jeg blev mere og mere udmattet af alle de spekulationer begyndte jeg at blive bange for at jeg kunne begå fejl på mit arbejde, fejl, der kunne skade andre mennesker. Det blev til en tvangsangst som blev værre og værre, og som spredte sig til flere og flere områder. Jo mere jeg blev tappet for energi og nu selvforstærkende af angstanfald, jo værre blev angsten for ikke at kunne overskue mit arbejde og derved komme til at begå fejl.
Det er den angst, der idag, mere end 30 år senere, har isoleret mig fuldstændigt. Jo mere der blev sat ind med tvang og kontrol, jo værre blev angsten. Nu har jeg konsekvenserne af 35 års fejlbehandling. Jeg fik aldrig så meget ro i mit liv at jeg kunne komme til hægterne igen.

Det er den journal og alle dens konsekvenser jeg har rejst klagesag over, men der er stadig ikke noget, der er blevet undersøgt!!!

I min journal kan jeg se, at det var den psykiater, der havde som opgave at hjælpe mig, der sørgede for at jeg mistede mit arbejde og efterfølgende endte på førtidspension. Han brød sin tavshedspligt, havde kontakt med min arbejdsgiver bag min ryg og styrede forløbet. Det var min psykiater, der forlangte at jeg blev sygemeldt indtil jeg blev sagt op p.g.a. for mange sygedage. (Jeg vedlægger kopi til Ombudsmanden)
I flere måneder nægtede jeg at melde mig syg, og fik meget opbakning fra mine kolleger, men til sidst fik jeg et meget alvorligt sammenbrud på grund af udmattelse. De fleste kender at musklerne er tappet for energi og at man "rammer muren". Der sker noget tilsvarende når hjernen er tappet for energi. I flere dage lå jeg i sengen og måtte lede tankerne udenom alle forsøg på at finde løsninger. Jeg vidste instinktivt at hvis jeg blev mere overanstrengt, ville hele min bevidsthed kollapse.

Da jeg ingen hjælp kunne få, kunne jeg heller ikke søge et nyt arbejde med de symptomer, jeg havde.

Min søns skæbne:

Han gik også i stykker på alle de hensynsløsheder og smerter, han var blevet udsat for. Da hans far nogle få år senere flyttede sammen med sin 5. kone blev han smidt ud hjemmefra og måtte klare sig selv. Jeg blev stadig holdt undertrykt og holdt fast i selvundertrykkende Ocd af det psykiatriske hospital, der havde fejlvurderet og fejlbehandlet, så jeg kunne ikke hjælpe ham. Han begyndte at tage speed for at klare al den modgang, og sandsynligvis for at kunne hjælpe os begge to, og det endte rent galt. Til sidst var han så syg, at hvis han ikke var kommet ud af det, så var han død.

Men han kom ud af det! Jeg brugte flere år på at prøve sørge for at han fik styrke til at tage kampen op med manglen på livsmod - betalte for aviser, cigaretter og leje af TV til ham i arresthusene, indtil han blev stærk nok til at tjene sine egne lommepenge. Jeg vidste hvilke belastninger han havde været udsat for i den samme hensynsløse familie som havde kørt mig ned, og jeg havde føling med hvad han havde brug for - og da det endelig lykkedes og han kom i familiepleje, brød jeg sammen af overanstrengelse og blev indlagt for 3. gang. På det hospital hvor den forkerte journal lå.
Her var deres udgangspunkt stadig, at jeg ingen problemer havde haft, og når jeg kæmpede med så meget angst så skyldtes det personlighedsforstyrrelser og mangel på forståelse for samfundets behov.

Jeg kunne komme over en barndom med vold og overgreb og komme videre, men psykiatrien kunne gennem 35 år ikke komme videre fra deres egne fejltagelser i 1976. De indrømmer aldrig fejl, og de retter aldrig fejl. Psykiatrien blev årsag til at det hele nogle år senere mislykkedes igen igen.

