Derfor har jeg den mildt sagt tvivlsomme oplevelse som raskmeldt at være trukket gennem det psykiatriske system i mere end 30 år. Det er det, denne rapport drejer sig om.
Jeg sidder fast i det behandlersystem, der lod sig manipulere af min ekstremt dominerende mor, og som gjorde det muligt for hende at kontrollere mit voksne liv også.
Det er mit håb at jeg hermed kan være med at afsløre hvordan forholdene er i psykiatrien.

Jeg er 64 år og jeg er stadig prisgivet hvad min mor aftalte med psykiatrien. I 1976!! Som det vil fremgå af det følgende så kunne jeg komme videre med mit liv, men samfundets autoriteter kan ikke komme længere end til deres egne fejltagelser i 1976. Derfor har jeg i mere end 10 år nu levet alene og isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker, og jeg må også klare dette her alene.

Denne redegørelse drejer sig om behandlersystemet og dets metoder. Og dets ligegyldighed! Der kunne være ændret kurs og være blevet grebet ind i forløbet – der lå allerede en korrekt journal over en omfattende analyse på et andet hospital. Alligevel, og på trods af at jeg fik det værre og værre, blev der ikke ændret på fremgangsmåde og behandling.
Jeg var ikke psykisk syg men kørt i sænk af konkrete vanskeligheder, som p.g.a. psykiatrisk formynderi og manglende vilje til at evaluere deres metoder, ikke kunne løses. Iflg. Det psykiatriske diagnosesystem kan man ikke gå i stykker på konkrete problemer, det omvurderes til sociale udviklingsforstyrrelser og så skal man behandles og medicineres. Hele livet igennem.

Følgende hændelsesforløb er i overskrifter og med links til uddybende forklaring.

Første indlæggelse i 1969: Jeg blev indlagt p.g.a. tvangstanker om at nogen ville gøre min søn fortræd, og jeg var så angst, at vi til sidst måtte sove med ham imellem os om natten, for at passe på ham.
Allerede 4 år tidligere, da jeg var 18 år, havde jeg bedt om henvisning til behandling for stærk angst, men angst for noget andet … så det umiddelbart ud til. Imidlertid fik min mor kontrol over min første behandler, jeg fik ingen hjælp, men blev fyldt med stærk medicin. Det var årsagen til at jeg blev så syg, at jeg 4 år senere i en alder af 22 år blev indlagt, men det forstod jeg ikke dengang. Ved indlæggelsen og efterfølgende behandling gennem 5 år fik jeg imidlertid den hjælp, jeg havde brug for og blev helt rask. Kureret for 18 års tvangstanker.

Analyse 1970 viste, at mine tvangstanker var selvkontrol og selvundertrykkelse. Det uddyber jeg på denne hjemmeside http://www.canopoux.dk/ocd_enkeltside.htm Behandlingen virkede, hvilket må være det bedste bevis på at den var rigtig.

Skilsmissen blev styret af familien: Samme år som skilsmissen, og efter at jeg var blevet symptomfri og rask, blev jeg optaget som revalidend til en ny uddannelse, selvom det tidligere var lykkedes min mor at forhindre det. Hun var imod social omsorg, som hun betragtede som pladderhumanisme, og stod fast på at der i stedet skulle sættes ind med tvang. Det lykkedes mig at gennemføre en ny uddannelse samtidig med en meget belastende skilsmisse, hvor min mor kontrollerede mine advokater, hvorved det lykkedes hende at styre Landsretten uden om den psykologerklæring, der byggede på flere års behandling. En behandling der inkluderede mange samtaler om børneopdragelse også, idet jeg var imod vold over for børn og måtte finde ud af bedre metoder. Samtidig med at jeg skulle gennemføre en ny uddannelse spillede hun mine nærmeste familiemedlemmer ud imod mig i retssagen for at fratage mig forældremyndigheden for min søn, og det lykkedes for hende at få mig frakendt forældremyndigheden. Det var hendes straf fordi jeg havde vovet at gå i behandling hos en psykiater, hun ikke kunne kontrollere.

