Psykiatrien som politisk magt ...

 

Efter sigende kan man ikke overleve uden kontakt med andre mennesker, men det har jeg gjort i mere end 10 år nu - de seneste år helt uden kontakt og uden at tale med nogen. Det har været meget pinefuldt og det er ikke noget jeg selv har valgt. Hvis jeg havde haft et valg, så havde jeg valgt noget andet.

Alle forsøg på at ændre situationen og årsagen til den, kunne ikke lykkes trods intense forsøg i årevis.

Forklaringen vil jeg springe ud i med det samme. Da jeg var i tyverne blev jeg ved en intensiv psykoanalyse på et psykiatrisk hospital helbredt for tvangstanker, som jeg da have lidt af i 18 år - altså siden jeg var omkring 4 år - jeg var symptomfri i løbet af 2 år. Det var en behandling der blev foretaget på mit eget initiativ, og det lykkedes, selvom man også dengang påstod at Ocd var uhelbredelig!! Behandlingen indeholdt forståelse for årsagen til mine symptomer og undervisning i hvordan jeg kunne undgå tilbagefald.
Det var et intensivt forløb, gennem flere år 2 timer om ugen plus endnu mere hjemmearbejde. Resten af tiden efter behov.

Og så var der ikke mere at behandle!

Da jeg var omkring 30 år blev jeg, efter en problematisk skilsmisse, hvor det blev udnyttet at jeg havde været i psykiatrisk behandling, i 1976 indlagt et nyt sted med en depression. Her opdagede man ikke at den forrige behandling havde været foretaget. Der var sendt besked til min læge, men beskeden var ikke blevet sendt videre. Man stillede det nye sted forkerte diagnoser, og selvom jeg "kun" var indlagt grundet en svær depression, så fik man i løbet af et par år fremkaldt tvangstankerne igen som jeg da havde været fri af i omkring 8 år, og denne gang i invaliderende grad. Grundet fortsat fejlbehandling er jeg blevet holdt fast i de samme symptomer i over 30 år nu. De sidste godt 10 år indespærret i min lejlighed som jeg ikke tør at forlade.

 

Jeg har i 1995 forsøgt at rejse klagesag i Patientklagenævnet og forklaret at der findes 2 journaler med diagnoser der betyder det modsatte af hinanden, men der er ikke noget, der er blevet undersøgt, trods gentagne forsøg på at få rejst sagen. Det er af flere grunde vigtigt at jeg fortæller hvad den rigtige forklaring på tvangstanker er, da den rigtige forklaring er anderledes end de teorier man bruger nu, og som ikke virker. Jeg er måske den eneste i landet der har gennemført en fuldstændig helbredelse, men ved nogle metoder som, på trods af at de virker, ikke længere bruges.

Hvor effektiv den fortrængsningsmekanisme, der hedder Ocd, den er, kan jeg illustrere med et eksempel. Som teenager var jeg af en religiøs mor blevet indprentet så meget skyld over intime følelser, at de var fortrængt. Jeg opdagede først de følelser da jeg var 18 år selvom jeg fysisk var og er helt normal. Så stærk en fortrængningsmekanisme er Ocd!! Man kan fortrænge næsten hvad som helst ved hjælp af tanker, også fysiske smerter. Jeg havde en mor med religionsvanvid, som allerede da jeg var helt lille fortalte mig at jeg var besat af djævelen, og hun var særdeles mistænksom og diskuterede sine paranoide mistanker med alle og enhver. Senere sladrede hun, da jeg kom i puberteten, så systematisk om min påståede promiskuiøsitet, at hun i løbet af de næste 10 år drev mig ud af både min familie og af den by hvor jeg var vokset op. Det var et mareridt at det ikke var muligt for mig at opnå en sund følelsesmæssig kontakt med andre mennesker og på mine egne betingelser. Der var ikke mange der opdagede, at det hele var noget hun bryggede sammen i sin egen, religiøse fantasi.

