Hvordan kan det gå til, at jeg skal ruske i døren 10 gange, for at sikre mig, at den er låst? Og så føler jeg mig ikke sikker alligevel!

Hvordan kan jeg stå og kigge på komfuret for at sikre mig at det er slukket, og så snart jeg kommer ind i stuen så bliver jeg alligevel usikker og må ud og kontrollere igen. Selv hvis jeg er gået i seng og kun ønsker at sove, kan det ske at jeg må op flere gange og tjekke.

Hvordan kan det gå til at jeg må vaske hænder flere hundrede gange om dagen for ikke at få angstanfald og tanker om at jeg overfører bakterier til andre og bliver skyld i at de måske bliver syge?

Hvordan kan jeg dagen igennem blive slidt op af den slags tvangshandlinger selvom jeg ved at de er ulogiske?

Tvangshandlingerne er uforståelige for vores medmennesker, men det er de altså også for os selv!! En bekendt på Nettet skrev engang at hun ind imellem var parat til at banke hovedet i stykker mod en mur for at få tvangstankerne til at forsvinde. Hendes problem var at hun var nødt til at tælle alting. Også vejskilte når hun var ude at køre bil. Når hun så kom hjem måtte hun somme tider køre tilbage for at sikre sig at hun ikke havde kørt nogen over.
Man bliver simpelthen så udmattet ... og alligevel er man nødt til at blive ved.

 
Jeg har selv siddet fast i adskilligt af den slags indre tvang, og har brugt så meget tid på dem, at jeg ikke havde overskud til at analysere hvad årsagen var. Jeg skulle bare have en dag til at fungere og have gjort alt det nødvendige i mit liv - købt ind o.s.v. De senere år er tvangshandlingerne taget af, og af nogle grunde som det vil føre for vidt at komme ind på lige nu. Dermed har jeg også fået tid og overskud til at tænke over hvorfor de er der.
Iøvrigt er årsagen altid fortrængt. Det er en del af problematikken. Man skal kende nogle specielle teknikker og være trænet i at bruge dem, for at finde ned til fortrængninger, der har gemt sig i underbevidstheden.
Da jeg engang har gennemgået en psykoanalytisk behandling som virkede så jeg blev rask, mediterer og i øvrigt har været gennem flere terapisystemer (med større eller mindre held) så har jeg en vis træning i at forsøge at finde ind til årsagen inde bagved. Foruden at jeg har et 13-tal i psykologi og har prøvet at forstå bare lidt om hvordan vores underbevidsthed arbejder. Den er så kompliceret at filosoffer har brugt flere tusinde år på at prøve at forstå det, og alligevel er man ikke kommet ret langt.
En af de metoder, jeg bruger, når jeg mærker nogle tanker eller følelser, der er ulogiske, er at spørge mig selv hvornår jeg havde denne følelse første gang. Og hvordan udviklede den sig videre derfra?
Det er lykkedes mig at begynde at forstå nogle ting omkring de tjekke-og-kontrollere-systemer jeg ikke kan stoppe, og årsagen minder meget om de mønstre jeg lærte at forstå dengang jeg var i psykoanalyse. Det er årsagen hos mig selv jeg har forstået, men jeg tror at samme mønster findes hos de fleste andre med Ocd.

Det der har undret mig er, at en del af tvangstanker og handlinger er forskellige for os, og har forbindelse med det traume der fremkaldte tvangstankerne - de traumer med efterfølgende symptomer er individuelle - og en del af tvangstankerne er generelle og ens for os alle, idet nogle har nogle af dem og andre har andre. Jeg vasker f.eks. hænder og tjekker komfur og døre, men har ingen tællesystemer.
En anden ting der undrede mig er, at selvom jeg har haft problemer med tvangstanker siden jeg var omkring 4 år, så var det først da symptomerne brød ud i anden omgang da jeg var over 30 år, at jeg også begyndte at vaske hænder.
Endelig så har jeg i mange år vidst at Ocd kommer af stress. Navnlig da jeg fik Ocd i anden omgang, da jeg var lige godt 30 år, var jeg så overbelastet af stress og spekulationer at jeg næsten ikke kunne tænke klart, og jeg måtte bare fortrænge trætheden og tvinge mig selv til fortsat at passe mit arbejde og forpligtelser, for jeg havde ingen mulighed for at løse de problemer og spekulationer der var årsagen til at jeg var så overbelastet. Og jeg skulle fortsat fungere både på arbejde og i andre sammenhænge trods overbelastninger og træthed. Ellers ville jeg få endnu flere problemer.
Hvorfor jeg var så overbelastet da jeg var først i trediverne kan du læse om her. (Åbner nyt vindue)