Mine tanker omkring at opdragelse skulle bygge på kontakt og tillid var efter min mors begreber slaphed og manglende vilje til at opdrage min søn. Hun mente at det var hende, der skulle bestemme hvordan min søn skulle opdrages. Efter hendes opfattelse skal børn knækkes og lære at lystre. Hun havde ikke andre ideer om hvad opdragelse kunne gå ud på.

Også økonomisk blev jeg kørt i sænk. Min mor hjalp min mand med at få gennemført en skæv bodeling, så han beholdt stort set det hele. Jeg var gift med min fars brorsøn, og mine forældre var mere interesserede i en god kontakt med min fars familie end med mig, der måske var i gang med at blive enlig mor. Det var mange penge, jeg blev snydt for, og det kan bevises idet det er et spørgsmål om at sammenligne bodeling og ejendomsvurdering, men penge var ikke min vigtigste prioritering. Jeg prioriterede højere end noget andet at få min søn med ud af den sindssyge familie. Derfor var det vigtigste for mig at gennemføre min uddannelse så jeg kunne opbygge en selvstændig og uafhængig tilværelse. Det lykkedes mig at gennemføre uddannelsen trods så store private problemer.

Til gengæld havde min mor frie tøjler til at styre min skilsmisse og alle, der havde indflydelse på beslutningerne. Jeg havde ikke kræfter og overskud til at engagere mig tilstrækkeligt i begge dele. Min mand havde opdaget den samme fidus som min mor – at jo mere han kørte mig i sænk psykisk og socialt, jo mere gik de fleste andre også til angreb på mig, for hvis jeg havde problemer med angst eller depression eller med at passe min uddannelse, så var jeg jo psykisk syg.

Næste indlæggelse 1976: Mit næste psykiske sammenbrud og indlæggelse kom et par år senere, fordi jeg i over ½ år måtte se passivt på at min tidligere mands 3. kone mishandlede min søn, så han måtte i psykologbehandling. Lige præcis den samme behandling i familien, som var årsagen til at jeg selv havde så store psykiske problemer. Hverken hans far eller mine forældre, som boede i samme by, greb ind. At udsætte børn for fysisk vold kaldte min mor at sætte sig i respekt, og at jeg havde truffet en beslutning om at min søn ikke måtte udsættes for vold, og oven i købet havde gennemgået en grundig behandling for at lære bedre metoder, havde ingen i familien noget tilovers for.
Det var min tidligere svigermor, der til sidst fjernede min søn fra hans far, stedmoder og hjemmet.

Belastningen havde været for stor for mig, jeg havde mistet mit arbejde og jeg blev 1976 indlagt med en svær depression. Sådan set opdagede jeg ved denne næste indlæggelse med det samme, at min mor allerede havde ringet og sikret sig at denne gang var det hende, der kontrollerede hvordan problemerne skulle vurderes og hvordan jeg skulle behandles, men jeg regnede med at de ville få besked om forrige indlæggelse og resultaterne derfra. Der skulle gå 25 år før jeg opdagede, at de aldrig havde rekvireret en redegørelse for den behandling. Det var lykkedes min mor at styre dem udenom og overbevise dem om, at 5 års intensiv behandling ikke havde hjulpet, og dermed at vende det til sin egen fordel. Hun fik underkendt den tidligere behandling og fik mig dermed vurderet som uden for pædagogisk rækkevidde. Der skulle tages fat med magt, tvang, straf og piller sådan som hun ville have det. I løbet af et par år fik psykiatrien fremprovokeret mine selvkontrollerende tvangstanker igen, sådan som jeg beskriver dem på den hjemmeside, jeg har linket til. Jeg blev psykisk syg af psykiatrisk behandling!!