Da jeg flyttede fra min mand i 1972 havde jeg hele mit liv aldrig haft et fysisk forhold til andre end ham. Men min mors version til famlie og omgangskreds lød noget anderledes. Da havde jeg været i behandling for komplekserne i 2 år, men min mor nægtede at samarbejde og ville ikke acceptere, at hun skulle have fejlvurderet noget. Hun var også meget bange for at andre skulle opdage, at hun i årevis havde udsat sin egen datter for injurier, der havde så store konsekvenser.

 

Det har dags dato taget mig flere år at oparbejde styrke til at skrive dette her! Hvad jeg må fortælle her kommer i høj grad under personfølsomme oplysninger, men psykiatrien nægter at undersøge noget, så fejlene kunne være rettet diskret. Jeg har derfor ingen anden udvej end det, jeg gør nu, for at opnå kontakt med omverdenen.

 

Til sidst lykkedes det dengang min mor yderligere at drive mig ud af det samfund, hvor jeg lagde så mange kræfter i at opbygge en ny tilværelse. Jeg lever uden kontakt med andre mennesker og kan kun komme i kontakt med omverdenen via Internettet. I 1995 - det var 20 år efter fejlvurderingerne i 1976 - rejste jeg klagesag i Patientklagenævnet for at få rettet de fejl der ødelagde mit liv, men der blev aldrig foretaget en sagsbehandling. I stedet blev psykiatrien af patientklagenævnet opfordret til at undersøge tingene bedre, og det gik en psykiater også igang med, men han blev pludselig forflyttet til andet arbejde, så det blev heller aldrig gjort. Jeg havde indtryk af at han var på sporet af sandheden - jeg havde vist ham 40 siders journalnotater fra den rigtige behandling - og det må ikke komme frem, at der sker så alvorlige fejl i psykiatrien ... og der sker mange!

Det må heller ikke komme frem, at Ocd ikke, som psykologerne påstår, skulle skyldes at vi forsøger at kontrollere omverdenen med vores tvangsprægede tanker og handlinger, dem psykologerne fejlagtigt kalder ritualer. Ocd skyldes at vi kontrollerer os selv. Det er ikke alene logisk at det er os selv vi kontrollerer, men metoden virker og er særdeles effektiv. Men det passer ikke samfundet, at der skulle være grænser for hvad man kan byde mennesker af krav og belastninger, og stadig forlange at vi skal kontrollere os selv og fungere perfekt. Der har de senere år været en tydelig stigning i tilfælde af Ocd - også hos børn.

En af de alvorlige konsekvenser af diagnoser er at psykiatrien bestemmer hvordan samtlige offentlige kontorer skal for holde sig til mig, og til andre med følelsesmæssige problemer, så forkerte psykiatriske vurderinger kan ødelægge et helt liv. Det er sket for mig og der er sket for mange andre. Det stopper endda ikke med de offentlige kontorer og dermed vores muligheder i samfundet - psykiatrien bestemmer også hvordan familie og venner skal forholde sig til os. Vi har ikke mange chancer for at opbygge vores egen og selvstændige følelsesmæssige kontakt med andre mennesker og med den verden vi lever i.

 

Og nu må jeg springe endnu længere tilbage og til min første uddannelse, hvis det, jeg forklarer, skal give mening. Til jeg som 18-årig kontorelev første gang søgte psykiatrisk hjælp, fordi jeg led af meget svær angst. Også dengang søgte min mor at kontrollere min psykiater, og dengang lykkedes det for hende (i modsætning til 4 år senere). Det betød at mens jeg forsøgte at tage en uddannelse som kontorassistent blev jeg fyldt med piller, hvilket bl.a. gjorde det umuligt for mig at lære at skrive blindskrift på en skrivemaskine. På handelsskolen fik vi en skærm sat over tastaturet for at øve os i at have et billede i hovedet af hvor bogstaverne var, men det var jeg alt for bedøvet at piller til at kunne gøre. Jo flere nederlag jeg fik, jo mere bange blev jeg for den skrivemaskine, og det blev umuligt at lære det. Det var årsagen til at der 5 år senere blev søgt revalidering til en ny uddannelse, efter at man på hospitalet havde trænet med mig i maskinskrivning, indtil man indså at det ikke kunne lade sig gøre.

