Når man skal danne sig et billede af menneskers tidligste interesse for himmellegemernes astrologiske betydning, har man ikke noget skriftligt materiale at holde sig til. De tidligste kilder er indridset i ben og andet materiale, og stammer helt tilbage fra 10.000 til 25.000 f.v.t.
I de tidligste tider skelnede man ikke mellem videnskabelig astronomi i vor betydning og astrologi, lægevidenskab og spådomskunst. Man var dog ikke i tvivl om himmellegemernes indflydelse på livet her på jorden. Solen skabte lys og varme og fik blomsterne til at åbne sig om morgenen. Dengang ansås astrologi også som en videnskab, men ikke ud fra vor tiders krav om videnskabelig og konkret bevismateriale.

Mesopotamien anses for at være astrologiens vugge. Man havde et grundigt kendskab til planeternes baner og tidsmæssige bevægelser.

Grækenland og Romerriget udviklede den astrologi, vi kender idag og bruger i vores del af verden. Der er veldokumenteret materiale fra tilbage til 600 år f.v.t. Det var her man udviklede teorier om at hver planet korresponderer med bestemte dele af den menneskelige fysiske krop.

Efter Romerrigets fald forsvandt astrologiens indflydelse i Europa, og vendte tilbage i 1000tallet. Den kristne kirke havde et ambivalent forhold til astrologien, nogle kirker og præster anerkendte den og andre gjorde ikke. Fra ca. år 1200 anerkendtes astrologien mere generelt.

I Den arabiske Verden fortsatte man uden afbrydelse med at udforske mulighederne for at bruge astrologi, ikke mindst i lægevidenskaben.

I renæssancen havde astrologien en betydningsfuld storhedstid i Europa. Den blev anset for en betydningsfuld videnskab ved siden at lægevidenskab, filosofi og religion.

I takt med at kravet til videnskabelige beviser opstod i Europa, blev astrologien mere og mere skubbet i baggrunden, og opfattedes blandt en del mennesker som overtro. Andre bevarede dog interessen, og selvom man ikke kunne bevise direkte at der er forbindelse mellem planeternes stilling i fødselsøjeblikket og et menneskes natur og skæbne, så kunne man via erfaring alligevel konstatere det.

I Amerika havde Mayaerne et bemærkelsesværdigt udviklet kendskab til astronomi, og havde opbygget teorier som var i overensstemmelse med klassisk astrologi - men tilsyneladende uden at have kendskab til Europa og Østen. Man har i mellemamerika fundet templer og observatorier fra årene 400 - 600.

Det tidligste materiale om Kinesisk astrologi stammer fra 2000 f.v.t. Den nuværende kinesiske astrologi blev grundlagt ved taoismen ca. 600 f.v.t.

Egentlige beviser om Indisk astrologi findes først fra tiden efter Alexander den Stores invasion år 327 f.v.t. Den indiske astrologi har mange lighedspunkter med Vestens, men adskiller sig også. Den indiske astrologi er knyttet sammen med hinduernes religiøse tro på karma, og levner ikke samme plads til en fri vilje som den vesterlandske astrologi.