Ved den indlæggelse i 1976 mistede jeg mit helbred igen og et par år senere også mit erhverv.
Da mine symptomer brød ud igen sidst i 1970erne havde jeg fuldtidsjob. Jeg henvendte mig til hospitalet for at få hjælp. Jeg vidste jo ikke at de aldrig havde fået besked om den tidligere behandling, som havde virket. Her rådede man mig til at fortælle på min arbejdsplads at jeg havde fået problemer med tvangstanker om at jeg uforvarende og grundet overanstrengelse og uopmærksomhed kunne blive skyld i at andre mennesker kom i fortræd. Det var meget hæmmende fordi jeg arbejdede med mennesker.
Det vidste sig at være en rigtig dårlig ide at fortælle min arbejdsgiver det, for dermed fik min arbejdsplads og hospitalet bag min ryg kontakt med hinanden, hvilket er brud på tavshedspligten, og senere i forløbet fik hospitalet også kontrol over min fagforening. Jeg mistede mit arbejde og kunne ikke søge et nyt med de symptomer jeg havde, og som jeg ikke kunne få hjælp til.
I en alder af midt i 30erne fik jeg pension.

Da jeg var blevet indlagt i 1976 havde jeg gennemført 2 uddannelser, havde eksaminer tæt på udmærkelse, havde gennemgået en intensiv psykoanalyse gennem 5 år og var kommet fri at tvangstanker, hvilket jeg havde lidt af siden jeg var omkring 4 år, men uden at nogen opdagede det. Vi med Ocd har fuldt adskilt hvad der er symptomer og hvad der er virkelighed og kan derfor skjule vores symptomer.
Overlægen på det hospital, hvor jeg var indlagt anden gang kunne ikke gennemskue min mors religiøse paranoia, og han kunne ikke opdage resultaterne af den behandling, jeg tidligere havde gennemført. Med hensyn til hvad jeg ellers havde udrettet, så interesserede det ham ikke. En psykiater leder efter fejl, og ikke efter succeser.
Det lykkedes min mor at sætte det hospital til at bryde alle resultaterne af 5 års behandling og revalidering ned igen, indtil jeg måtte give op og søge pension.

Min mor traf alle beslutninger i mit liv og tvang dem igennem. Også efter at jeg var blevet voksen.

Her vil jeg lige indføre, at om man er driftsstyret eller driftshæmmet og selvkontrolleret – det sidste som jeg er det – er afgørende i psykiatrien. Det er to karaktertyper der behandles modsat, da det jo også er modsatte karaktertyper. Både fysisk og psykisk undersøgelse af mig viste, at min mors overbevisning om at jeg skulle være promiskuøs var paranoia. Problemet er at ved min indlæggelse i 1976 blev ingenting undersøgt. Der blev skrevet journal efter min mors diktat. Det har ikke siden været muligt at få rettet den journal.

Men dermed var mit liv ikke slut. Jeg var blevet meget begrænset af Ocd og selvkontrollerende tvangstanker igen, men det var jeg kommet ud af før, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre.

På denne tid, da jeg var først i 30erne, fik jeg ad omveje at vide, at også min søster havde afbrudt al kontakt med familien for at komme fri af vores mors magt og kontrol. Det samme gjorde jeg, men det var for sent. Hun styrede mit liv via psykiatrien nu.

Min søns kamp for at overleve: Jeg var meget bange for hvordan det ville gå min søn med de alvorlige følelsesmæssige belastninger han havde været udsat for. Det gik værre end jeg i mine værste mareridt havde vovet at forestille mig.

Da han var omkring 17 år kunne jeg ikke komme i kontakt med ham. Alt blev sendt retur. Det viste sig at han var røget ud i narkomisbrug og alt hvad der følger med. Jeg var så chokeret at da jeg fik beskeden over telefonen, kom jeg til at ryste, så jeg måtte lægge røret på bordet mens jeg snakkede videre og fik så mange detaljer som muligt.
Det tog herefter flere år at hjælpe ham med at komme på benene igen, og jeg måtte klare det alene. Den familie, der havde haft så travlt med at fratage mig forældremyndigheden og som i øvrigt var velhavende, gjorde ingenting.
Da det så ud til at min søn havde fået så meget kontrol over sin situation, at han selv kunne komme videre, brød jeg sammen af langvarig overanstrengelse, søvnløshed og stress og blev indlagt igen. På det hospital hvor der var stillet forkerte diagnoser.

