Endvidere fortæller man os, at det er en kronisk sygdom - hvilket har været meget hårdt ved mange, som lider af alvorlig panikangst alle døgnets vågne timer. Man fortæller mennesker med Ocd og at de lider af en uhelbredelig sygdom som de skal have medicin for resten af livet, og nogle giver op fordi det er håbløse udsigter. Af det følgende vil man forstå hvorfor den angst der følger med Ocd ikke kan fortrænges. Den har en funktion.
Min sociale skæbne er barsk – og den bør opfattes som et eksempel på årsag og virkning. Årsagerne kan være forskellige, andre har haft nogle andre betingelser end jeg, men mekanismen er den samme.

Jeg tror at jeg er født med en anseelig portion både livsglæde og styrke. Men livet har været uden for rækkevidte og det har været konstant smerte.

Til start

Strenge tvangstanker!!

Det lykkedes min psykiater at få revalideringshjælp igennem til mig, og på trods af min mors modstand. Efter min mors mening skulle der bare sættes ind med tvang over for mine symptomer. Hun mente at alle problemer kunne løses ved at man lærte mennesker at adlyde. Det lykkedes mig også at blive optaget på et uddannelsessted. Og det lykkedes at vinde den første retssag om forældremyndigheden.

Men igen fik min mand (som også var min fætter) hjælp af min mor. Hun organiserede hele familien og vidner til fordel for min mand i Landsretten – min far og min søster!! alligevel og på trods af det pres og al den angst jeg var udsat for, lykkedes det mig at gennemføre uddannelsen.
Men jeg tabte retssagen om forældremyndigheden i Landsretten. Dermed blev min søn tilbage i den familie, som var årsagen til at jeg selv havde været så syg.
Angående min mors motiver: Ud over at dække over, at jeg ikke var født sindssyg, sådan som hun påstod, så tror jeg simpelthen at hun kedede sig. Når hun lavede alle de ulykker i mit liv, så skete der noget spændende i hendes eget.

Der var så mange problemer, at jeg til sidst blev indlagt for anden gang.

Og så lykkedes det endelig min mor at spille psykiatrien ud imod mig i hendes kamp for at bevare kontrollen. At det lykkedes for hende skyldtes også en administrativ fejl.

Jeg fik stillet diagnoser, der betød det modsatte af dem, jeg havde på det hospital hvor jeg blev helbredt (og hvor jeg var vurderet til at lide af tvangsneuroser) blev fejlbehandlet det nye sted, og derefter udskrevet til at klare mig selv, fordi jeg ikke ville indrømme min mors postulater. Efter at være blevet udskrevet åbnede jeg brevet fra det forrige hospital og læste det. Det indeholdt ud over en beskrivelse af hvad jeg var blevet behandlet for, også en kraftig advarsel imod min mor og hendes fremfærd.

Et årstid senere begyndte tvangstankerne at bryde ud igen. Nu var jeg jo igen uden hverken families eller samfundets beskyttelse, og det gav meget angst. Jeg vidste i virkeligheden godt at når der igen udbrød symptomer så var det for at kontrollere alle smerterne og fungere perfekt på min arbejdsplads på trods af en fuldstændigt umulig social situation. Det næste der skete var at hospitalet på grund af mine nye symptomer gav min læge besked på at jeg skulle meldes syg med henblik på at blive sagt op fra mit arbejde (i dag har jeg en kopi af det brev). Det nægtede jeg i 2 måneder, men til sidst fik de brudt mig så grundigt ned ved at tvinge mig til at påtage mig opgaver som netop havde at gøre med mine tvangstanker og angstanfald, at der ikke var andet at gøre end at melde mig syg. Jeg brød totalt sammen til sidst af angst og udmattelse. Jeg kæmpede samtidig med fogesretssag for at bevare kontakten med min søn, som ikke blev udleveret til samkvemsret. Dermed – at jeg mistede mit arbejde – var jeg i fare for at tabe fogedretsagen også.

Jeg mistede mit arbejde, og dermed mit erhverv, men vandt fogedretsagen om samkvemsretten.

