En behandling for angst, der virkede!

Forklaring på og virksom behandling af tvangstanker var fundet allerede i 1975! I løbet af 2 år overvandt jeg alvorlige symptomer, der da havde varet i 18 år - siden jeg var omkring 4 år. Jeg var symptomfri i 8 år.
Men man gik væk fra den behandling igen, og grundet fejlbehandling vendte symptomerne tilbage og på grund af fortsat fejlbehandling har de varet i 35 år i anden omgang.

Efter at være vokset op i en autoritær famile hvor jeg var prisgivet andres kontrol, kom behandlingen til at bestå i at få mod og styrke til at blive selvstændig og træffe mine egne beslutninger. Det var meget angstprovokerende at være helt afhængig af andres beslutninger, og modsat blev det trygt at turde tro på, at jeg havde lov og frihed til selv at vurdere og beslutte i mit eget liv, og at stole på at andre mennesker ville respektere min selvstændighed. Det frigjorde megen energi og det frigjorde ikke mindst kreative evner.
Det er vigtigt for mennesker at have frihed og kontrol over sit eget liv.

Det burde være en selvfølge i en kultur, der mener at vide hvad frihedsidealer er, og mener at vide hvorfor frihed er vigtigt.

Tvangstanker kan opstå ...

... hvor der er uoverensstemmelse mellem de opgaver der skal løses - og så de kræfter man har at gøre det med. Det vil sige at man ikke har energi og overskud til at klare hvad man føler at man bør kunne klare. Der findes mange variationer af den problematik.

Vi kender alle til at noget kører rundt i hovedet og stjæler opmærksomheden, eller at man er overtræt og stresset og risikerer at begå fejl. Symptomerne - tvangstankerne - fungerer som en kunstig løsning og de opstår som en slags hjælpeprogram, for at undertrykke følelsesmæssige smerter - som f.eks. stress eller tab af familiemedlemmer - så man kan leve op til de krav livet stiller, selvom overskuddet er brugt op.
Man bruger tvangstanker til at kontrollere sig selv!!

Det vil i reglen lykkes i første omgang at undertrykke symptomerne på overbelastninger, men på længere sigt bliver situationen mere og mere udmattende. Man kan ikke blive ved med at køre med energimæssigt underskud og piske løs på en hest, der allerede ligger ned, men det er hvad mennesker med Ocd gør ved sig selv. Det sker i situationer, hvor man ikke kan ændre på de betingelser, man går i stykker på. Livet går videre alligevel og hver dag har fortsat også sine egne udfordringer, som man er nødt til at klare.

Hvis man er stresset af for mange opgaver eller for mange andre belastninger, er der en tendens til at man mister overblikket p.g.a. træthed, eller bliver tappet for energi af for mange spekulationer samtidig.
Der er imidlertid altid en hverdag der skal fungere uanset betingelserne, hvad enten det er arbejde, familie og børn, eller egne daglige forpligtelser. Det, der sker ved Ocd, er at man tvinger sig selv til at fungere uanset at man har overskredet grænsen for hvad man kan klare. Det gør man ved at tvinger sig selv til at tænke på måder, så reaktioner og dermed begrænsninger, forsvinder fra bevidstheden. Tvinger sig evt. til at fornægte træthed eller uanset hvad det er, der blokerer. Metoden er tvangstanker - Ocd. Tvangstanker er en modsatrettet reaktion imod noget, der skal fortrænges. Og metoden virker!
Tankens magt er stærk, og tvangstankers magt er endnu stærkere.

Et eksempel er de symptomer som opstod for mig omkring 1978 hvor jeg blev bange for at blive skyld i at andre mennesker kunne komme til skade, fordi jeg grundet udefra kommende vanskeligheder var overstresset og manglede overblik. Jeg arbejdede dengang i en ergoterapi med ældre og syge mennesker. De problemer jeg gik i stykker på, kunne ikke løses, og jeg blev mere og mere tappet for energi og overblik. Det havde den konsekvens at jeg hele tiden måtte efterkontrollere at jeg havde gjort alting korrekt. Ellers blev der ved med at komme angstprovokerende billeder af hvad jeg kunne have forårsaget af ulykker, og angsten kunne kun stoppes ved at jeg tjekkede igen. På den måde tvang jeg mig selv til fortsat at arbejde fejlfrit, selvom jeg var i den grad overanstrengt.
Tidligere havde jeg været behandlet for Ocd og med fuldstændig helbredelse som resultat. Årsagen til at tvangstanker 8 år senere vendte tilbage, var at man ved en ny indlæggelse af en helt anden grund, gjorde det modsatte af den behandling, der havde hjulpet. Man tvang mig til at undertrykke stress og konsekvenserne af at jeg var overstrengt, og at undertrykke symptomerne på overtræthed.
Det kunne jeg intet stille op imod, og derfor vendt mine Ocd-symptomer tilbage.

Under min uddannelse læste jeg en bog af Alice Miller, der hed "Du må ikke mærke". Det var for mig et problem, og havde altid været det - jeg måtte ikke mærke, hvad jeg i virkeligheden følte. I dette tilfælde at jeg var overstresset ud over alle grænser.

At mærke det, der undertrykkes ...

Hver gang jeg - ved psykoanalysen, dengang i begyndelsen af 1970erne hvor jeg var først i tyverne - fik analyseret mig ind bag de forskellige tvangstanker og opdagede hvad der var bagved, viste der sig det samme mønster - at Ocd-symptomerne var en modsat rettet reaktion på følelser, der skulle undertrykkes og kontrolleres, og de var som skræddersyet til det. Det blev også hver gang min egen erkendelse, og ikke noget jeg blev påduttet af en behandler.
Behandlingen var følgelig at for første gang i mit liv fik jeg dengang lov at forstå mine egne følelser og træffe mine egne beslutninger. Mine følelser og reaktioner blev taget alvorligt, hvilket absolut også havde betydning for min selvværdsfølelse. Indtil da i 1970 var mit liv blevet kontrolleret af andre, og hvis jeg ikke accepterede det, manipulerede min familie deres beslutninger igennem alligevel. Indviklede manipulationer og magtkampe var normen i den familie, jeg voksede op i, og hvor der var faste regler for hvem der skulle kontrollere hvem.

