Hvad er Ocd?

Jeg har fortalt tidligere, at tvangstanker er selvkontrol. Jeg har en journal over en 5 år lang psykoanalyse og en behandling med helbredelse, der bekræfter det. Tvangstanker kommer når man bliver tvunget til at sætte ind med tvang over for sig selv, og er en metode, man bruger, for at det skal blive effektivt og fuldstændigt. Underbevistheden laver nogle tanker, der fortrænger det fra bevidstheden, der er forbudt.
Ligeledes har jeg fortalt, at tvangstanker var en del af kz-syndromet. For mig er det indlysende hvorfor og hvordan. Da jeg var i psykoalalyse læste jeg forskellige bøger om neuroser, og det var i en af dem, jeg læste at tvangstanker var en del af kz-syndromet. Man diskuterede dengang hvorvidt årsagerne var fysiske eller psykiske - sult sammen med hårdt arbejde, eller en reaktion på psykiske traumer. I dagens Danmark kan vi udelukke underernæring.

Den teoretiske forklaring på tvangsneuroser i mit tilfælde, som var konklusionen på psykoanalysen med mange samtaler og skriverier, kan ses på denne hjemmeside.
Her vil jeg sætte virkeligheden, og dermed de konkrete eksempler på - fortælle hvad der skete. Så bliver det måske nemmere at forstå

Tvangstanker er en metode: Det var en usædvanlig voldelig, religiøs og dominerende mor, der tvang mig til at undertrykke alt, hvad jeg havde af følelser, som hun ikke kunne acceptere - og det var stort set alt! Hun truede mig med at jeg ville brænde evigt i helvede og andre ting, som et barn ikke kan gennemskue, men opfatter konkret.
Samtidig brød hun ved daglig mobning min selvtillid ned, så jeg troede, at min eneste chance for at blive accepteret var, at jeg gennemgribende kunne lave mig om til en anden person, som ville blive accepteret.

Engang ved et selskab hørte jeg at hun forklarede de andre damer, hvor dygtig hun var til at opdrage børn. Hun fortalte, at hun først slog mig med den ene hånd, indtil hun var træt i den arm, og så brugte hun den anden. Hun skulle nok få mig knækket, sagde hun.
Måske var den slags uforsigtigheder fra hendes side årsagen til, at der blev grebet ind over for hendes vold og mishandling. Resultatet var at hun gik over til psykisk vold i stedet. Det var mindst lige så hårdt men vanskeligere af afsløre, og psykiske reaktioner er lettere at bortforklare eller omvurdere til noget andet. Det var jeg allerede som barn klar over, så jeg skjulte angst og symptomer så meget som jeg kunne. Jeg brugte tvangstanker til at undertrykke reaktionerne og var dermed igang med at opbygge næste lag. At undertrykke tvangstanker med andre tvangstanker.

Min søster og jeg blev dresseret til at fungere som marionetdukker, der omgående adlød. Vi lærte tidligt at når de voksne havde givet en ordre, så var der ikke noget, der kunne diskuteres.
Det udløste smertefulde afstraffelser hvis vi brød nogen lov. Vi måtte ikke have selvstændige meninger eller træffe selvstændige beslutninger eller i det hele taget udvise selvstændig vilje.
Min mors konklussion på vores lydighed var at hendes afstraffelsesmetoder virkede.

Mine forældre holdt sammen: Og vi måtte ikke føle, hvad vi følte. Hvis de voksne greb noget forkert an, var det forbudt at opdage det. Endsige nævne det.
Engang jeg græd, og det irriterede min far, greb han fat i min arm og kneb huden på overarmen hårdt mellem to fingre. Det gjorde vanvittig ondt. Han kneb hårdere og hårdere, mens han sagde: “ti så stille!” - og jeg måtte holde op med at græde for at få ham til at give slip.

Selvom min mor ikke længere selv turde udøve fysisk vold, så var hun stadig en ivrig forkæmper for vold i børneopdragelse og generelt for strenge afstraffelsesmetoder. Iflg. hendes religiøse paranoia så var mennesker født onde, og skulle brydes ned og lære at lystre. Eller som hun kaldte det: lære at indordne sig under andre. Alt hvad hun gjorde blev legaliseret som moral.