Det fortæller jeg om på denne hjemmeside http://canopoux.dk/Demokrati2.html Vi havde et dagcenter for alle pensionister her i byen, hvor jeg havde det godt, og hvor jeg blev accepteret som jeg var. Det var ikke et behandlingssted, men ved at jeg fik ro, begyndte jeg at komme mig af mig selv. Jeg havde jo en del år tidligere været i analyse, og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, men havde manglet ro og de nødvendige betingelser til at gøre det.
Der blev imidlertid i midten af 1990erne ansat socialpsykiatri i kommunen, og de gik igang med at slå det hele i stykker. De blev den direkte årsag til at jeg omkring årtusindeskiftet mistede kontakten med min familie - min søn, der nu var gift, og mine 2 børnebørn - og jeg endte i total isolation.
Da socialpsykiatrien tog fat med deres nedbrydninger havde jeg en udadrettet tilværelse, besøgte mine venner, gik i motionscenter flere gange om ugen, gik på kurser og til foredrag, var ved at være færdig med manuskriptet til en roman, som senere blev udgivet, og besøgte min søn en gang om måneden og blev et par dage, så jeg kunne lære mine børnebørn at kende.
Jeg havde rejst klagesag i Patientklagenævnet for at undgå at psykiatrien igen slog det i stykker, som jeg sammen med mine venner kunne få til at lykkes.

Mit mål var at blive i stand til at passe mine børnebørn. Både min søn og hans kone havde skiftende arbejdstider og det var næsten umuligt for dem at få en tidsplan til at klappe. Jeg havde opdaget at man holder lige så meget af sine børnebørn som at sine egne børn, og der var ikke noget, jeg hellere ville end hjælpe med at passe dem.
Socialpsykiatrien besluttede at jeg ikke skulle passe min børnebørn og slog mig så totalt i stykker, at jeg i stedet endte i isolation herhjemme og mistede kontakten med den eneste familie, jeg havde tilbage. Det er 10 til 15 år siden jeg har set dem, og jeg kommer aldrig til at lære mine børnebørn at kende.

Socialpsykiatrien lokkede mig til at lukke dem ind ved at love mig praktisk hjælp til de vanskeligheder jeg havde p.g.a. Ocd, og de lokkede mig til at underskrive en fuldmagt så de kunne rekvirere den korrekte journal 1970-75 ved at love mig, at de ville anbefale til Patientklagenævnet at der blev foretaget en sagsbehandling.
Sagt med andre ord - de opdagede hvilke fejl, der var sket, de skulle have sat den korrekte journal ud af kraft og arbejdede på at få kørt sagen i Patientklagenævnet af sporet, hvilket lykkedes for dem.

Overgreb på børn og konsekvenserne:

De fejlvurderinger og fejlbehandlinger her i det tidligere Frederiksborg Amt fra 1976 hvor jeg var 29 år og frem, det har jeg været udsat for engang tidligere fra jeg var 18 til jeg var 22 år og med samme resultat, og det var den fejlbehandling der resulterede i min første indlæggelse. Jeg vil derfor springe tilbage nu og fortælle hvor alvorlige mishandling af børn kan være, og om en psykiatri, der laver reaktionerne hos mishandlede og angste børn om til fejl i den sociale udvikling og hjernesygdomme, og behandler reaktionerne som uartighed, fejl i hjernens kemi og personlighedsforstyrrelser.

Da jeg var under skolealderen hørte jeg engang min mor til et selskab forklare, hvor dygtig hun var til at opdrage børn. Hun sagde: Først slår jeg hende med den ene hånd til jeg er træt i den arm, og så bruger jeg den anden. Jeg skal nok få knækket hende.
At få kontrol over børn var efter hendes begreber kun et spørgsmål om at udsætte dem for tilstrækkelige smerter og afstraffelser indtil de knækkede, så man kunne få lavet dem om til viljeløse marionetdukker. Jeg måtte lære at undertrykke alle følelser, som ikke passede min mor.

Det var muligvis den slags dumheder, samt at naboerne hørte at vi skreg, der var årsagen til at mishandlingerne blev stoppet udefra.

