Man må finde frem til en anden måde
at få tingene til at fungere! Først når årsagen har løst
sig selv eller er blevet løst, kan man begynde at
overvinde symptomerne. Man kan dog også tage dem som
udgangspunkt for at finde frem til årsagen; i alle de
tilfælde hvor det lykkedes mig at finde forbindelsen
mellem årsag og virkning viste det sig, at der var en
helt igennem logisk sammenhæng mellem de to ting.
Eftersom
Ocd på nogle måder ligner fobisk angst, så tror jeg at der også
kan være tale om erindringer eller associationer, der er
forbundet med angst. Mine egne erfaringer viser at det kan være
en del af årsagerne.
Men Ocd
kan også opstå af andre årsager end det var tilfældet i min
situation. Der kan være tale om næsten hvad som helst, omstændigheder
eller et samspil af omstændigheder, der giver samme resultat.
Imidlertid er det min overbevisning at det grundliggende
reaktionsmønster er det samme, og at vi er nogle der er
disponeret for at reagere på netop denne måde. Om der, som
nogle mener, også er en fysisk eller kemisk faktor inde i
billedet, kan jeg ikke udtale mig om.
Den desværre
ret almindelige behandleropfattelse - at al social adfærd dybest
set har til formål at få opfyldt vores egne behov - gælder
ikke for mennesker med Ocd. Måske tværtimod! Tvangstanker kan
meget vel været opstået af et påbud fra samvittigheden, eller
på anden måde have at gøre med selvdisciplin.
Selve
mekanismen:
Vi kender alle til at vi "tvinger
os selv til at tænke på noget andet!" Og den mekanisme
findes i flere både grader og variationer. Kombinationen i mit
tilfælde af opvækst med autoritære normer, strenge
afstraffelser, religion og skyld, uudholdelige følelser, gjorde,
at jeg meget tidligt måtte lære at kontrollere mine følelser -
ikke i normal grad som vi alle må, men i langt mere definitiv målestok!
Til det måtte jeg lære nogle metoder!! Følelser kan ikke sådan
uden videre ændres, de er medfødte, men de kan kontrolleres
eller endda fortrænges. Forskellen er at hvis man bevidst
kontrollerer sine følelser, så ved man at man gør det, det kan
føles rimeligt at gøre det af hensyn til andre mennesker, og
man er parat til at udholde en vis grad af smerter eller afsavn i
et stykke tid. Bagefter vender man tilbage til sit normale humør
igen. Man har overblik og kontrol over situationen. Men tvinges
man ud over den grænse, så sker der noget andet. Jeg lærte
meget tidligt og af nødvendighed at kontrollere følelser ved at
tvinge mig selv til at tænke på bestemte måder. Eksempel: man
må ikke være vred - jamen så tvinger man sig selv til at tænke,
at man er glad! Kniber det, så kan man bevidst vælge at tænke
på noget, man bliver glad ved at tænke på.
Den samme mekanisme virker hvis man er så stresset og overanstrengt at man ikke
kan overskue sin hverdag.
Funktionen
i mine tvangstanker var altså at jeg satte ind med tvang over
for mig selv.
Skal følelserne
derimod fortrænges, skal de helt væk fra bevidstheden! I
virkeligheden er mekanismen den samme, men på et tidspunkt
"glemmer" man de følelser, der skulle væk fra
bevidstheden, og tilbage er kun de tanker man tvang sig selv til
at tænke på. Det er en neurose, for man ved i virkeligheden
godt, at tvangstankerne ikke er i overensstemmelse med
virkeligheden - de er bare blevet til tvang. Man har mistet
kontrollen over situationen. Lidt paradoksalt kan man sige at man
har mistet kontrollen over sin selvkontrol.
Det er
en neurotisk mekanisme! Tvangstanker er forbundet med stærk
angst, og udtrykket fra en bogtittel "Tyranner i Hovedet"
er godt valgt. Man ved selv at tvangstankerne ikke er i
overensstemmelse med virkeligheden, men man er nødt til at bøje
sig for angsten.
Tanken
er fri - siger man ... principielt ja! men det er følelser ikke.
Derfor må vi lære at kontrollere vores følelser når det er nødvendigt.
Det kan gøres på flere måder, og emnet i sig selv er stort nok
til flere bøger, men en af metoderne er at kontrollere dem med
vores tanker. Det er rimeligt nok indtil en vis grad ...
|