Til start

De behandlere der begik fejl dengang benægter den dag i dag, at den behandling, der forud havde helbredt mig, nogen sinde er blevet foretaget – på trods af at den journal også findes, og jeg har en kopi af journaludskrifterne. De alene fylder 40 sider.

Min mor har ikke noget som helst forhold til begrebet sandhed. Hun beregner hvilken effekt hun ønsker at opnå med de ting, hun siger. Hun ønskede at opnå at næste hospital slog alle resultaterne i stykker igen af den behandling, der helbredte mig, og det lykkedes for hende. Da jeg var næsten 30 år genvandt hun sin uindskrænkede magt i mit liv. Hun kunne selv bestemme hvordan jeg skulle vurderes, og dermed hvilke diagnoser jeg skulle have. Den dag i dag hvor jeg er 56 år bliver jeg stadig holdt knækket og totalt umyndiggjort i mit eget liv.
Jeg lever isoleret i min lejlighed fordi den psykiatri, der dengang stillede forkerte diagnoser efter min mors diktat, den stadig bestemmer hvordan mine medmennesker skal opfatte mig og behandle mig. Og jeg arbejder videre med håbet om engang at få et liv.

Man skal til at stå på egne ben – hvilket man som regel også er ret ivrig efter netop i puberteten, det er det naturlige led i udviklingen – lære sine evner og sin styrke at kende så man kan bruge det, og lære om sine svagheder, så man kan administrere dem.

Dette starter man på allerede i den tidlige barndom, men det er i puberteten at de endelige resultater angående at opdage egen identitet, de skal komme på plads. I den periode er man meget sårbar. Det er bestemt ikke sikkert at man slipper godt fra processen. Det er også min erfaring at det ret ofte er i puberteten at tvangsneuroserne kommer frem i dagens lys. De, jeg har talt eller skrevet sammen med kan fortælle det samme som jeg: At de har været der hele tiden, men at det var i puberteten at det tog overhånd.

Jeg fik først held med den proces at opdage min egen identitet og udvikle vilje, selvtillid og mod til at handle på egen hånd i en alder af 22 år da jeg mødte en behandler, der vidste hvad han gjorde. Det var en befrielse og det var at begynde at leve. Først da kunne jeg endelig begynde at fungere selvstændigt og for alvor at udrette noget, som også indebar selvstændig tænkning og ansvar.
Det tog min mor næsten 8 år at finde en anden behandler der i stedet ville arbejde på at hjælpe hende med at genvinde kontrollen over mig.

Angående hvordan det skulle komme til at gå min søn, så gik det værre end jeg i mine værste mareridt havde frygtet. Efter utallige kontroverser og problemer alle vegne flyttede hans far sammen med sin 5. kone, og samtidig måtte min søn i en alder af 17 år flytte hjemmefra og klare sig selv. I starten opdagede jeg ikke at han var begyndt at bedøve sine smerter med illegale stoffer, samt at tage opstrammende midler, og da det gik op for mig var han så syg, at han var død inden for sandsynligvis ret kort tid, hvis han ikke fik en hjælp, der virkede.
På trods af hvordan jeg selv havde det, investerede jeg alle mine kræfter i at hjælpe ham. Samtidig var jeg så udmattet, at jeg i et år ikke havde kontakt med andre mennesker. Jeg magtede ikke at prøve at hamle op med de angstanfald jeg fik, når jeg skulle være sammen med andre mennesker, hamle op med angsten for at blive skyld i at de blev syge eller på anden måde kom ud i ulykker. Ingen at snakke med, angst døgnet rundt, og bunker af sovemedicin alene for at være klar til at tage fat om dagen.
Ingen andre i familien gjorde noget for at hjælpe ham.
Det lykkedes ham at blive clean igen, hvilket tog et par år, og han kom derefter i familiepleje hos kaptajnen ombord på et skib, og kom derved væk fra miljøet.
Men da var jeg slået så grundigt i stykker, at jeg blev indlagt for tredje gang … på det hospital hvor jeg havde forkerte diagnoser.