Jeg begyndte at overveje, at eftersom en del af symptomerne er ens for os, så må der også være en forklaring der er generel. Desuden er der endnu en ting der er fælles for en bestemt gruppe af symptomer - det er at vi får kontrolleresystemer omkring alle de ting vi normalt bare gør automatisk. Vasker hænder når det er nødvendigt, tjekker om døren er låst før vi går hjemmefra o.s.v.
Og det er netop der den ene af forklaringerne skal findes ... at det er ting man plejer at gøre automatisk. Men først lige lidt indlæringspsykologi:

Et godt billede på indlæringsmekanisme er at se på hvordan man lærer at gribe en bold. Først skal man bevidst lære at tage bestik af hvor bolden kommer og med hvilken styrke og så styre arme og hænder således at man griber bolden. Man styrer og koordinerer altså øjne og muskler bevidst, så de i samarbejde sørger for det rigtige resultat - at man griber bolden.
Dernæst kører man indlæringen over på rygraden. Man gør selve indlæringen automatisk!
Nogen får endda lært det så godt at hvis man kaster noget hen til dem, så griber de automatisk efter det.

Selve det at huske at tjekke om døren er låst er også en automatisk handling som man gør når man går hjemmefra. Men der skal altså helst være så meget bevidst opmærksomhed til stede, at man lægger mærke til om den nu også er låst!!
Hvad sker der hvis vi er overanstrengte og overbelastede af enten arbejde eller spekulationer? Vi kører så mange funktioner som muligt over på rygradsreflekserne ... på "autopiloten". Også den opmærksomme bevidsthed der netop ikke må blive automatisk, men som faktisk bør registrere hvad vi ser.
Hvor mange gange har vi ikke været i tvivl bagefter om vi nu faktisk registrerede om døren virkelig var låst?! Så er det vi skal tilbage og tjekke een gang til. Eller 10 eller 15 gange.

(P.s. Når jeg taler om stress og overbelastning så taler jeg ikke om en enkelt dags overanstrengelser, men om flere måneder eller måske år. Altså om situationer hvor man udmattes og må fungere med udmattelsen i længere tid).

Da jeg var kommet hertil tænkte jeg: "Men hvorfor tjekke 10 eller 15 gange? Hvorfor beslutter man sig ikke bare for så at blive opmærksom og få løst problemet?" Tjah - dels kan man måske ikke få kørt tilbage fra autopiloten og til bevidst opmærksomhed sådan lige med en beslutning, hvis den har fungeret i længere tid og selv er blevet automatisk. Man skal jo være sikker på at man heller ikke engang i fremtiden kommer til at glemme noget vigtigt. Og så kom jeg til at tænke på det der i computerens barndom hed "en uendelig løkke". Et program der blev ved med at stå og køre med den samme handling, og eneste måde at stoppe det var at slukke for computeren.
Jeg havde en af de tidligste computere hvor man selv skrev sine programmer. Man nummererede linierne og så havde man, når man skrev programmer,  noget der hed en if-then kommando. Den virkede sådan at hvis man f.eks. programmerede til at lave en bestemt udregning så sluttede man linien med at "if" tallet er større end eller mindre end, "then" gå til linie x, som indeholdt en ny kommando, og herfra fortsatte udregningen. Det, der skete hvis man fik lavet en uendelig løkke var at man på et tidspunkt fik lavet en kommando der sendte udregningen tilbage til første linie så den startede forfra, og når det så kom frem til den pågældende linie igen, så blev det igen sendt tilbage og startede forfra o.s.v.
Det slog mig at det der sker inden i hovedet på mig når jeg må gentage og kontrollere, ligner en uendelig løkke. Faktisk så ligner computere og hjerner hinanden på nogle punkter. Begge følger nogle strengt logiske regler. Vores følelser kan være irrationelle, men hjernen er logisk.

Og så til at tvangshandlinger kommer af stress. Den if-then kommando der virker hos mig ser således ud:

IF - jeg er træt
THEN - skal jeg passe på at jeg ikke begår fejl eller overser noget.

Og det bliver automatisk fulgt op af en masse spekulationer om alle de ulykker, der så kunne ske - og det sker altså i en situation hvor jeg er overanstrengt, stresset og overbelastet. Og altid i situationer hvor der af konkrete grunde er fyret op under angsten, så den samtidig er der latent.

Hvornår havde jeg første gang den følelse af at skulle vaske hænder selvom de tilsyneladende var helt rene. Jeg vil tro at det var omkring 3-årsalderen, at jeg fik en belæring om at hænder ikke altid var rene fordi de så sådan ud. Der var ikke noget urimeligt i at jeg skulle vaske hænder før jeg gik til bords da jeg var 3 år. Vi boede på landet og jeg legede som barn også i kostalden.
Men når en sådan betinget rygradsrefleks dukker op igen i 30-årsalderen fordi jeg psykisk var slidt helt ned til sokkeholderne, da var mine evner til at forestille mig hvor der kunne være farlige bakterier, hvad de kunne gøre af skade og hvordan jeg kunne få dem på hænderne - da fungerede min fantasi i den henseende langt bedre.

