Efter at have fundet humøret igen og overvundet en hel del angst, glædede jeg mig til at skulle hjem og endelig have humør og overskud til at have det godt sammen min søn. Noget af det første, der skete, var imidlertid at jeg blev klar over, at det ikke havde været familiens mening, at jeg skulle være kommet hjem igen. Jeg skulle have været spærret inde på et psykiatrisk hospital resten af livet.
Og ikke nok med det - jeg blev klar over at der gik nogle meget nederdrægtige rygter i byen om hvorfor jeg var blevet indlagt. I starten forstod jeg ikke at det var min familie, der havde spredt de rygter, men det blev jeg klar over senere.
Det humør og den selvtillid, jeg havde vundet på hospitalet, hvor jeg de sidste måneder ikke havde behøvet medicin, svandt en hel del. Det var ikke den modtagelse, jeg havde set frem til.
Vi havde bygget hus, og jeg skulle i arbejde. Desværre kunne jeg ikke bruge den kontoruddannelse, som var min uddannelse. Jeg havde et uddannelsesbevis, men jeg havde meget store problemer med angst og depression, da jeg var i lære og blev fyldt med stærke hjerekemikalier, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne lære at skrive blindskrift på en skrivemaskine. For at lære det, skal man kunne have tastaturet i hovedet indtil man får det indlært i fingrene, og det kan ikke lade sig gøre, når man er bedøvet med medicin. Det var så stort et nederlag for mig, at da jeg havde fuldført min uddannelse, meddelte jeg familien, at jeg aldrig skulle på kontor mere.
I dag er det endnu mere almindeligt at man fylder unge mennesker under uddannelse med medicin.
På hospitalet havde jeg været i skrivemaskinetræning på biblioteket, og da de havde set tilstrækkeligt mange ark fulde af rettelser, foreslog og aftalte jeg med lægen at søge revalidering til mig til en ny uddannelse. |
Det accepterede min famiie ikke. De fandt noget midlertidigt arbejde mens vi ventede på afgørelsen fra revalideringscentret ... og jeg gennemskuede ikke min families strategi i tide. Det var ikke midlertidigt arbejde, det var en ny arbejdsprøvning, fordi familien ønskede et andet resultat end det, man var kommet frem til på hospitalet.
Min familie fandt noget vikararbejde til mig på et arbejdsformidlingskontor, og lovede at jeg ikke skulle skrive på maskine. Jeg skulle regne statistikker, hvilket jeg ikke havde de helt store problemer med. Hvad man ikke fortalte mig var, at det var en ny arbejdsprøvning, fordi familien ville have et andet resultat end det fra hospitalet. Jeg kunne tjene en del flere penge ved den uddannelse, jeg allerede havde, end ved den, jeg ønskede. Det gik først op for mig for sent, nogen sørgede for at jeg fik afslag på revalidering og jeg blev i stedet tvunget tilbage til fastansættelse på et kontor - hvor jeg led et læsterligt nederlag igen!
Det slog så hårdt at der var fare for en ny indlæggelse. Jeg følte mig uduelig og ubrugelig og troede ikke på nogen fremtid. Familien gjorde ikke noget for at ændre min negative selvopfattelse. Tværtimod.
(Opfølgning senere)
|
.jpg)