Efter et års kampe for at få mig til at indrømme alle de fejl, jeg iflg. diagnoserne og min mors påstande skulle have, samt at være blevet meget syg af forkert medicin, blev jeg udskrevet og kunne få lov til at gå til grunde.
I desperation søgte jeg ud på det alternative marked. Her kom jeg til at sidde fast hos en såkaldt clairvoyant healer. Han og hans kone tappede mig gennem 5 år for adskillige tusinde kroner, og psykiatrien ville stadig intet gøre for at hjælpe.

Til start

Da jeg var sidst i fyrrerne gik jeg i gang med at skrive en erindringsroman, samt at skrive en klagesag til Patientklagenævnet. Min eneste mulighed for at få et liv var at blive befriet for de diagnoser. Jeg lovede mig selv, at på min 50-års fødselsdag ville jeg holde en ordentlig fest som indledning til mit nye liv.
Jeg havde da levet isoleret i min lejlighed, hvor jeg i 15 år ikke turde lukke nogen ind. Kun min søn og hans kammerater fik lov at komme her, fordi jeg ikke ville miste kontakten med min søn.

På de betingelser var det ikke muligt at have et parforhold, hvilket forstærkede smerterne endnu mere. Ensomheden og savnet af et normalt liv var ganske uudholdelig.
Nu var min søn imidlertid i gang med at bygge en tilværelse op, og nu skulle jeg også til at leve. Forinden måtte jeg imidlertid finde ud af at få stoppet den journal med forkerte diagnoser, for hidtil var alt hvad jeg selv og andre forsøgte at bygge op, blevet slået i stykker igen af behandlersystemet.
Hver gang jeg på det pågældende behandlingssted forsøgte at få dem til at forstå, at deres journal var forkert, var konsultationstiden pludselig gået. Man kommunikerer ikke med patienterne … i det behandlingssystem, hvor sproget er en del af behandlingsmetoden.

På det tidspunkt hvor jeg begyndte at skrive klagesag og erindringsroman, havde jeg ingen behandler, men god kontakt med mine venner i dagcentret. Jeg var overbevist om at når man fra det psykiatriske hospital blev ved med at slå mine forsøg på at bygge en værdig tilværelse op, i stykker igen, så måtte det være fordi de ikke havde forstået min situation rigtigt.
Der var stadig ikke plads i mit hoved til at forstå, at der kunne være andre grunde. At man udsætter mennesker for så mange smerter, fordi man er ligeglad.

I det år hvor jeg skrev, og hvor jeg også havde en del kontakt med mine venner i dagcentret, begyndte jeg at opleve indre tryghed og styrke og at komme fri af tvangstanker. Jeg gjorde meget betydelige fremskridt. Begyndte at turde gøre ting, jeg ikke havde turdet gøre i årevis.
Jeg besøgte min søn og begyndte at lære mine børnebørn at kende. Gik i motionscenter et par gange om ugen, og spillede kort en fast eftermiddag og ugen. Endelig var isolationsfængslet ved at åbne sig.

Nu bagefter kan jeg se, at fremgangen skyldtes primært to ting – det ene at ved at skrive en erindringsroman begyndte jeg at forstå mig selv, og se, hvordan jeg livet igennem havde været magtesløs prisgivet alle de mennesker, der troede at de skulle kontrollere mig eller helbrede mig. Det var den magtesløshed, der gav al den angst, og de nedvurderinger, der også gav selvnedvurdering og mangel på selvrespekt.
Og at det var den mangel på selvrespekt, der var skyld i at jeg ikke kunne overvinde tvangstankerne, som hele tiden meldte sig med forestillinger om at jeg nok havde begået fejl. Resultatet: at jeg måtte efterkontrollere alt hvad jeg gjorde for at sikre mig at det var gjort rigtigt.
Den konstante efterkontrolleren er ikke kun et spørgsmål om at efterkontrollere her og nu. Den er også et spørgsmål om at træne, så man heller ikke ud i al fremtid nogensinde kommer til at begå en fejl. Hele tiden følelsen af at det ville udløse en katastrofe som ikke er til at leve med, og at man må sikre sig ud i al fremtid også. Al den efterkontrolleren og træning i at blive fejlfri – var et mønster, jeg havde været nødt til at bygge op. Ellers havde jeg ikke gjort det.

