Før vi startede på behandling var jeg til forskellige prøver, bl.a. intelligenstest og fysiske undersøgelser af hjernen, og senere fik jeg at vide, at alle de prøver skulle vise, om jeg havde hvad der skulle til for at få udbytte af en intensiv psykoanalyse. Man skønnede, at det havde jeg – og det havde jeg!
Det var halvanden til to timers samtale en gang om ugen i flere år, og forud havde jeg skrevet et brev om hvad jeg havde tænkt på og foretaget mig siden sidst. Lægen havde læst det igennem og streget det ind, han mente vi burde tale om. Jeg tog kampen op med den overdommer, jeg havde oven i hovedet, og som hele tiden fortalte mig, hvad jeg skulle føle og mene, og at jeg ikke var god nok.
Endnu en metode blev brugt. Jeg fortrængte mine følelser ved hjælp af mine intellektuelle evner (tvangstanker), og dem kunne jeg i nogen grad sætte ud af kraft ved at lave surrealistisk eller abstrakt kunst. Tegne og male, hvad jeg følte, og uden at analysere – det gjorde jeg først bagefter. Jeg havde altid tegnet og malet, og interesserede mig for al slags billedkunst.
En stærk hæmning, som gjorde mig endnu mere magtesløs over for tvangsneuroserne, var skyld. Mennesker, der ikke har prøvet det, kan nok ikke forestille sig, hvor smertefulde skyldskomplekser kan være. Det er ikke angst for straf, det er et selvhad, som fik mig til at angribe mig selv. Ligeledes har jeg prøvet at vågne ved at der stod en mørk skygge for enden af min seng med løftet fork og parat til at slå mig ihjel. Det var fanden selv – men hvad jeg ikke forstod dengang var, at det var mit eget selvhad, der manifesterede sig på den måde. I takt med at jeg vågnede, forsvandt skyggen.
Gennem flere år fandt jeg ned under mine symptomer og fandt de fortrængte følelser, der gemte sig nedenunder. Langsomt men sikkert lærte jeg at acceptere de følelser, jeg var blevet skammet ud for. Lærte at man kan blive træt, vred, stresset, forvirret, have behov o.s.v. og det er der ikke noget galt i, man skal bare lære at administrere det – og det kan man altså kun hvis man erkender sine følelser korrekt!
Om det var hårdt? – Ja, ind imellem, men gennemgående var det befriende at smide den ene snærende lænke efter den anden. Jeg begyndte mere og mere at leve og at glæde mig over livet. Farverne fik meget mere kulør – også i overført betydning. Den depression, der havde været der som en undertone hele mig liv, forsvandt sammen med tvangsneuroser og selvundertrykkelse. Jeg oplevede en stille og ægte livsglæde, jeg aldrig havde oplevet før. Med revalideringshjælp fik jeg en ny uddannelse og var dermed også erhvervsmæssigt på den rette hylde og fik et arbejde, som jeg glædede mig til at stå op til om morgenen.
Da jeg var 25 år var jeg rask og havde gjort mig fri af 18 års Ocd. Jeg var symptomfri i 8 år. |
Men min familie accepterede ikke at jeg gjorde mig fri af familiens borgerlige normer og min mors religion og tro på straf og tvang. De skyede ingen midler for at få brudt resultaterne ned igen og da de 6 år senere havde fået mig kørt i sænk med retssager og en deraf følgelig meget svær depression lykkedes det for dem at få nyt hospital til at skrive en ny journal efter deres diktat. I løbet af et par år fik de fremkaldt symptomerne igen – og har holdt mig fast i dem i over 40 år nu. Jeg er 71 år, og har de sidste mere end 15 år levet alene og isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker. Stadig prisgivet en journal, der blev skrevet efter min families diktat.
Da jeg var midt i tyverne blev jeg skilt og flyttede fra min hjemby. Jeg meddelte mine forældre at de ikke længere skulle blande sig i mit liv, men det nyttede ikke noget. Jeg flyttede flere gange, og det lykkedes min mor at opspore, hvem jeg havde som læge og som sagsbehandler ved kommunen, og så styrede hun mit liv gennem dem og på den måde. Først da jeg, da jeg var først i trediverne, var kørt helt i sænk igen og blev indstillet til førtidspension, som jeg også fik, var min familie tilfreds. Dermed var det bevist, at jeg var uduelig som menneske, og al den vold, jeg havde været udsat for, var retfærdiggjort. Så afbrød jeg definitivt al kontakt med familien for at prøve at overleve.
På første hospital investerede en psykolog og en psykiater mange timers arbejde i at hjælpe mig gennem den proces at frigøre mig fra familiens kontrol, og fra normer som ikke stemte med mine egne. På andet hospital undersøgte de det slet ikke men godtog en autoritær families ønsker om hvordan jeg skulle vurderes og behandles – incl. min mors religiøse paranoia. Lige indtil jeg endte på førtidspension i en alder af midt i trediverne.
Det kom til at koste mig mit erhverv, som var mit livsindhold – senere mistede jeg kontakten med min vennekreds, som var ret stor, og jeg mistede kontakten med min søn og mine børnebørn, som jeg aldrig lærer at kende. De er voksne nu, og jeg har ikke set dem siden før deres skolealder.
De sidste 20 år har jeg gjort meget for at få rejst en klagesag, og har gjort opmærksom på at der findes 2 journaler med vurderinger og behandling, der er modsat af hinanden, men jeg har fået det ene afslag efter det andet.
Det førte til at jeg begyndte at spekulere på, hvorfor i alverden man ikke undersøger noget, når der nu findes en journal over en hel psykoanalyse, og efterhånden blev jeg klar over, at hele psykiatrien er blevet ændret. Der er opbygget nyt diagnosesystem, og målet med behandling er ikke længere, at de psykisk sårbare skal have en rimelig tilværelse, men at de skal være under kontrol og administreres på den nemmeste og billigste måde for samfundet. Der er mennesker også inden for systemet, der har gjort deres bedste for at hjælpe mig, men det kostede dem deres arbejde.
Det er dem, jeg skylder at vise, at det nyttede noget. Ganske vist er jeg nu helt isoleret, men jeg bevarede troen på medmenneskelighed og i de 15 til 20 år jeg har levet isoleret og uden kontakt med andre mennesker, har jeg prioriteret forud for alt andet at bevare mig selv som menneske.
|
.jpg)