Men hun havde andre metoder - f.eks. at bilde mig ind, at hvis jeg ikke holdt af min mor, så ville Gud sørge for at jeg kom til at brænde evigt i Helvede. Da hun ikke længere kunne bruge fysisk vold gik hun over til psykisk vold, og derudover lykkedes det hende ind imellem at få andre til at slå eller sparke mig.
Der var ikke tale om sådan lidt fysisk og psykisk vold ind imellem, det var hver eneste time på dagen og uden afbrydelse.
Jeg har hele mit liv været omsluttet af en massiv atmosfære af mistillid.

Et eksempel på hvor svære fortrængsningsmekanismer kan blive, når de opøves helt fra den tidlige barndom:

Da jeg kom i puberteten var min religiøse mor sygeligt optaget af, om jeg havde kontakt med det modsatte køn, og hun sladrede sine mistanker så systematisk ud over hele vores omgangskreds og hele byen, at flere af mine jævnaldrende blev forbudt at komme sammen med mig. Det var så smertefuldt, at jeg var 18 år før jeg opdagede de forbudte følelser i kroppen, og jeg var så blokeret af angst, at intet kunne lade sig gøre.

Min mor vidste godt at hun løj! Da hun havde sladret sine syge seksuelle forestillinger (som hun satte mit navn på) i flere år, var jeg til en lægeundersøgelse, der viste at jeg aldrig havde haft et forhold med det modsatte køn. Hendes reaktion var at sladre endnu mere systematisk for at forhindre at nogen skulle opdage, at hun havde løjet.

Det var meget smertefuldt som teeanager ikke at kunne opnå kontakt med sine jævnaldrende, men trods angst og depression, så tog jeg en realeksamen kun nogle få point fra udmærkelse. Den er lagt ud på Nettet som bevis http://canopoux.net/Realeksamen.html Det er nødvendigt at bevise alt i et samfund, hvor psykiatrien har haft lige så travlt med at mistænkeliggøre mig og andre psykisk sårbare, som min mor havde.

Munchausen syndrom by proxy:

Hendes opførsel svarer til denne diagnose Münchausen syndrom by proxy. Hun lavede selv alle de ulykker i mit liv, som hun derefter skulle bruge til at opnå kontakt med diverse pædagoger, læger og lærere på min skolen o.m.a.
Min mor var ikke afholdt. Gennemgående brød folk sig ikke om hende. Men at bruge mig som fantasipornomodel, det gav gevinst og kontakt for hende. Hun vidste endda, at jeg også havde været udsat for incest, men hun var ligeglad med at hun hældte saltsyre i et ikke lægt sår. Når jeg brød sammen, udnyttede hun også det til sin egen fordel. Konsekvenserne for mig var meget svære komplekser, og et selvhad, som jeg også blev behandlet for ved den psykoanalyse og behandling 1970-75, der virkede.
Kan i forestille jer at man står foran et spejl og rækker tunge af sig selv med en hadefuld lyd, der kommer helt nede fra struben. I håb om at sprænge alle smerterne væk.
Det, der for mig var afsindige smerter, var for min mor spænding og underholdning i tilværelsen.

Men først: Ligesom senere min søn - så blev også jeg smidt ud hjemmefra, da jeg var 17 og måtte klare mig selv. Imidlertid led jeg af så svær angst, at da jeg i 1965 var 18 bad jeg om psykiatrisk hjælp. Det blev den første fejlbehandling. I 4 år blev jeg kritiseret og medicineret med så stærke hjernekemikalier, at jeg ikke kunne koncentrere mig om min læreplads og min handelsskole, og led kraftige nederlag. Jeg gennemførte dog begge dele, men var efterhånden så bange for en skrivemaskine og for at skrive fejl, at jeg ikke kunne bruge min uddannelse til noget.

I fire år satte man ind med tvang over for de symptomer, der selv fungerede som tvang og undertrykkelse af forbudte følelser. Resultatet var at min bevidsthed dannede nye tvangstanker til at fortrænge de tvangstanker med, der fungerede som fortrængning af forbudte følelser. Den fejlbehandling blev årsagen til min første indlæggelse i dec. 1969.