Og så var der ingen hjælp til mig selv. Man kørte igen frem efter de forkerte diagnoser, og et år senere blev jeg udskrevet lige så angst som da jeg blev indlagt. Hverken psykologer eller psykiatere kunne opdage at det var deres egen journal, det var galt med.

Der var andre, der tog fat: Trods alt havde jeg temmeligt mange venner, som jeg blot ikke havde holdt kontakt med mens jeg kæmpede for min søn, men de var der endnu. Jeg genoptog kontakten med et dagcenter, hvor jeg havde hørt til en del år. Her fik jeg opbakning og mulighederne for at rejse mig og begynde at leve igen. Efterhånden kom jeg i gang med mange ting, jeg gik på kurser, i motionscenter flere gange om ugen, jeg besøgte min søn et par gange om måneden og blev et par dage for at lære min svigerdatter og mine børnebørn at kende. Jeg begyndte at skrive på en roman, som senere blev færdig og udgivet, og jeg skrev en klagesag til patientklagenævnet for at få rettet de forkerte journaler, der blev ved med at forfølge mig. Min søn havde brug for hjælp til at passe børnene, da både han og min svigerdatter havde skiftende arbejdstider, og jeg kunne ikke hjælpe ham så længe jeg havde så store problemer med angst og var forfulgt af psykiatri, men jeg var for anden gang i mit liv på vej til at blive rask og var ved at føle mig tryg med det netværk, jeg nu havde. Kun den psykiatri, der havde underkastet sig min mors diktat, holdt min angst vedlige.

Og så gik det hele galt igen. Kommunen skulle spare penge, og personalet i dagcentret hvor jeg havde mine venner, skulle reduceres, så jeg ikke længere kunne være der. Jeg har lavet en redegørelse på denne hjemmeside:

http://canopoux.dk/Demokrati2.html

Vi kunne komme videre: Jeg kunne komme over de belastninger, jeg havde været udsat for og komme videre. Det samme kunne min søn, der havde været udsat for lige så store følelsesmæssige belastninger. Men samfundet kan ikke komme videre fra deres egne fejltagelser i 1976.

I mere end 10 år, siden umiddelbart før årtusindeskiftet, har jeg levet alene i min lejlighed og uden kontakt med andre mennesker. De første år så forpint af smerter over at miste min søn, mine børnebørn og mine venner at jeg ikke kunne se noget lys nogen steder.

Efter omkring 5 år kunne jeg begynde at huske igen, hvordan det var at være glad. Forestillingen havde været helt forsvundet fra min erindring.

Derefter har jeg haft god tid til at tænke!

Det er gået op for mig hvorfor psykiatrien kommunikerede så godt med min mor, men ikke med mig - at det psykiatriske diagnosesystem svarer uhyggeligt godt til min mors religiøse paranoia. Begge tror at børn er født uden sociale evner og at de skal kontrolleres. Begges opfattelse af sociale normer bygger på staf og kontrol. At lov og orden bygger på at borgerne og andre undersåtter adlyder autoriteterne.
I psykiatrien omvurderes psykiske smerter til sociale udviklingsforstyrrelser efter det mønster. Der er faste skemaer over hvilke psykiske problemer der skyldes hvilke umodenheder og fiksering i hvilken alder i barndommen, og så bliver man automatisk tillagt alle de andre egenskaber også, som hører hjemme i den gruppe. Man har nogle forestillinger om hvad voksen og moden er, og så tillægger man børn alle de modsatte egenskaber.
Det er standardvurderinger og standardbehandling i hele den industrialiserede verden.