Men min mor sagde nej til at jeg måtte få en ny uddannelse, og det gjorde min mand også. Min familie holdt på at hvis man begyndte at tage hensyn til mine psykiske problemer, så ville jeg blive ved med at skabe mig, fordi jeg opnåede noget ved det. Jeg skulle ikke under uddannelse jeg skulle tjene penge, besluttede familien. Det lykkedes min mor at få kontrol over arbejdskonsulenten og ad den vej at sørge for at revalidering blev afslået. Dermed blev jeg smidt ud i endnu et nederlag i et kontorjob. Det blev indirekte også en af årsagerne til at mit ægteskab endelig gik i stykker. Jeg begyndte at forstå, at hvis jeg ikke fik mulighed for at opnå respekt fra mine medmennesker, så kunne man behandle mig i 100 år uden resultat.

 

Situationen der havde ført til min indlæggelse Nyk. Sj. dec. 1969 var, at vi boede på lejede værelser med et lille barn i den by, hvor min mor sladrede om sine paranoide forestillinger omkring mit sexliv. Vores husvært angreb mig når jeg viste mig i køkkenet, min mor angreb mig når jeg besøgte hende, jeg havde et lille barn, der havde brug for opmærksomhed, og min mand gjorde intet. Min psykiater, som var kontrolleret af min mor, fyldte mig med stærke piller som jeg blev deprimeret og konfus af. Og så brød jeg sammen!

Ved 4 måneders indlæggelse Nyk.Sj. konstaterede man, at jeg ikke på noget tidspunkt viste tegn på sindssygdom, hvilket står i udskrivningsrapporten. Herefter gik jeg på eget initiativ igang med en ambulant psykoanalyse som varede i 5 år. Allerede inden for et par år var jeg symptomfri.

 

Det var et par år inde i forløbet at mit ægteskab gik i stykker og jeg skulle skilles.

 

Eftersom min mor, der havde en forretning i byen, påstod til højre og venstre at jeg skulle skilles fordi jeg skulle have været min mand utro, så må jeg her fortælle sandheden, uanset hvor pinefuldt det er. Jeg havde ikke være min mand utro, vores samliv gik i stykker fordi han for anden gang forsøgte at presse mig til sex uden svangerskabsbeskyttelse. Det samme havde han gjort et par år tidligere. Eftersom han om nødvendigt gik over til udmattelseskrig når han ikke kunne få sin vilje, så mistede jeg lysten til samliv med ham. Jeg var så heldig at denne gang havde jeg en psykiater der var helt enig med mig i, at jeg skulle ikke have flere børn på det tidspunkt, så jeg stod fast over for min mand, men magtkampe i en situation, der skulle have været behagelig, fik mig altså til at gå helt i baglås.

Da mine forældre havde hjulpet min mand med at tvinge mig til at flytte ud på lejede værelser, "underrettede" min mor hele omgangskredsen og hele byen om at jeg skulle skilles p.g.a. utroskab og at jeg frivilligt skulle være flyttet fra mit barn for at kunne have frihed til at dyrke sex med hvem jeg ville. Det var ikke frivilligt at jeg flyttede fra mit barn! Der var mennesker der demonstrativt vendte hovedet den anden vej, når jeg mødte dem. Det gjorde meget ondt, og lige præcis i en situation, hvor mit liv var igang med at falde fra hinanden. Kunne jeg have reddet mit ægteskab havde jeg gjort det, men jeg vidste at jeg måtte ud af det for at komme videre med at opbygge psykisk styrke.

 