Når jeg har låst døren, så registrerer min hjerne at jeg stadig er træt!! Jeg bliver sendt tilbage til første linie igen.
If - jeg er træt ... Then - skal jeg passe på at jeg ikke overser noget. Jeg må altså tjekke igen. Det drejer sig også om at afværge at når jeg kommer halvvejs ned til stationen, så bliver jeg i tvivl og må tilbage og tjekke, for så kan jeg risikere at jeg ikke når det tog jeg havde planlagt.
Er der i øvrigt nogen der kan huske dengang man i skolen begik en fejl, og så fik som opgave at skrive på tavlen 100 gange "jeg skal huske at ..."
På det tidspunkt hvor symptomerne brød ud i anden omgang da jeg var godt 30 år, var jeg så overbelastet at også if-then reaktionen var kørt over på autopiloten. Om jeg havde begået fejl fordi jeg på grund af overbelastning ikke var opmærksom nok?? Ja, det var det jeg havde!! Og ellers var det nemt at forudse at jeg kunne komme til det. Man kan simpelthen ikke være så overbelastet i flere år uden at det sker op til flere gange. Da jeg desuden er ret perfektionistisk så har jeg svært ved at tilgive mig selv hvis jeg begår fejl.

I stedet for i tide at få løst de problemer der stressede mig, så måtte jeg indlære nye kontrollerende tvangshandlinger for at blive ved med at sikre mig at jeg fortsat kunne fungere så fejlfrit som muligt. Der kom flere og flere "uendelige løkker". Jeg søgte hjælp dengang men kunne ingen hjælp få.

Til sidst brød jeg fuldstændigt sammen og mistede mit erhverv. Det blev absolut ikke det eneste jeg mistede. I løbet af nogle år mistede jeg også resten af, hvad der betød noget for mig.

Som tidligere nævnt så har jeg hele tiden vidst at mine symptomer kommer af stress og overbelastninger, for det er af flere behandlere blevet konstateret før og behandlet korrekt. En del af den behandling der engang helbredte mig var at jeg selv skulle tage et ansvar for at vurdere om jeg var overanstrengt eller i det hele taget om jeg havde forudsætninger for at klare de opgaver jeg skulle løse. Jeg havde svært ved at klare nederlag på sådanne punkter.  Ligeledes skulle jeg selv være med til at vurdere hvornår jeg burde melde tilbage til arbejdsgivere o.a. at mine forudsætninger af en eller anden grund ikke var i orden for at fungere godt nok i forhold til de krav jeg selv og andre stillede til mig, og hvad jeg havde brug for for at de kunne blive det. Omgivelserne skulle respektere at jeg selv kunne tage et ansvar for mit eget liv.
Det var en af de metoder der helbredte mig dengang.

Det gjorde omgivelserne altså bare ikke da tvangstanker og tvangshandlinger brød ud i anden omgang, og det var derfor det gik galt igen.

Da jeg til sidst forstod hvorfor jeg vasker hænder hele tiden, så skete det samme som dengang jeg var i psykoanalyse - det var som om nogle brikker faldt på plads inden i hovedet, og jeg følte mig enormt lettet. Jeg kunne begynde at se problemet klart i stedet for i en tåget forvirring, og det hele føltes logisk og til at håndtere. Det har ikke løst problemerne med det samme, men nu kan jeg arbejde mere konstruktivt med dem, og det går fremad.
I stedet for som det blev brugt ved kognitiv adfærdsterapi at skrive ned hvor mange gange jeg vasker hænder og så kontrollere det med ny tvang over for mig selv, således som de kognitive terapeuter jeg har haft kontakt med, de forlangte. Mere tavleskrivning. Det er ikke konstruktivt. Det er sådan jeg hele mit liv har været nødt til at behandle mig selv fordi jeg ikke kunne få hjælp eller hensyn hvis jeg havde brug for det, og det løste aldrig problemerne at bekæmpe og fortrænge dem med tvang. De flyttede bare et andet sted hen og fortsatte i en ny udgave.
Faktum er at når jeg er udhvilet og udadvendt og har det godt, så kan jeg langt bedre stoppe de uendelig løkker og på et tidligere tidspunkt, før de løber helt løbsk. Så vågner min opmærksomhed og jeg registrerer verden omkring mig på en helt anden måde end når jeg er overtræt, og registrerer hvad jeg ser, og jeg tør at stole på mine sanser. Også i alle andre situationer. Det i sig selv bremser processen med at tjekke og kontrollere.

Som man sikkert kan forstå af dette så er man bare ikke altid selv herre over at sørge for aldrig at blive så overanstrengt at tvangsneuroserne går igang for at klare alle forpligtelser og fungere perfekt.
Psykologerne har svært ved at forstå at tyrannerne inden i hovedet er en nøjagtig parallel til tyrannerne uden for hovedet.