Den anden ting der betød at jeg gjorde så store fremskridt var, at jeg så for mig en betydeligt lysere fremtid – ikke flere diagnoser og ikke mere formynderi – at jeg ville få frihed til at bestemme over mit eget liv, ret til respekt og menneskerettigheder ligesom alle andre mennesker. Måske også udsigt til at få en partner og een af høre sammen med.
Jeg var på vej til situationen som den var, dengang jeg var helbredt, og hvor jeg havde lært at mennesker er nu engang mennesker med styrke og svagheder, og andre har ikke lov til at rive hovederne af os, fordi vi ikke fungerer perfekt hele tiden og i alle situationer. Dengang hvor jeg havde ro og overskud og bare var opmærksom og omhyggelig. I stedet for at bruge al mit krudt på at blive perfekt og efter andres normer og anvisninger.

I og med at min søn var i gang med at bygge en god tilværelse op, var jeg også endelig i gang med at få min egen famile. Endelig mit eget liv.

Eller en åben dør ud til verden!

Der er meget stor forskel. Drømmene brugte jeg til at holde ud ved, og til at holde humøret oppe ved. Men nu så det ud som om det hele endelig skulle blive virkelighed.
Min søn og hans kone havde købt eget hus, og jeg besøgte dem et par dage om måneden, og begyndte at lære mine børnebørn at kende.

Jeg var tæt på 50 år, og for at holde mit helbred ved lige, gik jeg i motionscenter et par gange om ugen. Jeg skrev på min bog, og gik på kurser om både computere og andre ting. Jeg var på vej til at få det liv, jeg i alle disse år havde drømt om.
På min 50-års fødselsdag ville jeg holde en ordentlig fest som indledning til mit nye liv.

(ukendt kunstner)

I 15 år havde jeg ikke lukket andre mennesker ind i mit hjem, og på grund af angst for både urenheder og kemikalier, så kunne jeg ikke selv holde det ved lige – og havde altså i årevis heller ikke turdet lukke nogen ind for at hjælpe mig.

Da jeg opdagede at her var kommet socialpsykiatri, som oven i købet annoncerede med at man kunne få hjælp til vedligeholdelse af bolig, så øjnede jeg en chance for også at få det gjort. Jeg lånte 60.000,- kr. i banken og satte pengene ind på en konto. Nu manglede jeg bare hjælp til at klare angstanfaldene, og til at organisere hele processen. Det har altid været meget vigtigt for mig at have et pænt og hyggeligt hjem, men jeg kunne ikke klare alle de angstanfald og tvangstanker.
Der var mennesker der nærmest tryglede mig om ikke at lukke socialpsykiatrien ind, netop samtidig med at jeg havde klagesag i Patientklagenævnet over et psykiatrisk hospital her i Amtet. Men jeg har altid været så naiv. Jeg vidste jo at jeg havde ret og beviserne i orden, og i og med jeg havde rejst klagesag, så regnede jeg med at de diagnoser dermed var sat ud af kraft indtil kendsgerningerne var blevet undersøgt.
Jeg vidste stadig ikke at den virkelige hensigt var at få mig ud af det dagcenter hvor jeg havde hørt til i 15 år og hvor jeg havde alle mine venner, og ud i et socialpsykiatrisk center 10 km. væk, i en by hvor jeg ikke kendte nogen, og hvor jeg skulle fyldes med piller og kontrolleres.

Set i bakspejlet har jeg naturligvis et helt andet overblik, end i de tre år det tog socialpsykiatrien og den nye dagcenterleder at få kørt klagesagen af sporet, få syltet min bog de to steder hvor den blev antaget, og i øvrigt holde mig undertrykt og prisgivet.
Det skete ikke med hæderlige metoder! Det var hele tiden falske løfter om hjælp … samtidig med at de to plejere i socialpsykiatrien kæmpede for psykiatriens ufejlbarlighed, og dagcenterlederen fuldt ud forstod at de psykiatriske patienter, der i årevis havde holdt til i dagcentret for alle pensionister i kommunen, var billigt til salg.