Da jeg ved første retssag om forældremyndigheden fik den tilkendt, besluttede mine forældre at min far og min søster skulle vidne imod mig i Landsretten. I mellemtiden var jeg efter et længere tovtrækkeri og meget imod min mors vilje blevet optaget som revalident og optaget på en ny uddannelse, og den uddannelse gennemførte jeg mens jeg ventede på at skulle i Landsretten om forældremyndigheden, og på trods af hvad skilsmisse og usikkerhed kostede mig af følelsesmæssige belastninger. Min familie fortsatte med at prøve at køre mig ned psykisk, og det var lykkedes dem at få kontrol over min advokat, som først reagerede med at prøve at trække sig fra sagen, idet han sagde at han ikke kunne gå ind for den, men som påtog sig den alligevel. Det ville ikke have hjulpet mig at jeg fik en ny advokat, for min mor ringede alle op, som jeg havde kontakt med og som skulle tage stilling i skilsmissen. Når min mor havde givet en ordre, så skulle jeg adlyde, og jeg havde hele mit liv lært, at så var der ikke noget, der kunne diskuteres. Sådan var det stadig da jeg var over 25 år. Henvendte jeg mig til andre om hjælp, så sørgede hun for at få kontrol over dem også hvis hun kunne, og det kunne hun som regel. Men efter at have været i behandling adlød jeg ikke længere, og slet ikke i spørgsmål der havde med min søn at gøre. En stor del af behandlingen havde drejet sig om forholdet mellem forældre og børn, både for at forstå min egen angst, og for at afklare med mig selv, hvordan jeg kunne give min søn bedre betingelser. Det lykkedes min familie at sikre sig, at den læge, der havde helbredt mig for Ocd han ikke blev inddraget i sagen om forældremyndigheden, og at han ikke blev spurgt, hvilket burde have været oplagt, han havde været med under hele forløbet. Jeg søgte under skilsmissen vejledning hos min psykiater, der hjalp mig med at gribe det an, så vi alle tre burde kunne leve videre bagefter, mens min mand blev manipuleret af min mor, og hun var ligeglad med om hun ødelagde forholdet mellem min mand og mig, så vi aldrig siden kunne tale sammen igen. Hun var også ligeglad med hvilke konsekvenser det fik for min søn.

Min mand var for stort et skvat til at afslå mine forældres hjælp til at snyde mig for så meget som muligt, også økonomisk.

Jeg tabte sagen i Landsretten om forældremyndigheden i 1973. På trods af at jeg havde gennemført min uddannelse ved at prioritere et nyt liv sammen med min søn højere end noget andet.

Min søns far havde herefter flere partnere som flyttede ind hos ham, og den ene mishandlede min søn, så han måtte til psykologbehandling. Jeg kunne ingenting gøre og måtte forholde mig passiv til det i over ½ år. Passivt se på at min søn blev udsat for den samme behandling som var årsagen til at jeg selv havde så store psykiske problemer. Hverken mine forældre som boede i samme by, eller min søns far skred ind over for den vold min søn blev udsat for. Det var årsagen til den depression som kostede mig mit arbejde og derefter en ny indlæggelse i 1976, og denne gang sørgede min mor for at det var hende, der havde kontrollen. Jeg fik ved anden indlæggelse stillet alle de værst tænkelige diagnoser og min mor sikrede sig at ingen troede på hvad jeg sagde. Dermed genvandt hun sin uindskrænkede magt over mit liv. 

På det tidspunkt i 1976 havde jeg gennemført en realeksamen tæt på udmærkelse, to uddannelser og en intensiv psykoanalyse gennem 5 år hvorved jeg var kommet fri af Ocd. Alt sammen præstationer selvom jeg bestemt ikke på noget tidspunkt havde gode betingelser. På Montebello i Helsingør opdagede de intet af det. De skrev journal efter min mors diktat. Jeg blev vurderet til at være promiskuøs, dum og doven.

Mens jeg arbejde på at blive i stand til at opfylde min søns behov så gik Montebello igang med at tilpasse mig til min mors behov. Herefter afbrød jeg kontakten med familien for at redde mit eget og min søns liv. Jeg fortsatte med at sætte alle evner og kræfter ind på at bygge et liv op, men psykiatrien kan ikke komme videre fra deres egne fejltagelser i 1976. Derfor er jeg endt nu i total isolation.

Hun overbeviste også både psykolog og psykiater på Montebello i Helsingør. De opdagede ikke at hun fik dem manipuleret til at bryde resultaterne af en intensiv psykoanalyse ned igen, som havde været foretaget på et andet hospital.

De opdagede ganske vist at jeg ikke opfører mig på en måde der svarer til min mors beskrivelse af mig, men det kunne bortforklares med psykiatri. Man påstod at det er for at dække over alle de negative egenskaber min mor hævdede at jeg skulle have. Jeg havde intet at skulle have sagt selv, og jeg blev hverken spurgt eller orienteret.