Efter at min mor i 1972 havde hjulpet min mand med at tvinge mig til at forlade hjemmet uden at få noget med, og flytte ud på lejede værelser, bildte hun familien og hele byen ind, at jeg frivilligt havde forladt mit hjem og min søn for at få frihed til at dyrke sex med hvem som helst.
Sandheden var, at da jeg i 1972 rejste fra min mand, havde jeg hele mit liv aldrig haft et fysisk forhold til andre end ham, jeg var gift med. For ham var der mange penge at tjene ved at hjælpe min mor med at svine mig til med den slags injurier. Vi havde en nybygget villa på ialt 240 kvm, bil og hvad man ellers havde dengang. Han fik det hele.

Jeg har tigget og tryglet om at få foretaget en sagsbehandling, for under hele forløbet havde jeg kontakt med en psykiater, der gjorde sit yderste for at hjælpe mig, så alt nødvendigt står i den journal. Det er så dødhamrende hårdt at være nødt til at skrive dette og lægge det ud på Nettet i håb om at blive renset. Jeg skal samtidig overleve total isolation, og må prioritere det forud for alt andet.

I april iår 2012 overgik jeg til folkepension. Jeg tænkte: Det er umuligt! Folkepension det får man når man er færdig med at leve. Jeg er ikke begyndt endnu!

Konklusion:

Jeg har arbejdet i 15 år, d.v.s. siden 1995, for at få en sagsbehandling igennem, og få fundet den journal frem, hvor der ligger en psykoanalyse, der forklarer helt nøjagtigt hvad der sker for mig følelsesmæssigt, og hvad der konkret skete ved den retssag, hvor jeg mistede min søn. Jeg kan også selv fortælle det, men det er der ingen, der tager sig noget af og en professionel analyse har nok mere vægt.
Måske nogen kan se det selvmodsigende i at jeg må kæmpe så hårdt for at forsvare nogle symptomer, jeg ville give hvad som helst for at slippe af med.

Der findes altså to omfattende journaler - en med en psykoanalyse og en følelsesmæssig forståelse af mine reaktioner med skyldskomplekser og perfektionisme, og en behandling der virkede. En anden og senere journal med modsatte vurderinger og praktisk taget alle de negative diagnoser og nedvurderinger som psykiatrien kan præstere, og en behandling der har lavet de sidste 35 år af mit liv om til et ubeskriveligt helvede ... oven i en lige pinefuld barndom og ungdom.
Jeg har for en del år siden meldt mig over i sygesikringsgruppe 2 for at få frit valg angående psykiatrisk behandler, hvorpå jeg opsøgte behandlere i et andet amt, men det første de gjorde var at ringe til det hospital, hvor den forkerte journal ligger. Eftersom jeg som gruppe 2 medlem ikke skal have henvisning med, så har jeg også forsøgt at skrive min egen henvisning og henvise til den rigtige journal i stedet, men heller ikke det nyttede. Man rekvirerede stadig den forkerte.

Jeg er fuldstændig prisgivet den journal fra Montebello i 1976 som blev skrevet efter min mors diktat, og hvor behandlingen blev aftalt med min mor. Jeg skal holdes knækket og udstødt indtil jeg er død. Det lykkedes hende at få mig udstødt af min familie og af den by, hvor jeg voksede op og gik i skole, og til sidst lykkedes det hende at få mig udstødt af samfundet.

Der er ikke noget andet, der kan løse problemerne end en sagsbehandling af begge sager, både psykiatrien her i det tidligere Frb. Amt og Landsretssagen.

Ud over hvad psykisk sårbare ellers bliver udsat for, så kommer vi også ustandselig i en situation, hvor vi grundet manglende orientering og indflydelse ikke forstår, hvorfor behandlersystemet opfører sig som de gør, og heller ikke har mulighed for at forudse hvad der venter os. At være magtesløs prisgivet andres uforudsigelige forgodtbefindende på den måde er en stor psykisk belastning og meget angstprovokerende.
Jeg har sat mig ind i en hel del, og det er også en del af min uddannelse. Jeg ved at man har lavet tidsbesparende og rationaliserende standardvurderinger - angående Ocd så går standardvurderingerne på at vi skulle forsøge at kontrollere verden med vores symptomer - hvilket er noget regulært vrøvl og det modsatte af de resultater som den psykoanalyse, jeg gennemførte, de viste. Vi prøver ikke at kontrollere verden, vi kontrollerer os selv!!! Og det er meget vigtigt at forstå det! Tankens magt er meget stor, og tvangstankers magt er endnu større.