I dag hvor jeg har en kopi af den journal der blev skrevet i de år, kan jeg se, hvordan den nyansatte dagcenterleder han over for mig spillede en teaterforestilling og lod som om han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe mig med at få ændret de diagnoser og samtidig hjalp psykiatrien med at få ret i deres diagnoser. Hvilket indebar at han skulle sige det modsatte til dem – men det var ikke det eneste eksempel hvor jeg opdagede at for den nyansatte dagcenterleder, der rent faktisk ikke kunne andet end at holde fester og spille på klaver, drejede alting sig om taktik.
Fordi han snakkede psykologerne efter munden, gjorde de ham til uindskrænket formynder i mit liv. Det var ham, de spurgte hvad jeg tænkte og følte, og ikke mig selv – på trods af at jeg både taler og skriver udmærket dansk og oven i købet har skrevet en erindringsroman.

Den psykiatri der i årevis havde nægtet at hjælpe med noget som helst, kunne pludselig sætte 2 timer af om ugen i over fire måneder plus adskillige andre timer og alle nødvendige ressourcer de efterfølgende 3 år for at kæmpe for at redde psykiatrien selv. Og så havde de smadret alting så grundigt for mig, at alt hvad der var blevet bygget op gennem flere år, det hele blev slået i stykker igen. Til sidst måtte jeg også opgive at besøge min søn og mine børnebørn. Og efterfølgende se i øjnene at jeg har mistet dem for tid og evigt. Jeg tør aldrig at knytte følelser til dem igen, for jeg kan ikke overleve flere smerter.

På nuværende tidspunkt - år 2003 - hvor jeg sidder og skriver dette, har jeg levet isoleret og stort set uden kontakt med andre mennesker i 5 år. Af disse mere end et år totalt isoleret og uden nogen som helst form for personlig social kontakt. 
I mere end 25 år havde jeg en mor, der kæmpede for at ingen måtte opdage hvad hun udsatte mig for af nedvurderinger, vold og magt. Derefter har jeg haft psykiatrien i samme position og ligeledes i mere end 25 år. Begge parter kæmper for at få bekræftet deres egen ufejlbarlighed og for deres uindskrænkede magt. Uanset at det koster andre mennesker hele deres liv.

Undervejs i forløbet opdagede jeg at også flere af vores brugerorganisationer er under psykiatriens kontrol. Naturligvis er de det. De bliver stort set drevet af psykologer eller psykiatere sammen med patienter der vil være med til at behandle deres medpatienter. Udadtil skal det se demokratisk ud, men det har intet med demokrati eller selvbestemmelse at gøre. Vi har meget få egentlige brugerorganisationer, der fungerer efter hensigten, og hvor det virkeligt er patienterne der har fat i den lange ende, og som arbejder for vores rettigheder og velfærd.

Til start

Men da stod den psykiatriske plejer altså også parat.

Hun havde i mellemtiden fået fat i mit manuskript som fyldte omkring 200 sider. I det havde hun fundet alle mine sårbare punkter, og så smadrede hun løs med psykiatri og nedbrydninger i 2 timer. Det skete oven i at hun langsomt men sikkert havde undergravet min selvtillid gennem 4 måneder. Hun havde totalt magt over mig da jeg skulle besvare næste skrivelse (som altid var med tidsfrist), og plejeren truede mig med, at hvis jeg ikke skrev, hvad hun sagde, ville jeg ikke få min sag igennem. Ingen ville kunne forstå at jeg havde været udsat for noget som helst uretfærdigt, påstod hun – jeg skulle angribe psykiatrien noget mere. Af skræk for at skulle pines på denne måde resten af mit liv, så gjorde jeg det også.

Først for sent gik det op for mig at det var et tricks for at få kørt sagen af sporet. Det var en bestemt diagnose hun arbejdede for at få trumfet igennem over for Patientklagenævnet, og at det skulle være mig, der ikke ville samarbejde om en behandling.
Da det gik op for socialpsykiatrien at jeg faktisk tidligere havde gennemgået en 5 år lang psykiatrisk behandling som også havde virket, rekvirerede de den journal, og ændrede diagnosen på den. Det må de ikke, men ingen protesterede.