Et eksempel fra min skoletid: På min skole havde en dreng irriteret læreren, så denne greb ham, smed ham op på katederet foran alle os andre, og meddelte ham hvor mange slag han skulle have bagi med pegepinden. Drengen skreg og vred sig og faldt på et tidspunkt ned af katederet, men blev hentet op igen.
Den historie førte til at læreren blev bortvist fra skolen. Nok var vold tilladt, men dette blev skønnet at være for meget.
Min mor var i vildt oprør, og udtrykte at når nu endelig en lærer forstod at sætte sig i respekt, så blev han bortvist, det var efter hendes mening så forkert, at hun forårsagede en indsamling til afskedsgave til ham og konen, som måtte forlade skolen samtidig.

Puberteten og pubertetsudvikling: Da jeg kom i puberteten slog min mors paranoia igen ud i lys lue.
Hun diskuterede sine paranoide forestillinger omkring mine intime følelser med alle og enhver og lavede en regulær hetz. Resultatet var, at flere af mine venner blev forbudt at komme sammen med mig. Jeg var meget ensom og kunne ikke bygge en sund følelsesmæssig kontakt op til mine jævnaldrende.
Som konsekvens af hendes paranoia blev jeg sendt til en lægeundersøgelse, som viste at jeg var jomfru endnu.
Dermed var det afsløret, at hun uberettiget havde spredt injurier om mig i flere år, men hendes reaktion var at sladre endnu mere systematisk for at ingen skulle opdage sandheden. Hun dækkede over sine tidligere løgne med nye løgne.
Ensomheden var så smertefuldt, at jeg ikke ved, hvordan jeg kom videre fra den ene dag til den anden. På trods af det, tog jeg en realeksamen, der var meget tæt på udmærkelse.

Siden har jeg tænkt på, om jeg allerede dengang skulle have banket på hver eneste dør i byen og have spurgt dem, og de troede på min mors løgne. Samt opsøgt samtlige familiemedlemmer og spurgt om det samme. Om jeg så kunne have reddet mit liv. Men selv hvis jeg havde tænkt på det dengang, kunne jeg ikke have gennemført det.

Omkrig 6 år senere blev de symptomer, jeg havde som teenager, analyseret til at være blokering, som gjorde det umuligt for mig at have et parforhold, hvilket også var resultatet.

En psykoanalyse og en behandling, der gav resultater Fra jeg var 22 år og fem år frem gennemgik jeg en grundig psykoanalyse. I flere år mødte jeg til samtale i et par timer en gang om ugen, og mellem hver samtale sendte jeg et brev på flere sider. Det lykkedes at gøre op med konsekvenserne af vold og undertrykkelse, og allerede inden for 2 år var jeg fri af symptomer.
Det var en proces, med øvelser i at lade være med at undertrykke følelser. Lade være med at prøve at lave mig selv om til hvad jeg troede jeg burde være, og i stedet påskønne hvad jeg var. Jeg lærte at sætte pris på min egen natur og mit følelsesmæssige potentiale.

Det var på dette tidspunkt det blev afsløret, at de tvangstanker jeg var så plaget af som teenager, de var der for at blokere, så jeg ikke turde have et kærlighedsliv. Endda ikke nok med det, de blokerede så jeg ikke kunne mærke de følelser, der ellers er stærke netop i den alder.

Men familien accepterede ikke min nye identitet, som altså i virkeligheden var min rigtige identitet. Det lykkedes dem efterhånden af få kontrol de offentlige myndigheder jeg havde kontakt med, og dermed igen kontrol over mit liv.