Så vidt jeg ved er den slags standardvurderinger vedtaget internationalt. Ingen psykolog kan kritiseres for at bryde patienterne ned, så længe de blot gør, hvad der står i bøgerne.

Som barn var jeg prisgivet en voldelig mor, der fysisk var meget stærkere end jeg. Som voksen er jeg prisgivet hele den internationale psykiatri - og ved i hvad? Det føles nøjagtigt ens! Det er den samme magtesløshed og den samme angst! Gøgeredeprincippet fungerer i bedste velgående.

Psykiatri er ikke en videnskab!! Nogle helt bestemte betingelser skal være opfyldt før man må kalde noget for videnskabeligt bevist. Psykiatri har betydeligt mere lighed med religion end med videnskab. Det er noget man skal tro på, uanset om man forstår hvorfor.

En ting undrer mig - psykiatrien benytter sig af roarchachtests d.v.s. fri associering over abstrakte figurer eller begreber. Alligevel er de færreste psykologer opmærksomme på, at når de associerer frit over patienternes abstrakte symptomer, så afslører det hvad der sker i deres egen bevidsthed og ikke i patientens. Det er psykologerne, der tror at man kan løse følelsesmæssige problemer ved at kontrollere verden, det er ikke de Ocd-ramte.

Alligevel har jeg, som det fremgår af ovenstående, oplevet at psykiatere og psykologer kan udrette mirakler, når de kan deres arbejde. Efter så mange år kan jeg konstatere, at der er der bare ikke ret mange af dem, der kan.
At komme fri af 18 års Ocd og være symptomfri i 8 år, det føltes som et mirakel.

Da Montebello 8 år senere brød alle resultaterne ned igen, var det tilbage i Helvede.

Patientklagenævnet undersøgte ikke noget, men gav for snart 15 år siden Hillerød Sygehus besked på at undersøge tingene bedre. Det gik en psykiater igang med, og jeg fik tillid til at han ville være så objektiv som muligt. Jeg havde vist ham journalen fra den psykoanalytiske behandling, der virkede, og han besluttede at vi skulle starte med at lave en personlighedsvurdering, da deres egen journal, som jeg klagede over, var 20 år gammel. Den fremgangsmåde var jeg helt indforstået med, for det ville løse problemerne fremadrettet at der kom nogle rigtige vurderinger, så jeg kunne komme endnu mere igang med at leve og blive i stand til at passe mine børnebørn.
Men ak og ve - formodentlig kom den pågældende psykiater på sporet af sandheden, for pludselig blev han forflyttet til andet arbejde, og når jeg ringede og spurgte, hvem der så skulle tage over, så spurgte man mig om jeg ville have nogle piller. Det ville jeg ikke … nå, men så kunne de ikke gøre noget for mig.
Patientklagenævnets påbud om at undersøge tingene bedre blev altså aldrig efterkommet.
Jeg tror heller ikke det nytter noget at sætte psykiatrien til at undersøge sig selv. Akkurat ligesom min mor, så smadrer de hellere en hel familie end at indrømme, at der skulle være noget, de har fejlvurderet.

Også i mit privatliv var psykiatrien igang med at føre magtkamp. Jeg havde en veninde, som ligeledes fik pension p.g.a. angst, og hendes mand havde kontakt med en fælles privatpraktiserende psykiater bag vores ryg, som efterfølgende brugte hendes mand til at udøve tvang over for vores symptomer og inddrage alle andre, også mine private venner, i tvang og nedbrydningsbehandling. Det opdagede hun først da det hele var ramlet for os begge to.

Tavshedspligt!! I psykiatrien er tavshedspligten hullet som en si. Den er beregnet til at snyde alle til at tro, at det er de psykisk sårbare selv, der træffer forkerte beslutninger i vores liv, på trods af at vi altså ikke har noget at skulle have sagt over vores eget liv.