Midt under det hele fik jeg også skema fra Patientforsikringen - sagen var indgivet af det psykiatriske hospital hvor den forkerte journal ligger og umiddelbart og medens jeg var midt i alle de angstanfald, så det for mig ud som om det psykiatriske hospital havde indset at de havde begået fejl og havde rejst sag om erstatning til mig. Dagcenterlederen hævdede at det var sådan det hængte sammen. Det skema udfyldte jeg sammen med dagcenterlederen, og sendte det tilbage. Først senere fandt jeg ud af at psykiatriske patienter ikke er omfattet af Patientforsikringen. Så det havde også været et tricks.
- senere kunne ingen finde ud af hvem der havde rejst den sag

Da man endelig havde kørt mig fuldstændigt i sænk, så jeg endte i total isolation herhjemme, havde man opnået hvad men ville. Så mistede alle interessen, og pludselig var der ikke længere nogen, der havde travlt med at hjælpe mig.

Men der var også et manuskript til en erindringsroman. Det blev faktisk i løbet af de næste år antaget to gange. Først på et forlag, som hørte til et psykiatrisk hospital og hvor man udgav den slags litteratur. Her syltede man det i 2½ år, og da de bøger som stod længere nede på listen end min efterhånden blev udgivet, var det af også andre grunde ret klart, at min bog skulle syltes.
I mellemtiden havde jeg fået kontakt med en jurist i en af vores brugerorganisationer. Han var også alternativ behandler. Han bad mig indsende bogen til en arbejdsgruppe, som arbejdede med vores litteratur, og hvor han også selv var ansat. Her blev jeg bevilget 50.000,- kr. til trykning af bogen samt al mulig hjælp. Jeg var praktisk taget ude af stand til at forlade mit hjem. Et par måneder senere fik jeg at vide at nu var man ”komme til at” bruge pengene til noget andet. Her har den på nuværende tidspunkt været syltet i også 2½ år. Begge steder var ansat henholdsvis psykologer og psykiatere.

Psykiatrien udøver censur over for psykiatriske patienter.

Det er vistnok omkring 3 år siden jeg har haft kontakt med min søn og hans familie. Han må så en dag forklare sine børn at de ikke kan lære deres rigtige farmor at kende, for hun skal holdes knækket og udstødt af samfund og fællesskab af psykiatri. Men de har jo også fire andre farmødre.

Dengang jeg - fra jeg var 22 år og fremefter - gennemgik en intensiv psykoanalytisk behandling var der i en periode gennem flere år tale om ugentlige samtaler af ca. 1½ til 2 times varighed. Jeg ankom til hospitalet sidst på eftermiddagen, hvor alle forlod kontorerne, og da jeg gik nogle timer senere var der mørkt alle vegne og lyset slukket i alle rum. Det er min opfattelse at den pågældende psykiater brugte sin fritid, og behandlingen hjalp så godt, at jeg var fri for tvangstanker i sammenlagt 8 år. I de år gennemførte jeg en uddannelse og havde arbejde i sammenlagt 5 år.

Psykiatrien kan ikke stoppe en mor, der udspreder injurier om sin datter. Eneste mulighed var at gøre mig stærk nok over for hende.

Næste sted, jeg blev indlagt efter skilsmissen, valgte de at tro på en gang landsbysladder i stedet for at høre på hvad jeg sagde (jeg var da næsten 30 år), stillede nye diagnoser og brød alle resultaterne ned igen – lige indtil jeg også havde mistet mit erhverv og kom på invalidepension.
Fire uddannelser, eksaminer tæt på udmærkelse, et intensivt behandlingsforløb, styrke til at skrive en hel bog, og bortset fra angst en ellers pletfri tilværelse – og alligevel kunne det ikke hamle op med en hensynsløst dominerende mor og psykiatriske diagnoser.

Jeg gad vide hvor mange millioner skattekroner det danske samfund har brugt på at hjælpe min mor med at slå mig psykisk og socialt ihjel.

Og hvor mange milliarder skattekroner der bliver brugt til at behandle andre mennesker på samme måde.

www.Canopoux.dk

Til start