Selvfølgelig gik jeg psykisk i stykker på hendes evindelige indblanding og kontrol, men det var også det, der var hendes mening, og det udnyttede hun dernæst til sin egen fordel.

Kun de der har prøvet det kan vide, hvad men skal igennem af angst og usikkerhed angående hvordan man griber det hele an. Man må bruge alle sine kræfter og uden garanti for resultater. En narkoman, der er så lagt ude, har ingen forestillinger selv om at han kan få et bedre liv.

Jeg havde stadig meget store problemer med angst, og lod mig hypnotisere for at klare opgaven med at få min søn på benene. Det lykkedes i løbet af et par år. Jeg måtte genopfriske de metoder, der i sin tid hjalp mig selv ud af Ocd, jeg vidste at min søn havde været udsat for tilsvarende belastninger og i den samme familie, han havde bare reageret anderledes på det.

 

Derefter blev jeg endnu engang indlagt på det hospital hvor man havde stillet forkerte diagnoser og endnu engang fejlbehandlet. Selvom jeg var der et helt år, og også spiste der, kunne de ikke opdage at de var på vildspor.

De første tvangstanker husker jeg fra 4 års alderen, hvor jeg var udsat for incest af en farbror, men jeg skjulte at jeg havde så store problemer med angst, og ingen opdagede det før jeg bad om hjælp, da jeg var 16 år. Det er vigtigt at vide at mennesker med Ocd har helt klart adskilt hvad der er symptomer og hvad der er virkelighed. Det er derfor vi kan skjule det. Hele min barndom igennem tvang jeg mig selv til at gøre de ting, jeg var bange for. Det helbredte ikke noget.

Som 18 årig og efter at være flyttet hjemmefra søgte jeg psykiatrisk hjælp. Min mor overtog kontrollen og der blev sat ind med tvang og piller. Det blev det værre af. Man satte ind med tvang over for mine symptomer, og forlangte at jeg skulle kontrollere og fortrænge dem, hvorved jeg lavede en ny overbygning af tvangstanker til at fortrænge tvangstankerne med. Jeg har gjort opmærksom på at den behandling jeg får idag svarer til den, jeg modtog fra jeg var 18 til 22 år, som ikke alene ikke virkede, men som førte til indlæggelse Nyk.Sj. Her måtte jeg i gang med at skrælle flere lag af symptomer af før jeg kom frem til årsagen til dem.

Min mors sladder førte til, at min mand, som også var min fætter, blev interesseret, fordi han troede han havde en kusine, der var til fri afbenyttelse. Han opdagede hurtigt sin fejltagelse. Da jeg begyndte at komme sammen med min fars brorsøn blev min far imidlertid interesseret. Han havde stort set mistet kontakten med sin familie, fordi de ikke kunne holde min mor ud. Pludselig var jeg velkommen hjem igen i selskab med min fætter.

Min mor fortsatte sine bagvaskelser om at jeg skulle være promiskuøs, også efter at jeg var blevet gift. Også efter at jeg endelig kom i rigtig behandling for alle komplekserne. Også efter at behandlingen havde virket og jeg var blevet rask og havde gennemført en ny uddannelse. Også efter at jeg blev indlagt for anden gang et nyt sted, hvor det lykkedes hende igen at få kontrol over min psykiater. Først efter at Montebello i Helsingør havde brudt alle resultaterne ned og jeg var blevet syg igen var hun tilfreds. Så var jeg tilbage i den syge rolle, jeg skulle spille i en syg familie.

Jeg var ikke med til min søns konfirmation, men det var min mor. Jeg var ikke med til mine børnebørns barnedåb, men det var min mor. Da hun havde fået sat Montebelle til at holde mig knækket kunne hun også stjæle resten af mit liv.

Fra at være tvunget ind i en syg rolle i en syg famlie blev jeg derefter holdt fast i en syg rolle i et sygt samfund.

Og så er der nogen, der vover at kalde mig svag?? De mennesker, der gør det, havde ikke holdt til en brøkdel af det, jeg har holdt til.