Da en skilsmisse var uundgåelig udnyttede min mor situationen, solidariserede sig helt med min mand, som også var min fars brorsøn, og hjalp ham med at tvinge mig til at forlade hjemmet uden at få noget med. Senere hjalp hun ham med at snyde mig for min andel af bodelingen, og så spedte hun rygter om at jeg frivilligt skulle have forladt min søn for iflg. hende at dyrke sex med hvem som helst. Sandheden var en ganske anden. Jeg havde netop gennemgået en grundig behandling for at komme over svære komplekser p.g.a. min mors paranoia, og var blevet fri af angst og tvangstanker. Da jeg i en alder af 25 år forlod min mand, havde jeg hele mit liv aldrig haft et fysisk forhold til andre end ham. Det var i virkeligheden usædvanligt i 1972.
Ved at sprede den slags injurier skabte min mor opmærksomhed omkring sig selv, opnåede kontakt og havde sladder til år frem i tiden, plus at hun sikrede sig at ingen opdagede at hun havde løjet.
Min mand havde en for svag karakter til at modstå min mors tilbud om at hjælpe ham med at snyde mig ved bodelingen. Vi boede i eget hus og det var mange penge, det drejede sig om. Han løj gerne for at redde sig en mindre formue.
Både min mor og min mand vidste hvor meget tid jeg selv og en psykiater gennem år havde lagt i at hjælpe mig med at komme mig psykisk. De var begge to kun optaget af deres egne fordele, og var både i det tilfælde og i andre ligeglade med hvilken pris andre måtte betale for deres egoisme.

Min skæbne fra da og til jeg som 50årig for anden gang var på vej til at blive rask og symptomfri kan læses her.

50 år og på vej til helbredelse for anden gang: I 25 år måtte jeg herefter leve med udlidelig angst, både for at miste min søn og for mange andre ting. Det eneste jeg kunne gøre var at undertrykke og kontrollere alle følelser, og tvinge mig selv til at passe mine forpligtelser, uanset hvordan jeg havde det. Der var ingen ro eller fornøjelser. Min mor havde spillet både min familie, retssystem og psykiatri ud imod mig for at bevare sin kontrol over mit liv, og fortsat udnytte mig som det passede hende. Det nyttede ikke engang at jeg, da jeg var først i 30erne afbrød al kontakt med familien for at komme fri af hendes kontrol. Hun fortsatte med at kontrollere mig gennem offentlige myndigheder, som ikke respekterede at jeg sagde, at jeg ikke ville have mere med hende at gøre.

Mønstret af tvagstanker, som igen havde bredt sig mere og mere, havde alle den samme fællesnævner - angst for at komme til at skade andre mennesker. Bl.a. var jeg bange for ikke at være ren nok på hænderne, så jeg turde ikke røre ved noget, som andre mennesker skulle spise af angst for at komme til at påføre dem bakterier og sygdomme. Jeg kunne ikke sidde med ved et bord, og det begrænser muligheden for kontakt med andre mennesker meget effektivt.

Da psykiatrien har en standardforklaring på symptomer, der drejer sig om førevarer, må jeg fortælle den rigtige årsag. Jeg havde ikke begået en fejl angående fødevarer, jeg havde overset at en anden havde begået en fejl. Imidlertid tillader jeg ikke mig selv at blive så overtræt at jeg overser noget vigtigt, og havde forfærdelige skyldsfølelser. Hvis den psykolog, jeg henvendte mig til, havde analyseret årsagen rigtigt, kunne han have hjulpet mig videre med det samme. Det tog mig selv næsten 20 år at komme i tanker om den hændelse, der var årsagen til de symptomer, jeg brugte til at kvæle træthed med..

Jeg klarede det alligevel og fik mange venner, som tog de nødvendige hensyn.

http://canopoux.dk/Demokrati2.html

Da min søn blev voksen og gift så det endelig ud til at jeg kunne få et liv. Min største problem, nemlig min søns skæbne, så ud til at være løst. Hans kone var sygeplejerske og min søn var kok, det var de perfekte betingelser for at overvinde både angst og konsekvenserne af i over 20 år ikke at have kunnet lave så meget som en kande kaffe til andre mennesker.
Ved at hjælpe i køkkenet hos min søn kunne jeg gå frem i det tempo, jeg kunne klare og i det tempo angsten forsvandt mere og mere. På det tidspunkt så det ud til at alle de problemer, der var årsagen til så megen angst, endelig var ved at være løst.