Som hovedregel er der ikke meget hjælp ved vold i familien. Sædvanligvis heller ingen hjælp til at komme fri af familien, men mit liv og den behandling jeg gennemgik først i 1970erne, da jeg var begyndelsen af tyverne, var en undtagelse. Og det var det, der virkede. I løbet af 2 år var jeg dengang symptomfri og ikke længere i samme grad domineret af angst.
Da der altså var tale om at jeg var udsat for store belastninger og satte alle kræfter ind på at klare mine forpligtelser alligevel uden at begå fejl, så bestod behandlingen ikke kun i at jeg skulle opnå større selvtillid og stille færre perfektioniske krav til mig selv, men også i, at de krav omgivelserne stillede til mig skulle tilpasses efter hvad jeg følte, jeg kunne klare, således at der kom balance i mit liv, og energimæssigt balance i hvad jeg "fik ind" og hvad der skulle "gives ud".
Jeg lærte at sætte grænser og melde tilbage i stedet for at prøve at klare det hele.

Til dette bør tilføjes at jeg har altid været meget aktiv. Jeg kunne bestemt klare hvad anses for rimeligt, og måske endda lidt mere end det. Problemet var at jeg samtidig var magtesløs over for urimelige belastninger og overgreb, og alligevel fortsatte jeg med at sætte alle kræfter ind på at gøre alting korrekt. Det var nødvendigt for mig for at kunne se mig selv i et spejl.
Det at jeg ikke kunne leve op til forventninger eller krav jeg også stillede til mig selv om at fungere perfekt og i overensstemmelse med min samvittighed, betød stærk angst. Det var den angst, der dannede tvangstankerne og tvangshandlingerne.
Jeg var omgærdet af mennesker der kontrollerede og vurderede for mig, og mine egne tvangstanker (gør alting fejlfrit og perfekt) fyldte bevidstheden ud i stedet for de rigtige følelser (jeg er for træt og kan ikke overskue det).

At løse konflikter ...

På trods af at jeg havde lidt af tvangstanker siden jeg var omkring 4 år gammel - hvilket jeg skjulte for de voksne i familien - så helbredte denne behandling og selvstændiggørelse mig, da jeg var først i tyverne, for symptomerne i løbet af 2 år. Jeg tror de færreste kan forestille sig befrielsen og følelsen af at have lov til og mulighed for at leve. Jeg gennemførte en ny uddannelse og koncentrerede mig om fremtiden og mulighederne.

Tvangstanker var i sin tid en del af kz-syndromet. Efter krigen diskuterede man hvorvidt årsagen var fysisk belastning d.v.s. sult og underernæring, eller om det var de psykiske belastninger, der var årsagen til at en hel del af koncentrationslejrfangerne led af tvangstanker. I dag, hvor Ocd de senere år har bredt sig hastigt i den vestlige verden, kan vi udelukke underernæring, ikke sandt?

Lidt firkantet kan man sige at der er 2 måder at løse konflikter med omgivelserne:
Yderpunkterne:
Den ene er den udadrettede - at hævde sig og få kontrol over omgivelserne, den anden er den indadrettede hvor man i stedet kontrollerer sig selv og går ind på andres betingelser. Det er den sidste mennesker med Ocd bruger. Som barn og med en meget dominerende mor havde jeg kun den indadrettede mulighed. At kontrollere og undertrykke mine egne følelser.
Symptomerne var en modsat rettet reaktion imod følelser (smerter, men kunne også være stress og overtræthed) der skulle undertrykkes. Hver gang jeg har forstået sammenhængen, var forbindelsen mellem årsag og virkning fuldstændigt logisk.

Ved psykoanalysen trænede jeg i at vurdere hvornår jeg skulle bruge den ene og hvornår den anden løsning, eller hvor meget eller hvor lidt af hver. Eller det allerbedste - i fællesskab med andre at finde løsninger som alle havde det bedst muligt med, men det er et ideal, som desværre ikke altid er muligt at opnå i praksis.
Angående min nuværende situation er der ikke noget, der hedder at forhandle. Jeg har igen ikke noget at skulle have sagt selv og har ikke haft det i 35 år, og må igen undertrykke alle smerter og længsler. Det samme må mange andre, derfor så mange udbrud af Ocd ... som derefter behandles med yderligere umyndiggørelse.

Idag bruger man en symptombehandling der er ren og skær tortur. Man forsøger at tvinge de Ocd-ramte til at sætte ind med tvang over for symptomerne. Symptomer der selv fungerer som tvang!! Det forstærker symptomerne, og alligevel har behandlersystemet begået den fejl i årevis. At resultaterne udebliver forsøger man at tilsløre med medicin og diverse "psykologiske" forklaringer.

Et forsøg til dig selv: Prøv at lade være med at tænke på en kæmpestor elefant! Hvad sker der? Den elefant, fylder hele bevidstheden ud. Der er en indbygget umulighed i det krav.

Den rigtige metode, og den, der virkede, var at koncentrere mig om det, jeg kan, i stedet for at koncentrere mig om det, jeg ikke kan. Hvis man koncentrerer sig om det, man kan, og samtidig forsøger at løse sine problemer, og vel at mærke har nogenlunde held med det, så forsvinder symptomerne af sig selv.

© Alis Christiansen

Til start