 

Psykiatri er kejserens nye klæder. Der er ingenting!! De smadrer løs med diagnoser og medicin uden at vide hvad de laver, og fylder folk med piller for at dække over det.

 

Psykiatrien er en vigtig del af det politiske magtapparat. Det er psykiatrien der samler de mennesker op, der går i stykker på umulige sociale betingelser og stempler dem med diagnoser, hvorved de indirekte påstår at det er dem der går i stykker, der gør tingene forkert, og som skal behandles. Vi kommer i den situation at alle de kræfter vi skulle bruge til at rejse os igen efter de uretfærdigheder og belastninger som alle bliver udsat for, dem må vi i stedet bruge til at forsvare os imod psykiatri.

Hvordan kan det gå til at jeg skal bruge så mange kræfter til at forsvare nogle symptomer, jeg ville gøre hvad som helst for at slippe af med?!

En del af planerne om besparelser og minimalsamfund er, at de psykisk syge skal udstødes, og hele befolkningen hjernevaskes og trækkes ind i den proces at udstøde os. Vi skal lære at lade være med at skabe os og at adlyde psykologerne. Hvad gør folk dog ikke hvis der er udsigt til skattelettelser. Jeg har set såkaldte dokumentarfilm hvor mennesker helbredes for Ocd ved at blive tvunget ud i de situationer, de er bange for. Da jeg ved hvordan mennesker med Ocd tænker og føler, kan jeg se at skuespillerne i den slags dokumentarer aldrig har haft Ocd. Det er politisk hjernevask af befolkningen og det sker i hele den vestlige verden.

 

Der er lavet en standarddiagnosticering af Ocd i hele den vestlige verden samt en standardbehandling. Den eneste behandling vi kan få er at blive tvunget til at kontrollere og fortrænge vores symptomer. Altså lige præcis den behandling jeg blev så syg af, at jeg i sin tid blev indlagt på Nyk.Sj. Samtidig eksperimenterer man med medicin, hvilket også forværrer symptomerne, hvis man som jeg har dem p.g.a. overanstrengelse og angst for ikke at kunne overskue sine opgaver.
Det eneste jeg kan gøre ved alle smerterne over at være totalt isolateret nu og have mistet både min søn og mine børnebørn, er at sætte alle mine evner ind på at kontrollere og undertrykke følelserne. Hvis jeg mister kontrollen, så smadrer psykiatrien hjernen på mig. Efter mere end 10 år på denne måde er symptomerne blevet kroniske. Jeg bliver aldrig rask. Der skal en enorm styrke til for at bryde med tvangsneurotiske og selvundertrykkende mønstre og de kræfter har jeg ikke længere. Hvad jeg har af kræfter må jeg bruge til at fortrænge smerter og erindringer.

Først da jeg havde taget eksamen i psykologi gik det op for mig, hvor mange lighedspunkter der er mellem min mors teorier om djævlebesættelse og så det psykiatriske diagnosesystem. Begge tror at børn er født som egoister der kun er optaget af sig selv og egne fordele, og som skal straffes, knækkes og kontrolleres for at blive socialt tilpassede. Det er jo ikke så underligt at min religiøse mor og psykiatrien kunne kommunikere, når de i virkeligheden taler samme sprog. Derimod kunne Montebello i Helsingør og senere Hillerød Sygehus ikke kommunikere med mig, efter at jeg havde gennemgået en psykoanalytisk behandling og havde opbygget min egen selvstændige identitet.

 

På trods af at man allerede i 1975 kendte den rigtige forklaring og den rigtige behandling af Ocd, så bliver der ikke foretaget en sagsbehandling, for det er ikke i samfundets interesse at forstå, at mennesker kan blive så overstressede at det får så alvorlige konsekvenser, og at vi selv skal have en mulighed for at sætte grænser før det går så galt. I stedet skal jeg torteres ihjel på denne måde. Jeg var en mønsterbryder over for en autoritær og følelseskold familie og ønskede at bygge min egen familie op efter nogle andre principper. Men autoritære familier med fast magthierarki finder sig ikke i at få draget deres normer i tvivl.