Jeg har troet at fordommene over for psykiske lidelser kom af menneskers mangel på viden om kendsgerningerne. I dag ved jeg at fordommene kommer fra psykiatrien selv.
Psykiatri er ikke en videnskab. Psykiatri er småborgerlige fordomme sat på pseudovidenskabelige formler. Psykiatri har flere ligheder med religion end med videnskab. Noget man skal tro på uden at stille spørgsmål.

Både min mor og min tidligere mand, og senere også andre, havde regnet rigtigt – at jo mere de kørte mig i sænk psykisk og socialt, jo mere ville behandlersystemet også gå til angreb.

I de senere år er det psykiatriske diagnosesystem blevet ændret, så alle psykiske lidelser har efternavnet personlighedsforstyrrelser. Sidst jeg var på et psykiatrisk hospital for at hente min journal viste de mig en bog om personlighedsforstyrrelser, og der er nok at tage af – noget til enhver situation. Det passer til den politik, der føres nu – de mennesker, der går i stykker på betingelserne i samfundet bliver stemplet med psykiatriske diagnoser defineret af dem, der ikke har været udsat for tilsvarende modgang, men som ved hvem man skal være solidarisk med, hvis man vil sit eget bedste. Konsekvenserne af arbejdsløshed og fattigdom behandles dermed med medicin.
Behandlingen er den samme, som jeg var udsat for hele min barndom igennem, og som er årsagen til at jeg fik Ocd = selvkontrollerende tvangstanker.

Ocd var en del af kz-syndromet. Koncentrationslejrfangerne var ikke mennesker, der havde haft en dårlig barndom, og det var heller ikke mennesker, der gjorde noget forkert. Det var mennesker der havde været nødt til at opøve ekstrem selvkontrol. Nogle, som f.eks. jeg, gør det ved hjælp af tanker, hvorved tanker bliver en metode til selvundertrykkelse og selvkontrol.

Resume og konklusion: Min mor havde den teori, at det at tvinge mennesker til at adlyde, var et spørgsmål om at påføre dem ubegrænsede mængder af smerter indtil de knækkede og lystrede. Hun blev stoppet i sine voldelige metoder allerede da jeg var forholdsvis lille – men gammel nok til at jeg husker det. Måske hørte naboerne, at min søster og jeg skreg.
Herefter gik hun over til psykisk vold i stedet, hun turde ikke længere slå os, og hun drog familie og omgangskreds, incl. lærerne på min skole, ind i kontrolmetoderne og nedbrydningen af min selvtillid.

Da jeg var teenager sladrede hun ud over hele familien og hele byen sine paranoide forestillinger om at jeg skulle være promiskuøs. Sandsynligvis fik hun overbevist sig selv, for jeg skulle til undersøgelse for at få foretaget mål til svangerskabsforebyggelse. Det kunne ikke lade sig gøre, for jeg var stadig jomfru – dermed var min mors paranoia afsløret. Hendes reaktion var at sladre endnu mere systematisk for at forhindre at familien og kunderne i forretningen opdagede, at hun havde udsat mig for injurier og bagvaskelse i en grad, så andre unge mennesker i byen blev forbudt at komme sammen med mig.

Min mor kontrollerede min første psykiater som jeg havde kontakt med fra jeg var 18 til 22 år. Dengang var behandlingen også den samme som den i 1976 og endte med at jeg 1969 blev indlagt så totalt kørt i sænk at jeg ikke vidste, man kunne få det så dårligt. Alt var sort! Det var den behandling der førte til tvangstanker om at nogen ville gøre min søn fortræd og til sidst i 1969 til indlæggelse, og symptomerne viste sig at være en overbygning på nogle andre symptomer, som var blevet behandlet forkert, fordi min mor også kontrollerede min første psykiater. Man havde forsøgt at behandle selvkontrollerende tvangstanker med at tvinge mig til endnu mere selvkontrol, hvilket var at hælde mere benzin på bålet. Derfor lavede min underbevidsthed endnu en overbygning af selvkontrollerende tvangstanker til at fortrænge tvangstanker og angst med. Denne gang skræmte jeg mig selv med tanker om at nogen ville gøre min søn fortræd.