Jeg havde holdt til næsten 50 års angst ved hele tiden at tro på, at en dag ville der også være et liv til mig. Når jeg så på mit barnebarn på et par år, der traskede afsted med opsmøgede bukseben fordi han skulle kunne vokse i sit tøj, så tænkte jeg at det var det hele værd. Nu begyndte livet for mig. http://canopoux.net/Min_familie.htm

Det gik fremad, men min søn havde brug for hjælp til pasning af børnene, da både han og hans kone havde skiftende arbejdstider. Desuden ville jeg helst ikke belaste hverken ham eller mine venner mere end højst nødvendigt, så da der blev ansat socialpsykiatri i kommunen, og de havde travlt med at gøre reklame for sig selv og få os til at henvende os, så gjorde jeg det.

Jeg troede at et dagcenter som jeg havde permanent kontakt med i mere end 10 år, samt en læge, jeg havde haft i 20 år ville tælle mere end en 20 år gammel og forkert journal skrevet efter min paranoide mors diktat, som jeg oven i købet havde rejst klagesag overi Patientklagenævnet for at få rettet oplysningerne i den. Der findes jo endnu en journal med de rigtige forklaringer.
Desuden tænkte jeg at ingen da kunne komme og se en situation som min, og så ødelægge alt det, der var bygget op sammen med mine venner og personalet i dagcentret.

Men jeg skulle aldrig have henvendt mig til socialpsykiatrioen. I løbet af 4 mdr. fik de kørt alt fuldstændigt i sænk. Jeg var ud over klagesagen ved at være færdig med et manuskript til en erindringsroman. Socialpsykiatrien her i kommunen lovede at de ikke havde noget at gøre med det hospital hvor den forkerte journal lå. Jeg fandt senere ud af at det havde de. Klagesagen blev kørt af sporet, og det blev styret af hospitalet selv.

Jeg viste lederen af socialpsykiatrien en skematisk fremstilling af de teorier, jeg i sin tid en del år tidligere var blevet helbredt efter, og dem kendte han godt. Socialpsykiatrien vidste at jeg havde ret i min klagesag, så når de kørte mig i sænk igen var det imod bedre vidende.
Alle midler er tilladt i kampen imod de psykisk syge.
Socialpsykiatriens interesse i mig drejede sig ikke om behandling, men om politik. Der skulle ikke længere være plads til psykisk sårbare i samfundet, de penge skulle spares.

Man var igang med at bygge et standarddiagnosesystem op, med tilhørende standardbehandlinger og standardmedicin. Ikke for at hjælpe de psykisk syge, men for at gøre det så billigt som muligt.
Det personale, der havde en ordentlig uddannelse og som gjorde deres arbejde godt, blev skiftet ud med nye, der ville være med at skære ned på pensionisters forhold, uden hensyn til konsekvenserne. Følelsesmæssige problemer skulle herefter opfattes som skaberi og umodenhed. Min vennekreds, som jeg havde haft det godt med, og som jeg selv havde fundet ud af det med, blev undervist i nye holdninger.
Ved psykiatriens indgriben i mine private forhold og venskaber oplevede jeg det samme, som jeg i sin tid som ung oplevede i min barndomsby - at der var mennesker, der demonstrativt vendte hovedet den anden vej, når vi mødtes.

Vi med følelsesmæssige problemer skulle udstødes på samme måde som jøderne, og i øvrigt også de psykisk syge, blev det i nazityskland, og alle kunne sparke til os og udnytte os, som de havde lyst. Var der nogen, der troede at der var specielt mange onde mennesker i Tyskland i 1930erne? Det var der ikke. Det var det samme som idag.

Da jeg forstod, at jeg ville miste kontakten med min familie, fjernede jeg alle billeder af mine børnebørn, som jeg havde hængende alle vegne i min lejlighed, for at blive stærk nok til at klare det. Jeg kunne ikke holde ud af se på dem og mærke, hvor meget jeg savnede dem. Hvis jeg skulle overleve at miste dem også, måtte jeg igang med at kvæle mine følelser for dem.
De socialpsykiatriske plejere var bedøvende ligeglade. De psykisk syge skulle knækkes og bedøves med hjernkemikalier og lære passivt at lade os administrere, som det passede samfundet.