Jeg forlanger nu at de behandlingssteder bliver draget til ansvar, og jeg mener forlanger - jeg har meldt mig ud af flinkeskolen - som ødelagde alting for mig. Jeg forlanger at mit navn bliver renset alle de steder hvor psykiatrien har haft travlt med at hjælpe mln mor med at svine mig til. Er der nogen, der synes at jeg fortsat passivt skal finde mig i at psykiatrien er igang med at tortere mig psykisk ihjel?!

Man kan ikke begynde at bygge et liv op i en alder af 65 år, og slet ikke med de symptomer og minder jeg har. Jeg er nødt til at have alle smerterne under kontrol - hvilket er hvad jeg bruger tvangstanker og Ocd til - for ellers smadrer psykiatrien hjernen på mig med elektricitet og bilder sig selv og andre ind, at jeg sidder fast i min dårlige barndom … selvom jeg har fortalt mange gange, at den kom jeg over!
De er selv årsagen til at al denne angst vendte tilbage, og de har selv holdt mig fast i den syge rolle, jeg skulle spille i min mors liv i 35 år med deres fejlvurderinger og forkerte behandling. Det har været et eneste langt mareridt, og jeg vil have ro i den tid, jeg har tilbage at leve i, og være sikker på at jeg ikke behøver at frygte det psykiatriske behandlersystem længere. Når det gælder mine livsbetingelser styrer de også alle andre offentlige kontorer.

Jeg var først i 30erne, da jeg afbrød al kontakt med familien for at prøve at redde mig selv om min søn. Ad omveje fik jeg at vide, at min søster havde gjort det samme, og lige så definitivt. Man kunne ikke forhandle med min mor, hun forlangte fuld kontrol over familien, og hun tvang altid sin vilje igennem.

Lidt tidligere fortalte jeg om, hvordan min mor pralede med at hun slog og knækkede sine børn. En anden dame i selskabet sagde udglattende, at hvis hendes børn græd, så blev hun ked af det og trøstede dem. Hertil sagde min mor: Ja, hvis man har slået sine børn og de græder, så skal man ikke trøste dem, for så hjælper kløene ikke noget.
Den samme holdning - at udsætte mennesker for ubegrænsede mængder af smerter og så være kold over for at de skriger af smerter - kaldes i psykiatrien for at være professionel. Jeg bliver stadig behandlet på samme måde.

• Når jeg gennemgår en intensiv psykoanalyse og får afdækket hvorfor jeg har så meget tvangsangst, og kommer over det og fri af symptomer, så er det ikke min mor, der skal bestemme om resultatet er tilfredsstillende for hende! Det skal jeg og den psykiater, der guidede mig gennem forløbet og vi var begge to godt tilfredse med resultatet.

• Når jeg bliver indlagt på Montebello i en alder af 30 år, så er det ikke min mor, der skal gøre rede for mit intime liv, men det gjorde hun, og jeg blev ikke selv spurgt. Hun vidste ikke noget om mine intime følelser, for det var ikke noget, jeg ville drømme om at diskutere med hende. Man skrev journal til mig over min mors syge fantasier.
  

• Da jeg blev indlagt på Montebello i en alder af 30 år, kom behandlingen til at bestå i at lære mig at lystre min mor. Det er simpelthen for vanvittigt! Min modvilje mod min dominerende og injurierende mor blev betragtet som et udslag af psykisk sygdom.
  Det var tværtimod tegn på sundhed, at jeg turde sætte mig op imod en voldspsykopatisk mors vilje, og ikke ville acceptere hendes vold og mishandlinger som normal opførsel, og da slet ikke tage ved lære af dem.

Beklager - men det er umuligt kortfattet at gøre rede for 65 års psykisk nedbrydning.
Først og fremmest, så skal der hul på sagen, og så kan man inddele i mindre dele, når man skal til at undersøge kendsgerningerne. Der er ret meget, jeg af pladshensyn har sprunget over.

Det er på tide at psykiatrien bliver nødt til at beskæftige sig med virkeligheden.