Da man i 1976 tog fat med de samme metoder var der ikke alene i mellemtiden kommet en korrekt journal på et andet hospital, men der var også en endnu tidligere behandling efter forkerte diagnoser, som var gået lige så galt som denne gjorde. Men ingenting blev undersøgt i 1976. Den journal fra 1976 gælder stadig i dag, år 2011.

I dag er behandlingen af psykiske lidelser den samme. Psykisk syge udstødes af samfundet indtil de/vi lærer at sætte ind med magt og tvang over for symptomerne. Samme diagnosesystem og metoder i hele vores del af verden, det er blevet afstemt internationalt.

Skulle det ikke lykkes at blive socialt tilpasset til en følelseskold og hensynsløs verden, har man en del metoder til at lamme og kontrollere hjernen. Piller, elektrochok o.s.v. Indtil patienten opgiver alle krav på at have egne følelser og en selvstændig mening.

Jeg har levet i mere end 10 år nu indespærret og isoleret i min lejlighed, og bruger bunker af energi til at undertrykke alle smerterne. Hvis jeg mister kontrollen over mig selv og angst og smerter, smadrer psykiatrien hjernen på mig. Det var i 1995 jeg forsøgte at rejse klagesag i Patientklagenævnet for at få rettet den forkerte journal, fordi jeg vidste at der også findes en rigtig journal, så det havde kun været et spørgsmål om at undersøge kendsgerningerne, men der blev ikke foretaget en sagsbehandling. Kampen for at få udslettet min selvstændig personlighed fortsætter.

Man kender et samfund på hvordan det behandler sine svageste.

Hjemmeside med redegørelse for fortsatte forsøg på at få foretaget en sagsbehandling:

http://www.canopoux.net/sagen.htm

Det lykkedes min psykopatiske og løgnagtige mor ikke alene at få mig udstødt af familien og af den by, hvor jeg voksede op, men også af hele samfundet. Hun havde uhyggeligt mange forbundsfæller, der også gerne vil have lov at dominere deres medmennesker.

Det er ikke min fortid, der er problemet, det er min nutid!! En psykiatri der fortsætter kampen for at tvinge mig til at underkaste mig piller og kontrol – i et land, der taler om frihed?? Et behandlersystem der ikke skyer nogen midler for at manifestere deres magt. Det er dem, der holder min angst og mine symptomer vedlige. Psykiatriens arbejdsområde er vores følelsesliv – ikke underligt at noget går galt netop på det punkt i hele samfundet.

Der findes en journal over 5 års intensiv behandling, gennem flere år flere timers samtale om ugen plus en masse skriverier hjemme for at komme bag om symptomerne og findes årsagen, og det lykkedes! Samtlige mine symptomer drejer sig om angst for at begå fejl eller at svigte mit ansvar. Jeg blev rask og fik endvidere en grundig undervisning i hvordan jeg skulle undgå tilbagefald. Det nyttede bare ikke noget, når min mor genvandt sin uindskrænkede magt over mit liv, og det næste psykiater ikke vidste hvad Ocd er. For den sorte skole inden for psykiatri er det yderst vigtigt at bevise, at kun straf og kontrol virker, og ellers er det patientens skyld. Den sorte skole kan ikke finde ud af andet end tvang og kontrol.

Det danske samfund har ingen økonomisk interesse i at lære følelsesmæssige hensyn, og man står ikke frivilligt til ansvar for hvordan man har administreret mit liv og for konsekvenserne.

Det har været så hårdt at lave denne redegørelse, at jeg har måttet bearbejde mig selv i flere år for at lære at lukke alle følelser ude mens jeg arbejder. Det er imidlertid nødvendigt at gøre dette, for psykiatrien er igang med at tortere mig ihjel, og hvis jeg protesterer imod denne skæbne, risikerer jeg en eller anden form for tvang.

Der har aldrig været nogen grænser for hvad jeg måtte udsættes for af ydmygelser.

Alis Christiansen
www.Canopoux.dk