Jeg har derefter levet i over 10 år isoleret i min lejlighed nu, og får svære angstanfald, når jeg prøver at forlade den. Jeg er nødt til at have alle smerterne over at miste mine venner min søn og mine børnebørn under kontrol, og alle smerterne over aldrig at få et liv, samt alle smerterne over hvad jeg ellers har været udsat for. Hele det tvangsneurotiske mønster, jeg kontrollerede mig selv med som barn, er fuldt aktivt igen, genaktiveret at psykiatrien selv, og har været det i over 30 år nu. Akkurat som mine forældre så sætter psykiatrien ind med fuld og hensynsløs styrke over for alle, der ikke lystrer.

Der findes en journal over en 5 år lang psykoanalyse og en behandling som virkede, så jeg var symptomfri i 8 år, men ingen har nogen interesse i at finde ud af hvad der står i den. Samfundet gider ikke at forstå følelser eller at tage følelsesmæssige hensyn. Det er åbenbart for svært og for dyrt. Det er lettere og billigere at bryde os ned og bedøve os med hjernekemikalier.

Afslutning og konklusion: I 1970erne, hvor jeg blev helbredt, var der meget debat omkring følelser, pådagogik m.m. og der udkom flere bøger med nytænkning. Det var et årti hvor der blev eksperimenteret en del.
Jeg var heldig at jeg blev behandlet for Ocd efter nyere metoder, som virkede.

Men der var også modstand imod nye tanker. Autoriteterne ville gerne beholde deres magtposition, og alt for mange kunne turde ikke stole på, at hvis man opgav at kontrollere mennesker, og de fik frihed til at tænke selv, så gik det nok alligevel.
Det gjorde der faktisk. 68-oprøret frigjorde megen frihed, kreativitet og selvtændig tænkning, og mennesker begyndte at tage selvstændigt ansvar, i stedet for at vente på ordrer.

Som modvægt til nyere og friere pædogogik opbyggede de fleste psykiatriske overlæger stivnede diagnosesystermer, og mente ikke at psykiske symptomer kunne være en reaktion på psykiske belastninger, det blev i stedet omvurderet til fejl i den sociale udvikling, og så havde man skemaer som man diagnosticerede og medicinerede efter.
Der var allede dengang advarsler om, at med de systemer kunne man ødelægge et helt liv med psykiatriske diagnoser.

Min mor kæmpede for at forhindre at nogen opdagede hvordan hun i årevis havde spredt injurier om mig, og min mand kæmpede for at forhindre at nogen interessede sig for at forsvare mine rettigheder ved skilsmissen.
De havde begge held med deres forehavender takket være opbakning fra en uduelig psykiatri med fuld magt over andres liv.

Man har efterhånden kasseret de diagnoser der burde advare om at børn er udsat for belastninger og/eller mishandling.
Når mennesker opfører sig forkert fordi de har et umuligt liv, så beskylder man hippiegenerationen og deres pædagogiske forståelse for det. Det gjorde man dengang og det gør man stadig.
I stedet hylder man nogle primitive, fascistiske metoder med at bryde mennesker ned og få kontrol over dem. Når man så står med nogle mennesker, der er gået i stykker, kommer der gang i pilleindustrien.

Jeg har taget 2 uddannelser og har eksaminer tæt på udmærkelse, gennemgået en psykoanalyse, har aldrig gjort noget ulovligt og har aldrig haft med illegale stoffer at gøre. Der er bunker af konkrete beviser på hvad jeg fortæller.
Men i 1976 interesserede overlægen, der hvor jeg blev indlagt, sig ikke for virkeligheden og undersøgte ikke noget. Da min mor kørte frem med sin paranoia slog psykolog og psykiater op i deres skemaer og stillede diagnoser efter dem, og så var resten af mit liv ødelagt. Jeg blev dømt til livslang psykisk nedbrydning.

Jeg skal torteres ihjel på denne måde, og det eneste jeg kan gøre er at kontrollere alle smerterne. Den metode, jeg bruger til det, er tvangstanker. Hvis nogle af tvangstankerne bliver for umulige at leve med, må min uderbevidsthed oprette nye tvangstanker til at kontrollere dem med. Alting i mit følelsesliv skal være 100% under kontrol.